Tag-arkiv: Varmeregnskab

Varmeregnskaberne bliver forsinkede på grund af coronaen

Folketinget har vedtaget en lov om udsættelse af flere frister på lejeområdet – blandt andet fristen for aflæggelse af varmeregnskab, der er udsat til 4. oktober.

Af Jakob Lindberg

 

 

 

 

 

Vi har modtaget dette spørgsmål fra et af vore medlemmer

I disse coronatider er administrator, i den ejendom, jeg er lejer i, forsinket med fremlæggelse af varmeregnskabet, hvilket naturligvis er forventet.

Da jeg trods flere henvendelser til administrator, stadig intet havde hørt vedrørende forsinkelsen af varmeregnskabet, bad jeg blot om at få forelagt de tal, der var blevet aflæst.

Dette er heller ikke modtaget af administrator, der derimod oplyste, at de havde modtaget en frist for varmeregnskabet til oktober 2020, men administrator kunne ikke oplyse, hvoraf fristen fremgik, blot at det stod i en bekendtgørelse – uden nærmere præcisering – da medarbejderen ikke var i besiddelse af tallene.

Kunne brevkassen præcisere, hvilken bekendtgørelse der kan være tale om, samt hvad bekendtgørelsen indeholder ?

 En anonym

 

Svar

Desværre er den god nok. Bekendtgørelsen er udsendt den 6. april 2020 af boligministeriet og hensigten er at tage højde for følgerne af coronaen.

To af punkterne i bekendtgørelsen omhandler fristen for aflæggelse af varme og vandregnskaber i det private og almene lejebyggeri. I begge tilfælde har man vedtaget, at forlænge fristen, således at de regnskaber, der skulle være kommet frem til lejerne i perioden i mellem den 4. april og den 3. oktober først skal være kommet frem den 4. oktober.

 

Fire måneder

I dit tilfælde drejer det sig om varmeregnskabet for kalenderåret 2019. I følge loven skal dette regnskab udsendes til lejerne senest den 30. april 2020.  Det er denne frist, der nu er rykket til den 4. oktober, fordi der er en frist på 4 måneder.

Bemærk, at der i fjernvarme- eller naturgasfyrede ejendomme i nogle tilfælde gælder en senere frist, nemlig 3 måneder fra det tidspunkt, hvor udlejer får tilsendt opgørelsen fra værket. I dette tilfælde bliver udlejers frist 15. maj.

Men i begge tilfælde er fristen nu udsat til 4. oktober 2020.

 

Virkning af fristen

Når man betaler a-conto bidrag til varme eller vand, er der tale om en forudbetaling, som een gang om året skal udlignes. Lejeren får tilbagebetalt, det beløb, hen har betalt for meget eller  efterbetale, hvis der er betalt for lidt. Derfor er det vigtigt, at udlejer overholder fristen. Havde man ikke den frist i loven ville en udlejer kunne trække regnskabet i langdrag.

Hvis en udlejer ikke overholder fristen, kan hen ikke kræve efterbetaling.

Desværre kan lejerne ikke gøre noget for at få varmeregnskaberne fremlagt tidligere end 4. oktober, og en udlejer har heller ikke pligt til at oplyse lejerne om resultatet af aflæsningen.

I de efterfølgende artikler gennemgår jeg de andre midlertidige regler i bekendtgørelsen.

 

Kilde:  Bekendtgørelse om fravigelse af regler på boligområdet som følge af coronavirussygdon 2019 (COVID-19). Nr. 361 af 4/4 2020. Transport og Boligministeriet. 

Bekendtgørelsen kan læses her: