Kategoriarkiv: Høringssvar

Dobbelt diskrimination ved uddeling af inflationshjælp

Af Bodil Kjærum, Jakob Lindberg
Blad nr 98
24. juni 2023
Almen udlejning, Boligpolitik, Høringssvar

Folketinget dræner endnu engang Landsbyggefonden for penge, som statskassen selv skulle betale. Regeringen vil tvinge fonden til at give 350 mio kr i huslejestøtte til afdelinger med høj husleje. Pengene går fra de puljer, som Landsbyggefonden ellers kunne bruge til at renovere de almene bebyggelser og til nybyggeri

 

Kilde: Danmarks Lejerforeningers høringssvar til Folketinget ved behandling af L 108: (Tilskud til midlertidig huslejenedsættelse i visse almene boligafdelinger)

Af Bodil Kjærum og Jakob Lindberg

Danmarks Lejerforeninger støtter det overordnede formål med lovændringen, nemlig at lette økonomisk dårligt stillede lejeres mulighed for at komme igennem en periode med høj inflation. Vi foreslår, at forslaget finansieres via skat, som pålægges den velstillede del af befolkningen, og at støtten skal gives til dem, der trænger.

Vi finder derimod ikke at dette lovforslag er egnet til at opfylde formålet – af følgende grunde:

1) Forslaget diskriminerer mod lejere, der bor i privat udlejningsbyggeri, som ikke er omfattet af forslaget, selv om mange af dem rammes lige så hårdt – og i nogen tilfælde endnu hårdere – af inflationen end de almene lejere

2) Forslaget diskriminerer mod Landsbyggefonden, idet fonden som den eneste fond i Danmark pålægges at betale for udgifter til inflationshjælp. Vi betragter forslaget som et forslag om en særskat, der ikke kan begrundes sagligt.

3) Forslaget betyder, at Landsbyggefonden skal betale udgifter, selv om fonden ikke har likvide midler nok. Forslaget indebærer en yderligere gældsætning til statskassen, som efter skiftende regeringers pålæg er vokset så meget, at fonden først i 2037 forventes at være gældfri.

4) Forslaget danner præcedens for, at regeringer fremover kan pålægge Landsbyggefonden at betale til formål, som vi i dag ikke kender, og som er fremmed for fondens oprindelige formål, der var nybyggeri og renoveringer.

5) Forslaget er et udtryk for manglende politisk respekt for Landsbyggefonden, derved at politikerne som en selvfølgelighed regner med at man kan overtale/tvinge fondens bestyrelse til at betale for alle mulige politiske påfund fra regeringens side.

6) Forslaget betyder, at Landsbyggefonden bebyrdes med en ny administrativ opgave, som fonden ikke har haft før, og som den ikke er egnet til at påtage sig.

7) Formålet med forslaget kunne nemmere være opfyldt ved at bruge boligstøtteordningen til at lette lejernes udgifter.

Diskrimination mod private lejere

Lejere i privat udlejningsbyggeri er ofte dårligere stillet økonomisk end lejere i alment byggeri.

Specielt lejere i det udlejningsbyggeriet, der er opført efter 1991, har som oftest en husleje, der ligger væsentlig højere end almene lejeres husleje. For det første skal de betale afkast til udlejerne – et afkast der i mange tilfælde udgør over 75 % af huslejen. I mange tilfælde er den leje, de har skrevet under på i lejekontrakten pristalsreguleret. Denne pristalsregulering af lejen truede i 2022 med at gøre mange lejere ude af stand til at betale deres husleje. Det fik den daværende regering og folketinget til at indføre et huslejeloft, således at huslejen maksimalt kunne stige med 4%. Dette midlertidige huslejeloft bortfalder i 2023. Medmindre det bliver forlænget, vil huslejeloftets bortfald betyde, at udlejerne igen kan få pristalsreguleret deres afkast.

