Efter loven om parallelsamfundspakken skulle boligorganisationer og kommuner med de såkaldte “ghettoområder” fremsende planer om nedbringelser af almeneboliger senest den 1. juni 2019
Her ses listen
Bebyggelse
Ialt almene familieboliger
Nedrivning
Salg
Ommærkning
Mjølnerparken
København
510
0
260
0
Tingbjerg/Utterslevhuse, København
2.404
0
0
0
Tåstrupgård, ’
Høje-Taastrup
917
266
0
60
Gadehavegård,
Høje-Taastrup
986
260
75
105
Agervang,
Holbæk
600
0
88
132
Ringparken,
Slagelse
868
212
0
59
Motalavej,
Slagelse
732
164
?
?
Vollsmose,
Odense
2.872
966
0
0
Stengårdsvej
Esbjerg
579
116
0
156
Sundparken,
Horsens
520
0
139
0
Munkebo, ¨
Kolding
561
36
36
50
Skovvejen/Skovparken,
Kolding
821
243
35
88
Finlandsparken,
Vejle
529
0
0
0
Bispehaven,
Aarhus
871
318
0
0
Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus
2.400
600
0
0
I alt
16.170
3.181
633
650
Kommentar
Det kunne være gået værre. Selvom loven gav mulighed for op til 10.000 nedrivninger er det lykkedes mange af boligorganisationerne og kommunerne i fællesskab at udforme ansøgningerne således, at der i alt kun skal nedrives 3.181 familieboliger. Der vil blive solgt 633 boliger mens 650 boliger bliver ommærket således at de fremover kan bruges som pensionistboliger eller ungdomsboliger.
I alt indbærer planerne at 4.464 almene boliger går tabt.
Tingbjerg i København er efter regeringens mening en ”hård ghetto”. I artiklen går forfatteren kriterierne for dette skræmmende stempel efter i sømmene
Højhuset i Tingbjerg. I forgrunden ses den nye bygning, der foruden butikslokaler får 16 privatejede lejligheder
Af Pernille Høholt
Tingbjerg er et af de boligområder, der er stemplet som værende en hård ghetto, hvilket betyder at beboerne og boligselskaberne bliver mødt med nogle helt særlige krav. Kravet om at, der højst må være 40 % almennyttige familieboliger i området.
Selvom der ligger planer om at bygge mange nye private boliger i Tingbjerg og vores bydel sandsynligvis hurtigt ville ryge ud af Ghettolisten, vil vi alligevel blive fastholdt ghettolisten frem til år 2030 og således stadig blive mødt med kravet om de 40 %. Udelukkende fordi Tingbjerg er en hård ghetto.
Hvorfor en hård ghetto
Hård ghetto lyder jo skræmmende, og det inviterer ikke just til at man har lyst til at flytte til Tingbjerg, vel? Hvad tænker man, når man hører hård ghetto? En ghetto er karakteriseret ved at det er en ensartet befolkning der bor på et afgrænset område.
Men når man så sætter hård foran? Er det et sted man ikke kan færdes i på grund af kriminalitet? Er det et slumområde med dårlige boliger eller hvad er det der gør Tingbjerg til en hård ghetto?
Et indbydende boligområde
Hvis man går kriterierne efter i sømmene, så finder man ud af, at kriminaliteten ikke er høj og der er ikke tale om et slum. Det er derimod et indbydende boligområde tegnet af en berømmet arkitekt Steen Eiler Rasmussen.
Hvordan stemmer det så overens med, at man bruger ghettobetegnelsen hård ghetto om Tingbjerg? Når man betegner et område som en hård ghetto, er det kun fordi området har været på ghettolisten i 4 år.
Tingbjerg er på ghettolisten på grund af, at der bor mange indvandrere eller efterkommere af indvandrere med ikke vestlig baggrund.
Uddannelses- og indtægtsniveau spiller også en rolle, men lad os antage, at Tingbjerg lå i Holbæk, så ville Tingbjerg ikke være på ghettolisten. Det skyldes at Københavnere i gennemsnit tjener mere end man gør i f.x. Holbækområdet og at man sammenligner indtægtsniveauet i Tingbjerg med det øvrige København.
Områdeafgrænsning
Et andet element i kravene, er den såkaldte ”områdeafgrænsning”. I områdeafgrænsningen udpeger man de matrikler, der hører med til Tingbjerg. Som det ser ud nu er f.x. kollegiet og ældreboligerne ikke med. Hvorfor undtager man disse to grupper beboere? De er jo beboere i Tingbjerg! Men når man undtager dele af Tingbjerg, og i dette tilfælde beboere, der ville slå ud på den positive side, bliver kravene fra regering og folketing sværere at imødekomme. Man kunne få den tanke, at det ikke er en tilfældighed.
Det er vores hjem, I kalder Ghetto
Som beboer og beboerdemokrat bliver jeg ked af, at man på Christiansborg laver politik, som stigmatiserer boligområder og de mennesker der bor i Tingbjerg på grund af etnicitet og indkomstforhold.
Hvorfor tale om vores hjem som en ghetto, hvem har gavn af det. Vi har i hvert fald ikke.
Vi prøver som beboere at bidrage konstruktivt til hvordan vi får et bedre Tingbjerg med en mere differentieret beboersammensætning. Vi gør vores bedste, men et bredt flertal i folketinget gør det ikke nemt for os.
Politikernes retorik er et problem
Vi kan frygte at beboere i Tingbjerg må forlade den base, de kalder for deres hjem, deres skole etc. fordi nogle politikere har opstillet nogle kriterier, der set fra vores synspunkt virker urimelige og vilkårlige.
Jeg mener, at politikernes retorik om ghettoer og hårde ghettoer er en del af problemet, fordi der ikke er noget positivt at hente i den måde at se vores boligområde på. Vi er bange for, at vi er blevet og fortsat bliver brikker i et spil om næste valg.
Tingbjerg er et smukt område omgivet af dejlig natur. Vi tænker og bygger nyt. Der er plads til både børn, voksne og gamle, vi har forretninger, kulturhus og kirke. Med andre ord har vi så mange ressourcer, som gør Tingbjerg til et rart sted at bo. Så kære politikere, tænk over, at det er vores hjem I taler om.
Pernille Høholt er formand for boligorganisationen, SAB Tingbjerg
Enhedslistens repræsentant i Århus Byråd, Keld Hvalsø kom med en kraftig kritik af flertallet på byrådsmødet i den 16. januar. Vi bringer uddrag af hans tale
Af Keld Hvalsø
Denne sag handler efter sin ordlyd om genhusning af tvangsflyttede og den handler også om kvoter til fremtidig alment boligbyggeri. Vi synes, at det er en sammenblanding, som var unødvendig – at blande de to spørgsmål sammen. Vi er helt indforståede med, at vi skal have kvoter til den almene boligsektor, men ser ikke denne her sammenblanding som naturlig.
Vores spørgsmål er derfor: Hvad er det her for en magtudøvelse, der bliver lavet, når man laver denne sammenblanding? Vi spørger også, om medlemmerne i organisationerne under BL’s 5. kreds er enige i at hjælpe Byrådet med projektet? Er de blevet spurgt? Vi har noteret os, at Brabrand Boligforening tager afstand fra aftalen mellem kreds 5 og Borgmesteren. Det er i øvrigt den boligforening, der rammes allerhårdest af nedrivningsplanerne. Andre boligforeninger er utilfredse, men har valgt at støtte kreds 5’s formand i aftalen. Vi kan kun gætte på, om det skyldes en frygt for, hvordan de kvoter, der så i øvrigt ligger i aftalen, skal fordeles. Men vi har noteret, at i hvert fald borgmesteren i København har haft en anden tilgang. Vi har noteret, at man i Tingbjerg har valgt at bygge sig ud af de her krav, som Folketinget og regeringen har lagt på dem, og ikke rive ned.
Aftalen gør etnicitet til et kriterium i Aarhus Kommunes registrering af almene boligområder. For nu at sige det lidt pænt: I Danmark plejer vi hidtil ikke at bruge etnicitet som kriterie og det håber jeg heller ikke, at vi skal gøre i Aarhus, men der er jo noget, der tyder på det.
Aftalen stiller beboerne ringere end selv den tidligere helhedsplan gjorde. Aftalen indeholder intet om rettigheder for dem, der tvangsflyttes. Aftalen indeholder intet om flyttehjælp? Der er intet om forhandlingsmuligheder? Der er intet om de stærke beboere i området, om de kan blive boende eller om de også skal tvangsflyttes? Aftalen ændrer tryghedsgarantien for beboerne, men vi ved ikke hvordan – eller måske kan vi få svar på, hvordan?
Vi stiller også spørgsmål ved, om de her kvoter overhovedet er nok i forhold til de ventelister, der er? Vi har konstateret, at der er 58.000 på landsplan på venteliste til almene boliger. Vi kunne godt tænke os at høre lidt om: Hvad er tallene i Aarhus? Aftalens 1000 erstatningsboliger bliver til 1-, 2- og 3-værelsesboliger, mens mange af de planlagte tvangsnedrivende boliger i Gellerup vil være 4- og 5-værelseslejligheder. Aftalen løser ikke efterslæbet på Brabrand Boligforenings nedrivninger i helhedsplanen.
Enhedslisten siger nej til nedrivninger af gode boliger.
Enhedslisten opfordrer alle beboere i de truede blokke, beboere i hele den almene boligsektor og folk i Aarhus med hjerte for den almene boligsektor, til at gå til modstand mod et etnisk nedrivningsprojekt.
Hvis det her kor af partier i Byrådet – altså Alternativet, Radikale, Liberal Alliance, Venstre og Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Konservativt Folkeparti – fortsætter nedrivningsvandringen, ja så bliver der et genhusningsbehov. Aftalen her er intet andet end en trædesten i vandringen og Enhedslisten går ikke dén vej.
Vedtagelsen af parallelsamfundspakken er blevet modtaget vidt forskelligt i de kommuner, hvor er er mange såkaldte ghettoer (pistoer), og hvor kravet til nedrivning er aktuelt.
Af Jakob Lindberg
I Horsens har kravet om at reducere antallet af almene familieboliger til 40 %, mødt protester fra både boligorganisationer og fra borgmesteren.
I Århus derimod har et bredt flertal – alle partier minus Enhedslisten – accepteret kravet om nedrivninger. Det anslås, at der skal nedrives 1.000 boliger for at opfylde regeringens diktat. Det hører med i billedet, at man allerede før vedtagelsen af parallelsamfundspakken havde arbejdet med planer om nedrivninger bl.a. i Gellerupparken
Genhusning
Men nedrivning af 1.000 boliger kræver, at der er tilstrækkeligt med genhusningsmuligheder andre steder i det almene byggeri. Derfor har kommunen forhandlet med 5. kreds i Danmarks Almene Boliger for at få de århusianske boligorganisationer til at medvirke til denne genhusning. Det har bestyrelsen i 5. kreds sagt ja til.
Som modydelse har kommunen lovet at godkende bygning af 1.000 boliger til erstatning for de nedrevne. Aftalen er godkendt af med undtagelse af den vigtigste, nemlig Brabrand Boligforening, hvorunder Gellerupparken hører.
Der har nu cirkuleret rygter om, at der bag aftalen ligger en slags underhåndsaftale om, at kun de boligorganisationer, der tilsluttede sig aftalen ville få del i de forøgede byggekvoter. En sådan aftale fremgår dog ikke af den godkendte aftale.
