Når udlejeren står for varmeforsyningen har du krav på een gang årligt at få et varmeregnskab. Hvis du ikke får varmeregnskabet, eller det kommer for sent, skal du ikke betale efterregning. Rettelse af fejl i varmeregnskabet kan desuden spare lejer for mange penge.
Regnskabsåret
Skæringsdatoen for Jeres varmeregnskabsår står ofte i lejekontrakterne. Udlejeren kan med 6 ugers skriftligt varsel ændre skæringsdatoen for varmeregnskabsåret. Regnskabsperioden ved overgangen til det ny regnskabsår må højst være 18 måneder. Hvis ejendommen har fjernvarme, skal varmeregnskabet dog følge fjernvarmeværkets afregningsår. Hvis ejendommen har eget fyringsanlæg, og der ikke er aftalt nogen skæringsdato, er det 1. juni der gælder.
Selve regnskabet
Et varmeregnskab skal opfylde følgende fem punkter:
-
Det skal være skriftligt.
-
Det skal dække præcis én regnskabsperiode.
-
Varmeudgiften for hele ejendommen skal oplyses. Den eneste udgift, der må skrives på varmeregnskabet, er som hovedregel udgiften til brændsel; altså olie, gas, mv.. I det omfang der er udført “energimærkning”, udarbejdet “energiplan”, eller udført “kontrolmåling, justering og rensning af oliefyringsanlæg”; KAN disse regninger på varmeregnskabet. Alle andre udgifter forudsættes dækket via huslejen og kan ikke lovligt påføres varmeregnskabet. Med fjernvarme er det lidt anderledes, for her medtages hele udgiften fra fjernvarmeregningen (inklusive faste afgifter). Rabatydelser og lignende skal i alle tilfælde godskrives lejerne.
-
Det skal oplyses, hvad udgiften bliver for dit lejemål.
-
Din ret til at gøre indsigelse inden 6 uger skal oplyses. – Og hvis ejendommen har fjernvarme, skal det oplyses, hvornår udlejer fik afregningen fra varmeværket. Kontroller derfor altid varmeregnskabet. Hvis ikke ALLE ovenstående 5 punkter er overholdt, er det ugyldigt. Kontakt lejerforeningen, hvis du/I er i tvivl. Bemærk, at det ikke er nogen garanti for rigtigheden, at et regnskab er udarbejdet af et autoriseret målerfirma.
Afregning
Udlejeren kan ikke kræve, at du betaler en eventuelt efterregning før tidligst 1 måned efter, at du har fået regnskabet.
Hvis efterregningen er større end 3 måneders husleje, har du ret til at afdrage den over 3 måneder. OBS: Hvis en gyldig varmeefterregning ikke betales til tiden, og en skriftlig rykker fra udlejeren ignoreres, kan det ende med ophævelse af lejemålet.
Manglende regnskab?
Hvis der – i en ejendom uden fjernvarme – er gået 4 måneder efter varmeregnskabsårets udløb, og du endnu ikke har fået et gyldigt varmeregnskab, så mister udlejeren sin ret til at opkræve efterbetaling.
I ejendomme med fjernvarme sker dette tilsvarende, når der er gået 3 måneder efter at udlejer modtog afregningen fra fjernvarmeværket.
Efterregningerne bortfalder altså, når udlejer overskrider disse frister.
Hvis der på samme måde er gået 2 måneder mere, har du ret til at tilbageholde acontovarme-betalingerne indtil udlejeren kommer med regnskabet og betaler eventuelt tilbagebetalingsbeløb.