Pr. 1. januar 1999 er det lovpligtigt (for udlejeren) at der skal være individuelle varmemålere i hvert enkelt lejemål. Efter lejeloven er det imidlertid et flertal af ejendommens beboere, der har bestemmelsesretten over, hvordan varmeudgifterne skal fordeles: Om det skal være efter målere (i givet fald, hvilken type) eller efter areal/rummål.
Som lovgivningen er i dag vil lejerne dog ikke kunne kræve at man går tilbage til fordeling efter areal/rummål. I kan som lejere kræve målere indført, og evt. at eksisterende målere udskiftes med en anden type.
Hvis I ønsker en anden fordelingsmåde end hidtil, skal I meddele udlejeren det senest 6 uger før starten af en varmeregnskabsperiode. Helst i form af et brev med underskrifter fra et flertal af lejemålene. Send brevet anbefalet og gem selv en kopi. Lejerforeningen kan evt. stå for denne brevveksling.
Bemærk, at når I forlanger ny målere opsat, kan udlejeren kræve, at I selv betaler for det; som regel i form af en særskilt forbedringslejeforhøjelse.