Nej til etnisk diskrimination
Byrådets planer for nedrivninger og boliganvisning er nu løbet ind i et principielt problem. Kommunen har planer om at ændre deres anvisningsregler, så de effektivt kan holde uønskede borgere ude af f.eks. Gellerupparken. Man kalder de nye regler for ”håndholdt balancerede anvisning”
Ordet er pænt, men indholdet er problematisk. Det blev påpeget af Peter From Jacobsen i nyhedsmediet Vores Brabrand den 18. februar.
Det fremgår af artiklen, at kommunen har stillet følgende spørgsmål til Trafik og Boligministeriet: ”Kan en kommune f.eks. ”skele” til andel beboere med ikke-vestlig herkomst, når den kommunale anvisningsret udnyttes?”
Svaret fra ministeriet var, at det må man ikke:
”Der må dog ikke ske diskrimination over for bestemte grupper begrundet i race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse eller lignende, når der aftales udlejningskriterier, der giver fortrinsret for særlige grupper af boligsøgende.
Kommunen spurgte også Justitsministeriet, som kom til samme konklusion:
”Det vurderes i forbindelse med anvisning til udsatte boligområder ikke at være sagligt at lægge vægt på de pågældende personers statsborgerskab eller deres oprindelse.
Ishøjdommen
Svarene fra de to ministerier har forståeligt nok skabt usikkerhed i Århus Kommune. Ministerierne har svaret ud fra deres kendskab til en dom fra Østre Landsret i 1990-erne, som Ishøj kommune tabte fordi en tilsvarende anvisningspolitik den gang blev kendt ulovlig.
Men problemet rækker meget videre. Hvordan skal man overhovedet kunne gennemføre parallelsamfundspakken, hvis man ikke må diskriminere efter etnisk oprindelse. Hele den regeringens liste over de såkaldte ghettoer (pistoler) bygger netop på et hovedkriterium, der udsætter boligafdelinger med mange beboere af ikke-vestlig oprindelse for diskrimination.
Det blev vedtaget på et byrådsmøde den 16. januar, at man skulle søge en afklaring med ministerierne. En sådan afklaring er endnu ikke kommet.
Her på hjemmesiden er en del artikler, som på forskellig måde beskriver, hvordan den rædselsfulde og grundlovsstridige lov L 38 vil udsætte et stort antal lejere for retslig forskelsbehandling. Mange vil blive fredløse boligmæssigt. Betegnelsen ”fredløse” vil nogen måske studse over, men at det ikke er nogen misvisende betegnelse vil fremgå af følgende
Bodil Kjærum er landsformand i Danmarks Lejerforeninger
Når et boligområde har stået på regeringens, med et grimt ordvalg, såkaldte ”ghetto-liste” i en kortere årrække, skal bebyggelsen efter den ny lovgivning omdannes, så de almene familieboliger maksimalt udgør 40%. Som det fremgår andetsteds i dette blad, kan en stor andel af beboere på overførselsindkomster (altså pensionister, arbejdsløse og studerende) gøre at en bebyggelse havner på regeringens ”ghetto-liste”.
Denne type bebyggelser er blot ét eksempel, men de findes adskillige steder i landet, opført som almene boligafdelinger med 100% almene familieboliger. Det er ikke nogen lille gruppe danskere, der er på overførselsindkomster. De udgør tilsammen 2,1 mio. indbyggere, eller ca. halvdelen af Danmarks voksne befolkning. Det er ikke dem alle der bor i alment byggeri, men dem der ikke gør, kan få brug for det på et senere tidspunkt.
Velfungerende bebyggelser i farezonen
Mange af de bebyggelser der er i ”ghetto-liste”-farezonen, er velfungerende og nyligt renoverede boligafdelinger med lave huslejer. Det tiltrækker naturligvis beboere som førnævnte pensionister, arbejdsløse og studerende, der ikke kan betale så høj husleje og som samtidig er udelukket fra ejerboligmarkedet på grund af manglende kreditværdighed. Resultatet er, at disse bebyggelser får en meget høj andel af beboere på overførselsindkomster. Dermed vil sådanne boligafdelinger ofte risikere at komme på ”ghetto-listen”.
Når det så sker, at en bebyggelse kommer på listen, og er der i fire-fem år, vil den ny lovgivning bevirke at lejerbolig-andelen skal mindskes, og der vil blive færre billige boliger tilgængelige. Lejere, der ikke må flytte ind i afdelingen, eller som bliver opsagt, kan ikke flytte til en anden tilsvarende boligafdeling. Partierne bag L 38 har nemlig samtidig vedtaget anden lovgivning, som forhindrer alle folk på overførselsindkomst i at flytte ind i boligafdelinger, der er på listen. Folk på overførselsindkomst har simpelt hen ikke længere fri bevægelighed når det handler om hvor man kan bosætte sig.
Selvforstærkende spiral
Dette lovgivningsmæssige misfoster skaber to store problemer. Det ene problem er en selvforstærkende spiralproces som trykker flere og flere eksisterende almene bebyggelser over på ”ghetto-listen”. En tilbageværende boligafdeling med billige huslejer, som endnu ikke måtte være havnet på listen, bliver automatisk til et boligmæssigt tilflugtssted for folk på overførselsindkomster. Dermed stiger afdelingens andel af beboere på overførselsindkomst, og risikoen øges voldsomt for at bebyggelsen ryger over på listen.
Det andet problem er helt konkret, at folk på overførselsindkomster ikke vil kunne finde boliger de kan betale. På trods af mange pæne ord og løfter fra mange politiske niveauer, om flere billige boliger, sker der nemlig reelt det modsatte: Der har i snart mange år været et stabilt fald i antallet af billige boliger. Nu har regeringen så – med støtte fra Socialdemokratiet, DF og SF – udelukket folk på overførselsindkomster fra en meget stor andel af de i forvejen alt for få billige boliger.