Selv hvis 4%-loftet bliver forlænget, vil huslejeforhøjelserne blive urimeligt høje. En typisk husleje for en privat udlejningslejlighed opført i 2005 vil ofte ligge på 10.000 kr om måneden for 85 m2. Hvis huslejen bliver forøget med 4% vil lejeren få en ekstraudgift på 4.800 kr om året. En almen lejer fra samme periode vil typisk betale 7.500 kr for en tilsvarende lejlighed. Hvis den pågældende får en husleje forhøjelse på 4 % vil den årlige merleje ligge på 3.600 kr

Eksemplet illustrerer, at de private lejere har mindst lige så stort behov for inflationshjælp som de almene lejere.

Diskrimination mod Landsbyggefonden

Det hører til sjældenhederne, at staten udøver forskelsbehandling mod enkelte fonde. Men det sker med dette forslag, og det er uhørt. Landsbyggefonden er en privat fond – ikke en del af det offentlige. Når regeringen/folketinget pålægger Landsbyggefonden en særlig økonomisk forpligtelse, er der tale om en særskat. Man kan undre sig over, at Grundejernes Investeringsfond ikke er blevet stillet over for et krav om, at påtage sig at betale inflationshjælp til private lejere.

Manglende penge i Landsbyggefonden

Mange politikere tror formentlig, at Landsbyggefonden er en bugnende pengekasse. Men på forslagets side 9, står der, at ”… Landsbyggefonden frem til 2037 (forventes) at have årlige underskud. Underskuddet finansieres ved optagelse af statslån, som forventes at være tilbagebetalt i 2037” Der mangler oplysning om, hvor meget staten får i renter ved at yde dette lån.

Til gengæld står der, at når Landsbyggefonden betaler 350 mio kr i huslejestøtte til lejerne, sparer det offentlige omkring 88 mio. i boligydelse og boligsikring. Besparelsen kommer over 2 år. Ikke alene pålægger man fonden en merudgift. Takket være Landsbyggefondens betaling, opnår man en besparelse på de offentlige udgifter på 88 mio. Landsbyggefondens merudgift skal betales i sidste ende af lejerne, for fonden er kun finansieret af lejerne i almene boliger via huslejen.

Ny administrativ opgave

Landsbyggefonden er vant til at dele penge ud til afdelinger, men fonden er ikke gearet til at dele ud til enkeltpersoner. Fonden skal derfor opfinde noget helt nyt. Formentlig vil man fordele de 350 mio. kr. således at det er de meste trængende afdelinger der får mest, mens afdelinger uden økonomiske problemer får mindst. Men i begge typer af afdelinger er der stor forskel på familiernes økonomi. Der vil være relativt velhavende lejere i afdelinger med dårlig økonomi, der får en huslejenedsættelse, de ikke har brug for, omvendt vil der være fattige lejere i afdelinger med god økonomi, som intet får.

Man kan meget vel risikere at stå med en fiasko, som dengang staten uddelte varmehjælp til personer, der ikke havde behov, fordi de for længst havde erstattet deres gasfyr med fjernvarme.

Brug af boligstøtteordningen

Det kan undre, at regeringen og forligspartierne ikke har valgt at fordele de 350 mio. kr ved at bruge den individuelle boligstøtte (boligydelsen for pensionister og boligsikringen for andre lejere.). Den individuelle boligstøtte er et veludviklet og pålideligt instrument, der netop egner sig godt i et tilfælde som dette, hvor der er mange forhold i lejernes økonomi, der skal tages hensyn til.

 

Høringssvar: Kommunerne bør have bedre muligheder for at igangsætte alment boligbyggeri

Af
Blad nr
13. december 2015
Almen udlejning, Høringssvar

Der er behov for at nytænke finansieringsordningen for alment boligbyggeri, hvis Danmark skal undgå en alvorlig boligmangel, i en situation, hvor efterkrigstidens største flygtningekrise fører til et stor efterspørgsel efter boliger.

 

Af Jakob Lindberg

 

Danmarks Lejerforeninger er høringsberettiget inden for den lovgivning, der har med boliger at gøre. Derfor har vi fornylig fået et lovforslag til høring. Forslaget drejer sig om, hvor stor en procentdel af opførelsesudgifterne, en kommune skal betale, når der skal opføres nyt alment boligbyggeri. I øjeblikket betaler kommunerne 10%, beboerne 2% og staten/kreditforeningerne 88%. Oprindelig skulle kommunerne betale 14% og staten/kreditforeningerne 84%, men kommunerne andel blev midlertidigt sat ned for et par år siden med det formål at stimulere boligbyggeriet. Regeringen foreslår nu, at den midlertidige nedsættelse forlænges i to år.

Jeg har på Danmarks Lejerforeningers vegne sendt følgende høringssvar:

 

Kommentarer til høringsudkast vedrørende ”Nedsættelse af grundkapital og kapitalindskud…”

På organisationens vegne meddeler jeg, at vi kan tilslutte os intentionen bag dette lovforslag, som er at skabe gode betingelser for at opføre nye almene boliger.

Vi mener dog ikke, at det foreliggende lovforslag er tilstrækkeligt til at sikre dette.

Set i lyset af den alvorlige flygtningekrise i Europa, må man antage, at markedet for billige lejeboliger vil komme under hårdt pres de kommende år.

Det vil først og fremmest være op til kommunerne og den almene boligsektor at løse dette problem. Her spiller størrelsen af den kommunale grundkapital en meget væsentlig rolle. Meget taler for, at den kommunale grundkapital bør sænkes yderligere, for at tilskynde kommunerne til at opføre mere alment byggeri. Meget taler også for, at beboerbetalingen skal sænkes, blandt andet fordi købekraften hos flygtninge, kontanthjælpsmodtagere og hjemløse er for lille i forhold til huslejeniveauet i det almene nybyggeri.

 

Ny model for den kommunale grundkapital

Kommunerne er meget forskellige, både hvad angår boligknaphed og hvad angår andelen af almene boliger i kommunen.

 

Der findes kommuner, hvor der i de senere år har været for mange almene boliger i forhold til efterspørgslen, og hvor mange almene boliger ikke kan udlejes til de huslejer, som følger af den nuværende finansiering af nybyggeriet.

Omvendt findes der – især i hovedstadsområdet – kommuner, hvor de almene boligorganisationer har meget lange ventelister. I sidstnævnte gruppe har mange kommuner gjort en stor indsats for at bygge nye almene boliger. Men en del af hovedstadsområdets kommuner, har kørt på frihjul og undladt at bygge tilstrækkeligt.

Tilsyneladende ligger der en form for skattespekulation heri, idet man ved at undlade at bygge alment, kan sikre, at der ikke kommer ”dårlige skatteydere” til kommunen. Dermed bidrager kommunerne til at forstærke den boligmæssige opdeling af vort land i et over- og et underdanmark.

 

Der er derfor behov for at regeringen og folketinget gentænker hele støttesystemet og styringen af byggeriet med henblik på at modvirke den boligmæssige opdeling. Der er ganske mange virkemidler, der kan tages i anvendelse. Her vil vi nævne følgende:

 

1) ”Guleroden”:

Variable satser, således at kommuner hvor der er stor boligknaphed og få almene boliger kan opføre alment byggeri med en lav kommunal grundkapital på f.eks. 5 %. Omvendt skal kommuner, hvor der er mange ledige almene boliger betale en høj sats på f.eks. 15 %. Et sådant system er foreslået af Lars Vestergård i en artikel i de seneste nummer (75) af Lejer i Danmark. Man kan samtidig lade satserne afhænge af det samlede boligbyggeri, således at satserne bliver højere, hvis der er stort pres på byggesektoren. På den måde vil grundkapitalordningen virke konjunkturudjævnende.

 

2) ”Pisken”

Man kan eksempelvis ændre byrdefordelingen mellem kommunerne gennem udligningsordninger, således at kommuner, der ikke bygger nybyggeri, kommer til at betale mere til de øvrige kommuner.