Fredløse beboere
Alt dette rammer i virkeligheden ikke alene folk på overførselsindkomster men også de øvrige befolkningsgrupper som regnes med i ”ghetto-liste”-sammenhæng. (Heriblandt folk uden uddannelse og folk af anden etnicitet). Dermed har man skabt en gruppe af reelt bolig-fredløse borgere. Som nævnt er mindst halvdelen af Danmarks voksne befolkning i risiko for at blive ramt. Den gruppe der aktuelt rammes vil vokse lige indtil vi får stoppet og tilbagerullet disse grundlovsstridige tendenser i dansk lovpraksis.
Fra Danmarks Lejerforeninger tror vi på, at dette kan lykkes. Både på grund af, at nye aktive grupper er kommet på banen, og fordi de der er i farezonen for at rammes udgør mere end halvdelen af vælgerne.
Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse
Udtalelse fra Danmarks Lejerforeninger på sit årsmøde, afholdt på Langeland den 27. oktober:
Boligpolitikken er blevet lammet af frygt. Angsten for udlændinge har i de sidste 17 år været afgørende for samarbejdet mellem de gamle borgerlige partier og Dansk Folkeparti. Selv liberale folketingsmedlemmer fra Venstre og Konservative har bøjet sig for DF’s absurde værdipolitiske krav.
Hvis det kun drejede sig om burkaforbud, smykkelov og lignende symbolske tiltag, kunne Danmark godt overleve. Men nu truer udlændingefrygten også med at ramme det almene byggeri.
Samfundsødelæggende plan
Med den såkaldte ”ghettoplan” (også kaldet en pistoplan) er der lagt op til en nedrivning og salg af 10.000 almene lejligheder, hvoraf en del tænkes omdannet til private ejerlejligheder. Desværre har Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig denne samfundsødelæggende plan i et forlig med regeringen.
De to oppositionspartiers tilslutning kan alene forstås som et manglende mod til at stå i mod de udlændingefjendske holdninger i blå blok.
Ikke nok med at forligspartierne vil rive gode boliger ned. For at kunne gennemføre planen er det nødvendigt at sætte beboerdemokratiet ud af kraft. Ingen ansvarlige bestyrelser i boligorganisationerne og deres afdelinger vil af sig selv tillade, at deres bebyggelser blev splittet op, samtidig med at det vigtige boligsociale arbejde blev spoleret.
Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse. Det har Danmark ikke råd til.
I mod grundloven
Danmarks Lejerforeninger opfordrer politikerne til at besinde sig. Samtidig opfordrer vi Danmarks Almene Boliger (BL) og ledelserne i de almene boligorganisationer til at afvise kravet om nedrivning og salg af lejlighederne. Det kan gøres med henvisning til den private ejendomsret i Grundloven. Regeringen ejer ikke de almene boliger. Det gør de almene afdelinger selv. Regeringen kan derfor kun rive boliger ned ved ekspropriation og mod fuldstændig erstatning.
Beboerne i det almen byggeri opfordres til at lægge maksimalt pres på deres ledelser for at forhindre ”ghettoplanen” i at blive realiseret.
Regeringens lovforslag om indsatsen mod de såkaldte “ghettoer” har været til høring hos en lang række organisationer. Forslaget fik en meget kritisk modtagelse af Danmarks Lejerforenings ledelse
Af Henrik Stougaard, landssekretær i Danmarks Lejerforeninger
A. Indledende, om terminologien i lovforslaget
Indledningsvis vil vi tage afstand fra lovforslagenes anvendelse af ordet ghetto i dets mange sammensætninger, ghettoplan, ghettoomrader, ghettobørn osv.
Vi bemærker, at danske myndigheder normalt afholder sig fra brugen af nedværdigende betegnelser. Kunne man forestille sig at regeringen omtalte ledere af multinationale virksomheder som multinassere? Kunne man forestille sig, at regeringen kaldte de handicappede for krøblinge? – eller at de udviklingshæmmede blev kaldt for idioter? Nej vel.
På samme måde burde ordet ”ghetto” være bandlyst i officielle publikationer.
Vi finder i særdeleshed, at man bør undgå en sprogbrug, der er belastet af en flere hundrede år gammel tradition for antisemitisme.
Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning.
I forbindelse med Anden Verdenskrig blev ordet ghetto anvendt om et kvarter i Warszawa, som for tusinder af jøder blev den sidste mellemstation før udryddelseslejrene i det besatte Polen.
Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er ligesåuønskede, som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme, fordi regeringen ifølge eget udsagn ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme og er i sig selv konfliktskabende.
For at undgåsådanne uheldige associationer foreslår Danmarks Lejerforeninger at regeringen i alle dokumenter fremover anvender initialordet, “pisto” i stedet for ghetto. “Pisto” er en forkortelse, der betyder “Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Tryghed og Orden.”. Pisto kan bruges i alle de sammenhænge, hvor man i regeringens skrivelser anvender ordet “ghetto”.
Vi opfordrer regeringen til at tilbagekalde lovforslaget og genfremsætte det uden at bruge ordet ”ghetto”.
For i praksis at demonstrere, at dette kan lade sig gøre er ordet ghetto derfor i vores følgende kommentarer blevet erstattet af ”pisto”
B. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 23. Afvisning af ansøgere, der får kontanthjælp mm fra ventelisten”
Danmarks Lejerforeninger vender sig imod dette forslag af flere grunde:
For det første, fordi der er tale om en åbenlys diskrimination af de pågældende grupper. Den reelle baggrund for forslaget er, at man ønsker at mindske antallet af beboere fra ikke-vestlige lande i pistoområderne. Men da regeringen ikke ønsker at fremståsom fremmedfjendsk, har man udvidet diskriminationen til også at gælde etniske danskere uden arbejde. En sådan diskrimination er særdeles udansk og samtidig i modstrid med Den europæiske menneskeretskonvention.
For det andet, fordi forslaget gør hele ventelistesystemet illusorisk. I forvejen har indførelsen af de fleksible udlejningsregler betydet, at mennesker, der i årevis har stået på venteliste til de attraktive afdelinger, kommer bagerst i køen. De fleksible udlejningsregler er dog i mindre omfang blevet anvendt i udsatte boligområder, som pågrund af høj fraflytning ikke har haft råd til at afvise store grupper af lejere, fordi det kunne medføre udlejningstab. Nu gør man diskriminationen obligatorisk.
For det tredje stiller man de kommuner, der har pistoområder over for særdeles store problemer med at anvise boliger til lejere påkommunernes akutlister. I hovedstadsområdet må man frygte, at antallet af hjemløse vil stige væsentligt, og at hjemløsegruppen vil blive forøget med enlige børnefamilier, som kommunerne ikke kan skaffe lejligheder til. Dette vil tvinge kommunerne til at tvangsfjerne børnene. En sådan pris er for høj at betale, selv hvis pistoplanen fører til de forbedringer af integrationen, som regeringen påstar.
C. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 40 Afvikling af pistoområder”
Danmarks Lejerforeninger er i mod dette forslag, fordi det er ude af proportion med de problemer, der er i de udsatte boligområder.
For det første er der en positiv udvikling i gang i de udsatte boligområder, som vil blive slaet i stykker af den detailstyring, som forslaget lægger op til.
For det andet vil forslaget blive meget bekosteligt. Det indeholder en hjemmel til at påbyde boligorganisationer at afvikle og nedrive hele boligafdelinger. En sådan fremgangsmåde har karakter af ekspropriation, og måforudsætte, at de pågældende boligafdelinger eller deres boligorganisationer modtager fuldstændig økonomisk erstatning efter reglerne om ekspropriation i Grundloven.
Forslaget må i øvrigt betegnes som ubehjælpsomt og rodet i sin formulering. I § 168, stk. 3 skriver man at ministeren ”i særlige tilfælde kan dispensere fra reglen i stk. 1.” Men da stk. 1 indeholder 4 regler, er det uklart, hvad det er ministeren kan dispensere fra.
D. Kommentarer til ”Forslag § 2, nr. 3. og § 3, nr. 2 Udvidelse af ophævelsesadgangen for straffede personer.”
Danmarks Lejerforeninger er i mod disse forslag af følgende grunde:
1) Ophævelsesadgangen i lejelovene skal regulere forholdet mellem en udlejer og lejer. En udlejer skal derfor kun have beføjelser overfor lejerne, når det gælder hændelser, der har direkte forbindelse til ejendommen. Ved at give en udlejer ophævelsesadgang for ting der er foregået uden for ejendommen fjerner man sig fra dette logiske princip.
2) Ved de foreslåede ændringer giver man udlejerne mulighed for at idømme deres lejere ekstra straf. At fortabe sin bolig kan have ligesåalvorlige konsekvenser som en fængselsstraf. Derved privatiseres straffesystemet påen uheldig måde.
3) Det er et normalt princip, at en forbryder har betalt sin gæld til samfundet, når vedkommende har udstået sin straf. Ved lovændringerne bryder man med dette princip. Udlejerne kan efter ordlyden af bestemmelserne udnytte deres nye ophævelsesadgang til at komme af med uønskede lejere. Det kan sågar ske flere år efter, at lejerne har udstået deres straf. Dette er stærkt betænkeligt og vil føre til misbrug.
Hvis samfundet mener, at de straffede personer skal fortabe deres boliger, bør det ske som en ændring af straffeloven, således at ophævelsen indgår i den retssag, hvor lejeren bliver dømt.
4) Afstandskriteriet er uklart formuleret. Ophævelse kan efter forslaget ske, ”..når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.”
– Er der tale om 1 km i fugleflugtslinje eller ad offentlig vej?
– Skal afstanden beregnes fra ejendommens skel, eller fra ejendomskontorets beliggenhed, eller fra lejerens bopæl?
Den foreslåede formulering bør naturligvis præciseres.
I forårsnummeret 2018 af Lejer i Danmark bragte vi første del af et interview med én af den almene boligbevægelses veteraner – Jesper Nygård, som i dag er administrerende direktør i Realdania.
Han skrev en kronik den 22. januar i Politiken, hvor han greb tilbage til en anden kronik, han havde skrevet i 1992 under titlen, ”Sidste frakørsel før ghettoen”. Hans 1992-kronik var et nødråb fra en lang række aktive organisationsfolk i den almene sektor – et nødråb der blev hørt. De forløbne 26 år har medført en positiv udvikling i langt de fleste af de udsatte boligområder.
I dag mener Jesper Nygård, at der er brug for at styrke den fortsatte indsats i områderne, men at ”det går langt bedre, end mediebillede giver indtryk af, og mange tror”.
Citat fra 2018-kronikken af Jesper Nygård:
Udfordringerne i disse områder er centrale. Men det handler om en mere generel problemstilling, om segregering [adskillelse. Red]. Og det, at nogle boligområder generelt samler mennesker med vanskelige livsbetingelser.
I 1992 skrev jeg:
”Vi ser som boligselskab og beboerrepræsentanter et meget stort problem i, at andelen af medmennesker med begrænsede social og/eller økonomiske ressourser vokser ganske stærkt i de bebyggelser, der ikke er eftertragtede og derfor ikke har lange ventelister”
Vi var bekymrede for, at det var nogle af de danskere med færrest ressourcer og muligheder, der skulle løfte en central del af integrationsindsatsen.
Det var et opråb, der både handlede om behovet for en styrket integrationsindsats og ikke mindst om at skabe rammer for byer, der gjorde det muligt for mennesker at bo blandet.”
Interview med Jesper Nygård – 2. del
Hvis vi tænker os om, kan vi skabe en mere sammenhængende by
Vi har bedt Jesper Nygård pege på løsninger på den segregering, der ligger bag problemerne i de udsatte boligområder
Af Jakob Lindberg
– Du beskriver ”segregering” som hovedproblemet – altså at de rige og de fattige i stigende grad bor adskilt fra hinanden. Hvad er løsningen på det problem?