 

3) ”Kommandoen”.

Særligt uvillige kommuner kan gennem et landsplandirektiv pålægges at opføre alment byggeri.

 

Præcis, hvordan et ændret støttesystem skal udformes, kræver nærmere overvejelser og offentlig debat.

Vi vil derfor foreslå, at den nuværende sats for den kommunale grundkapital på 10 % forlænges med 1 år, og at man bruger tiden frem til folketingssamlingen der begynder 1. oktober 2016, til at søge den bedste løsning for det almene byggeri.

 

Lars Vestergårds artikel kan læses på vor hjemmeside: http://dklf.dk/artikler/17818/

 

 

Med venlig hilsen,

Jakob Lindberg, organisationssekretær

Regeringens forslag: Antisemitisk sprogbrug, diskrimination og privatisering af straf

Af Henrik Stougaard
Blad nr
25. august 2018
Almen udlejning, Boligpolitik, Høringssvar,

Regeringens lovforslag om indsatsen mod de såkaldte “ghettoer” har været til høring hos en lang række organisationer. Forslaget fik en meget kritisk modtagelse af Danmarks Lejerforenings ledelse

 

Af Henrik Stougaard,  landssekretær i Danmarks Lejerforeninger

 

A. Indledende, om terminologien i lovforslaget

Indledningsvis vil vi tage afstand fra lovforslagenes anvendelse af ordet ghetto i dets mange sammensætninger, ghettoplan, ghettoomrader, ghettobørn osv.

Vi bemærker, at danske myndigheder normalt afholder sig fra brugen af nedværdigende betegnelser. Kunne man forestille sig at regeringen omtalte ledere af multinationale virksomheder som multinassere? Kunne man forestille sig, at regeringen kaldte de handicappede for krøblinge? – eller at de udviklingshæmmede blev kaldt for idioter? Nej vel.

På samme måde burde ordet ”ghetto” være bandlyst i officielle publikationer.
Vi finder i særdeleshed, at man bør undgå en sprogbrug, der er belastet af en flere hundrede år gammel tradition for antisemitisme.

Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning.
I forbindelse med Anden Verdenskrig blev ordet ghetto anvendt om et kvarter i Warszawa, som for tusinder af jøder blev den sidste mellemstation før udryddelseslejrene i det besatte Polen.

Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er ligesåuønskede, som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme, fordi regeringen ifølge eget udsagn ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme og er i sig selv konfliktskabende.

For at undgåsådanne uheldige associationer foreslår Danmarks Lejerforeninger at regeringen i alle dokumenter fremover anvender initialordet, “pisto” i stedet for ghetto. “Pisto” er en forkortelse, der betyder “Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Tryghed og Orden.”. Pisto kan bruges i alle de sammenhænge, hvor man i regeringens skrivelser anvender ordet “ghetto”.

Vi opfordrer regeringen til at tilbagekalde lovforslaget og genfremsætte det uden at bruge ordet ”ghetto”.
For i praksis at demonstrere, at dette kan lade sig gøre er ordet ghetto derfor i vores følgende kommentarer blevet erstattet af ”pisto”

 

B. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 23. Afvisning af ansøgere, der får kontanthjælp mm fra ventelisten”

Danmarks Lejerforeninger vender sig imod dette forslag af flere grunde:

For det første, fordi der er tale om en åbenlys diskrimination af de pågældende grupper. Den reelle baggrund for forslaget er, at man ønsker at mindske antallet af beboere fra ikke-vestlige lande i pistoområderne. Men da regeringen ikke ønsker at fremståsom fremmedfjendsk, har man udvidet diskriminationen til også at gælde etniske danskere uden arbejde. En sådan diskrimination er særdeles udansk og samtidig i modstrid med Den europæiske menneskeretskonvention.