Der er ingen tvivl om, at vores byer er blevet mere opdelte, end de var engang, f.eks. da jeg var dreng. Det er ikke et dansk fænomen, det ser vi over hele verden. Det kan være en udfordring for fællesskabet og sammenhængskraften i byerne – fordi vi mest taler med dem, der ligner os selv. Derfor har vi i Realdania også fokus på at få blandet de udsatte boligområder op med den omkringliggende by. På at skabe funktioner og tilbud i områderne, som får flere af de omkringliggende kvarterers beboere til at bevæge sig ind i områderne.
En af de løsninger, der også er fokus på lige nu, er at skabe flere forskellige boligtilbud i områderne – det er f.eks. det, man gør i Gellerup. Jeg tror ikke på, at vi slipper helt af med opdelingen i byerne, men hvis vi tænker os om, både i indsatsen i de almene områder og når vi planlægger og bygger nyt, så kan vi godt skabe en mere sammenhængende by.
Det handler snarere om, når vi planlægger nye boligområder i byerne, at vi sikrer et blandet udbud af boligformer. Så der i forbindelse med ejerboliger ligeledes etableres mindre enheder af almene boliger – og omvendt. Markedet udfordrer imidlertid denne praksis visse steder, men derfor er det også vigtigt, at de muligheder lovgivningen giver, fx via planloven om indpasning af almene boliger i nye attraktive byudviklingsområder, anvendes og fastholdes. Efter min mening kunne der godt arbejdes endnu mere ambitiøst med at sikre blandede by- og boligområder, hvor alle samfundslag har mulighed for at bosætte sig og leve et godt liv, og det er også noget af det vi har fokus på, når vi arbejder strategisk med byer i social balance.
Eksperimenter i Aalborg og Aarhus
– Du taler i kronikken om en ”bystrategisk helhedsorienteret tilgang” og nævner som eksempel, ”at blande boligformer og tilføre nye funktioner, som styrker udvekslingen med byen omkring”. Kan du give et konkret eksempel på noget sådant?
De senere år har vi flere steder set en mere strategisk tilgang til at komme problemerne i de udsatte boligområder til livs. I Aalborg Øst arbejdes der fx i et tæt samarbejde mellem Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune om at ændre den sociale profil i Aalborg Øst. Tanken er at bruge byens positive udvikling med udbygning af universitet, Supersygehus og generelle bymæssig vækst til at skabe positivt løft i Aalborg Øst. I forbindelse med omfattende helhedsplaner for renovering af de eksisterende boliger og udearealer, er der konkret etableret et sundheds- og kvarterhus, som bruges på tværs af byens borgere. Der skabes et bydelscenter, hvor detailhandelen og bylivet styrkes, og der bygges nye private boliger i området. Senest er der suppleret med etablering af seniorbofællesskaber i bydelen, som kan trække en bred gruppe beboere til områder.
I Gellerup i Aarhus arbejdes der tilsvarende med en ambitiøs strategisk byudvikling om endvidere har omfattet nedrivninger af boligblokke, som erstattes af kommunale arbejdspladser og private ejerboliger i form af rækkehuse. Endelig styrkes forbindelse mellem boligområdet og Århus bymidte med letbanen, som løber tværs gennem boligområdet.
Den blandede by – rekreation og erhverv
København
– Parcelhusene, ejerlejlighederne og de nye private udlejningsboliger i Hovedstadsområdet er for dyre for alle os med en årlig husstandsindkomst på under 500.000 kr. Vi kan kun flytte rundt i den almene boligmasse. Er det så ikke alt for lidt, når f.eks. Københavns Kommune kun vil bygge 20 % alment i nybyggeriet?
Det er rigtig fint at se, at blandt andre Københavns Kommune anvender muligheden for at indpasse almene boligområder i de nye attraktive byudviklingsområder, såsom i Nordhavn. Og det er vigtigt, at kommunerne forsætter fokus om at fastholde familier med en mindre indkomster i byen. Det er også vigtigt at erkende, at det med de eksisterende instrumenter er en udfordring af skabe boliger, som mennesker med lav eller mellemindkomst kan flytte ind i. Men det glædelige ved almene boliger er jo, at lejen ikke vokser med udviklingen i konjunkturerne eller markedet. Tværtimod sikrer finansieringsmodellen, at huslejen vokser i en lavere end indkomsten, hvilket betyder, at nybyggede almene boliger med tiden bliver tilgængelige for en større og større gruppe af de potentielle beboere. Sådan har det været i en meget lang årrække, og derfor har det stor betydning, at der bygges blandet i alle bydele.
Det at ville holde andel af almene boliger på landsgennemsnittet – nemlig de 20 % – er efter min opfattelse meget ambitiøst. Og jeg havde ansvaret på den almene side af bordet, da denne aftale blev lavet med Københavns Kommune. Så jeg er jo ikke helt objektiv, men det er min opfattelse, at det er meget ambitiøst. Ikke mindst fordi der i forvejen i København er en markant underrepræsentation af ejerboliger og en markant overrepræsentation af private udlejningsboliger og andelsboliger i forhold til hele landet. I en fase med en rivende udvikling i København kræver det benhårde prioriteringer, bred enighed i Borgerrepræsentationen og stålsat vilje at sikre, at hver femte bolig i landets hovedstad fortsat er almen.
Endelig er det vigtigt også at se boligudbuddet i de nære forstæder som en del af det samlede boligudbud i København. Og her er økonomien knyttet til boligudgifter fortsat væsentligt lavere.
Det var med bange anelser, at lejerne fulgte debatten om planen for de udsatte boligområder efter Lars Løkkes nytårstale. Regeringen lagde knaldhårdt ud med en plan om omfattende nedrivninger, salg af almene boliger, tvangsindgreb over for indvandrerfamilierne, strengere straffe osv. Og hele kampagnen skulle finansieres af lejerne, ved at tage milliarder fra Landsbyggefonden
Af Jakob Lindberg
Så galt gik det ikke. Regeringens hårde og uretfærdige udspil udløste en uventet kraftig modstand. Den kom fra lejerorganisationerne, boligselskaberne og kommunerne med mange borgmestre i spidsen. Også mange jurister, socialrådgivere og andre sagkyndige med interesse i integrationsspørgsmål kom på banen, og diskussionen fik en bred dækning i medierne.
Det var ventet, at partierne i rød blok ville være kritiske over for finansieringen af Løkkes kampagne, men noget uventet fik rød blok støtte af Dansk Folkeparti i spørgsmålet om finansieringen. Havde Dansk Folkeparti støttet regeringen i ønsket om at lade Landsbyggefonden betale det hele, havde det set sort ud for den almene boligsektor. Så ville Landsbyggefonden være blevet drænet i en sådan grad, at de ”almindelige” boligafdelinger uden for de udsatte områder ville være blevet afskåret fra støtte fra fonden til de helt nødvendige moderniseringer.
Dansk Folkeparti valgte at slutte sig til rød bloks kritik af regeringens finansieringsplan. Det skabte et flertal til venstre i folketinget, der kunne have bragt regeringen i mindretal. Regeringen havde i den situation ikke andet valgt end at gå med i et bredt forlig.
Forliget blev kaldt, ”Initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund”. Det blev indgået mellem Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti
Aftalen
Man blev enige om følgende 5 elementer:
A) Nye pistokriterier
B) Fysiske forandrede boligområder
C) Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte pistoområder
D) Mere håndfast styring af, hvem der kan bo i udsatte boligområder
E) Øvrige initiativer, f.eks. afsætning af 13 mio. kr. til at evaluere den almennyttige sektors effektiviseringsindsats
Punkt 5 behøver vi ikke at omtale yderligere, da det er blottet konkret indhold. De øvrige 4 vil jeg kort referere:
Nye pistokriterier
De fem hidtidige kriterier bibeholdes, men indholdet justeres en smule. Kriterierne kommet til at gælde for fysisk sammenhængende almene boligafdelinger med mindst 1.000 beboere
Andelen af 18-24 årige uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse overstiger 40 % som gennemsnit over det seneste to år
Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har grundskoleuddannelse overstiger 60 %
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende udgør mindre end 55 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen
4) Andelen af beboere på 18 år og derover, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år
5) Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 %
Hvis et boligområde opfylder 2 af de fire første kriterier kalder regeringen det for et ”udsat boligområde”. Hvis et boligområde tillige opfylder nr. 5 er det et pistoområde. Det betyder, at der for øjeblikket er 55 udsatte boligområder og 30 pistoområder. De pistoområder, der har stået på listen i mindst de seneste 4 år kalder regeringen for ”de hårdeste pistoområder”. Dem er der 16 af i øjeblikket.
Fysisk forandrede boligområder
Målet med dette aftalepunkt er at ændre den fysiske sammensætning i pistoområderne. Konkret skal de boligselskaber der administrerer ”de hårdeste pistoområder” inden 6 måneder indsende en udviklingsplan for hvordan, man kan nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 % i 2030.
Hvis ikke boligselskabet kan præstere en sådan udviklingsplan vil man ikke kunne få støtte fra Landsbyggefonden.
Meningen er at tvinge boligselskaberne til at sælge eller nedrive mindst 60 % af boligerne i et sådant område eller at der bygges nye ejerboliger således at man kommer ned på højst 40% almene boliger. De eksisterende lejere vil blive opsagt. Der skal gives tilbud om erstatningsbolig samt flyttehjælp.
Fuld afvikling af de mest udsatte pistoområder
Dette betyder at boligministeren kan beslutte en afvikling af et eller flere af de hårde pistoområder. Nedrivningen skal bane vej for opførelse af nye boliger, hvoraf højst 25 % må være almene boliger. Det kan dog kun ske med opbakning fra forligspartierne, hvis disse udgør flertallet i Folketinget.
Håndfast styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder
Dette indebærer, at kommunerne forhindres i at anvise boliger i de udsatte boligområder til kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere m.fl.
Der skal også indføres obligatorisk fleksibel udlejning, således at folk i beskæftigelse eller uddannelse får fortrinsret frem for arbejdsløse og pensionister uanset hvor længe de har stået på venteliste.
Kriminelle skal kunne nægtes at bosætte sig i et udsat boligområde.
Lejere og husstandsmedlemmer skal kunne udsættes af deres bolig ved en umiddelbar fogedforretning. hvis de begår ”utryghedsskabende” kriminalitet inden for 1 km. fra den ejendom, hvor de bor.
Siden Lars Løkke bebudede, at han vil afskaffe ghettoerne, har debatten om raset om ordet ”ghetto”. Mange lejere i den almene boligsektor har kritiseret ordet. Det er blevet set som en nedværdigende betegnelse, der påklistres nogle boligområder, som regeringen og deres bedsteborgerlige vælgere ikke kan lide
Af Jakob Lindberg
Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning. Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er lige så uønskede som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme.
Ghettoen i Warszawa under 2. verdenskrig
Selvmodsigende fordi regeringen jo netop ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme.
Menneskers hjem
I et interview i sidste nummer af dette blad, kritiserede Jesper Nygård – direktør for Realdaniafonden – den retorik, som ghetto-betegnelsen er en del af:
– Jeg kan godt forstå, hvis nogle af beboerne i den almene sektor føler sig som det, du kalder ’uønskede elementer’ og måske også føler, at alle bliver skåret over én kam.
Jesper Nygård brugte selv ordet ”ghetto” i den danske debat i 90-erne, da han havde en central stilling i den almene boligbevægelse. Nu siger han, at han ikke bruger ordet mere.