For det andet, fordi forslaget gør hele ventelistesystemet illusorisk. I forvejen har indførelsen af de fleksible udlejningsregler betydet, at mennesker, der i årevis har stået på venteliste til de attraktive afdelinger, kommer bagerst i køen. De fleksible udlejningsregler er dog i mindre omfang blevet anvendt i udsatte boligområder, som pågrund af høj fraflytning ikke har haft råd til at afvise store grupper af lejere, fordi det kunne medføre udlejningstab. Nu gør man diskriminationen obligatorisk.

For det tredje stiller man de kommuner, der har pistoområder over for særdeles store problemer med at anvise boliger til lejere påkommunernes akutlister. I hovedstadsområdet må man frygte, at antallet af hjemløse vil stige væsentligt, og at hjemløsegruppen vil blive forøget med enlige børnefamilier, som kommunerne ikke kan skaffe lejligheder til. Dette vil tvinge kommunerne til at tvangsfjerne børnene. En sådan pris er for høj at betale, selv hvis pistoplanen fører til de forbedringer af integrationen, som regeringen påstar.

 

C. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 40 Afvikling af pistoområder”

Danmarks Lejerforeninger er i mod dette forslag, fordi det er ude af proportion med de problemer, der er i de udsatte boligområder.

For det første er der en positiv udvikling i gang i de udsatte boligområder, som vil blive slaet i stykker af den detailstyring, som forslaget lægger op til.

For det andet vil forslaget blive meget bekosteligt. Det indeholder en hjemmel til at påbyde boligorganisationer at afvikle og nedrive hele boligafdelinger. En sådan fremgangsmåde har karakter af ekspropriation, og måforudsætte, at de pågældende boligafdelinger eller deres boligorganisationer modtager fuldstændig økonomisk erstatning efter reglerne om ekspropriation i Grundloven.

Forslaget må i øvrigt betegnes som ubehjælpsomt og rodet i sin formulering. I § 168, stk. 3 skriver man at ministeren ”i særlige tilfælde kan dispensere fra reglen i stk. 1.” Men da stk. 1 indeholder 4 regler, er det uklart, hvad det er ministeren kan dispensere fra.

 

D. Kommentarer til ”Forslag § 2, nr. 3. og § 3, nr. 2 Udvidelse af ophævelsesadgangen for straffede personer.”

Danmarks Lejerforeninger er i mod disse forslag af følgende grunde:

1) Ophævelsesadgangen i lejelovene skal regulere forholdet mellem en udlejer og lejer. En udlejer skal derfor kun have beføjelser overfor lejerne, når det gælder hændelser, der har direkte forbindelse til ejendommen. Ved at give en udlejer ophævelsesadgang for ting der er foregået uden for ejendommen fjerner man sig fra dette logiske princip.

2) Ved de foreslåede ændringer giver man udlejerne mulighed for at idømme deres lejere ekstra straf. At fortabe sin bolig kan have ligesåalvorlige konsekvenser som en fængselsstraf. Derved privatiseres straffesystemet påen uheldig måde.

3) Det er et normalt princip, at en forbryder har betalt sin gæld til samfundet, når vedkommende har udstået sin straf. Ved lovændringerne bryder man med dette princip. Udlejerne kan efter ordlyden af bestemmelserne udnytte deres nye ophævelsesadgang til at komme af med uønskede lejere. Det kan sågar ske flere år efter, at lejerne har udstået deres straf. Dette er stærkt betænkeligt og vil føre til misbrug.

Hvis samfundet mener, at de straffede personer skal fortabe deres boliger, bør det ske som en ændring af straffeloven, således at ophævelsen indgår i den retssag, hvor lejeren bliver dømt.

4) Afstandskriteriet er uklart formuleret. Ophævelse kan efter forslaget ske, ”..når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.”
– Er der tale om 1 km i fugleflugtslinje eller ad offentlig vej?
– Skal afstanden beregnes fra ejendommens skel, eller fra ejendomskontorets beliggenhed, eller fra lejerens bopæl?
Den foreslåede formulering bør naturligvis præciseres.

Læs mere i artiklen

Det grimme ord: ghetto