I interviewet pegede han på, at de danske boligområder, der står på regeringens ”ghettoliste” slet ikke kan sammenlignes med det, som man i udlandet kalder ghettoer, fordi de kvalitetsmæssigt og socialt ligger på et meget højere niveau. Han opfordrede politikerne og medierne til at anerkende den positive udvikling, der er sket i de udsatte boligområder og afsluttede sin kommentar til debatten om ghettobetegnelsen med følgende ord:
– Og så skal vi tale ordentligt om problemerne og huske på, at det er mange tusinde menneskers hjem vi taler om.
Presselogen
På TV-2 News tog man emnet op til diskussion i begyndelsen af juni måned. Debattøren Özlem Cekic kritiserede mediernes ukritiske brug af ”ghetto”, men de tilstedeværende redaktører – med undtagelse af TV2s repræsentant – var helt uimodtagelige. De forsvarede bruget af ordet ghetto, fordi man havde brug for et kort ord, der forklarede, hvad det var for områder, man talte om. Som Informations repræsentant udtrykte det, kunne man ikke bruge en betegnelse på mange stavelser. Han sigtede formentlig på udtrykket, ”udsatte boligområder”, som er på 8 stavelser.
Skal man være helt præcis så burde de områder, vi taler om, hedde: områder-optaget-på-en-liste-i-boligministeriet-over-områder-med-lav-beskæftigelse-overvægt-af-indvandrere-og-efterkommere-og-en-lidt-højere-kriminalitet-end gennemsnittet-af-danske boligområder.
Redaktørerne har ret i, at anvendelsen af denne betegnelse ville få læserne til at stå af. I al sprogbrug laver vi kompromisser mellem præcision og mundrethed. ”Ghetto” er meget mundret, men ekstremt upræcist. Det siger overhovedet ikke noget om de faktorer, der indgår i ”ghettolisten”
”Udsatte boligområder” er knap så mundret, men meget mere præcist end ”ghetto”. I denne forbindelse hentyder ordet ”udsat” til, at boligområdet er udsat for større arbejdsløshed, flere indvandrere og lidt højere kriminalitet. ”Udsatte boligområder” er absolut brugbart, men det har én ulempe i journalistikken: Man kan ikke lave ordsammensætninger af det.
Brændemærkning
Som følge af regeringens planer om tvangsindgreb over for børn i de udsatte boligområder, har vi brug for et ord for disse børn. Medierne har været hurtige med at kalde dem ”ghettobørn”, hvilket er ekstremt ubehageligt. Med dette ord brændemærker man ikke blot et boligområde, men også de børn, der bor i det. I skolegården vil et ”ghettobarn” risikere at blive mobbet på samme måde som man i tidligere tider mobbede ”jødedrenge” og ”sigøjnertøse”
Vi har brug for et kort ord for de udsatte boligområder, der kan sættes sammen med andre ord og dermed erstatte ”ghettobarn”, ”ghettolovgivning, ”ghettoplan” osv.
Forslag
Nye ord kan dannes som initialord, også kaldet akronymer. Et initialord dannes af forbogstaverne af andre ord. ”FN” er f.eks. et initialord, fordi det er dannet af ”Forenede Nationer”. Et andet eksempel er RASK, som indtil for få år siden var navnet på Roskilde Amts Sygehus i Køge.
Initialord bruges som regel i navne på organisationer, men der er intet i vejen for, at man kan danne almindelige navneord som initialord.
Man kunne f.eks. bruge ordet ”ubo” som erstatning for ”udsat boligområde”. Det er kort, men ikke særligt elegant, og så minder det for meget om ”ufo”, som i øvrigt også er et initialord, (Uidentificereret Flyvende Objekt).
Initialord kan bruges til at lægge en positiv betydning ind i et ord. Regeringens liste over udsatte boligområder, der skal gøres noget ved er et led i et projekt, med en målsætning, der kan beskrives som ”Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Trivsel og Orden”. Det vil derfor være natuligt at omtale et område på regeringens liste som en pisto.
Ordet kan bøjes på normal måde, som i pistoer og pistoerne. Det kan også nemt sættes sammen med andre ord, som i pistoplan, pistobeboer, pistokultur, osv.
Kystparken i Storkøbing
Hvis alt går vel vil pisto udkonkurrere et ulækre ord ”ghetto”. Om få år vil vi måske kunne læse denne solstrålehistorie i pressen:
– Kystparken i Storkøbing har i de sidste par år gennemgået en positiv udvikling. Da bebyggelsen i 2019 blev optaget på regeringens pistoliste – som den gang kaldtes ”ghetto-listen” – var både boligselskabet og beboerne kede af det, da man følte, at Kystparken på den måde blev påduttet et dårligt ry.
– I dag er beboerne glade. Dels blev en del lejligheder revet ned som følge af Storkøbing Kommunes pistostrategi. Det førte til, at området blev forsynet med nye og attraktive grønne områder. Der blev også taget initiativ til en lang række projekter som f.eks. jobskabelse for indvandrerkvinder og kontanthjælpsmodtagere. Derudaf voksede en del små lokale virksomheder, der i dag virker uden tilskud fra det offentlige. Og der kom lokale legestuer med pædagoger til hjælp for små børn fra hjem, hvor man ikke taler dansk, for ikke at tale om de mange klubaktiviteter med alt lige fra petanque til kajakroning.
– I centrum for alle disse initiativer stod et lokalt pistosekretariat, bestående af både af socialrådgivere fra Storkøbing Kommune, ansatte i Storkøbing Boligselskab og aktive beboere. Pistosekretariatets seneste initiativ går ud på at ….
Vedtagelsen af parallelsamfundspakken er blevet modtaget vidt forskelligt i de kommuner, hvor er er mange såkaldte ghettoer (pistoer), og hvor kravet til nedrivning er aktuelt.
