Tag-arkiv: Udkantsdanmark

Det almene byggeri i UdkantsDanmark truet af konkurs

Seks jyske kommuner råber nu vagt i gevær over for lejeledigheden i de mange almene afdelinger, der i de seneste 20 år er blevet opført rundt omkring i mindre stationsbyer og landsbyer. Mange af disse afdelinger har tomme boliger og de manglende lejeindtægter kan medføre en bølge af konkurser.

Borgmestrene i de seks kommuner, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer, Herning og Ikast-Brande forsøger nu at få boligministeren, Carsten Hansen til hurtig handling for at redde afdelingerne i de seks kommuners mindre byer. I følge de seks kommuner er der en reel far for konkurs i mange afdelinger og boligselskaber.
Bormestrene vil have Carsten Hansen til at “tage affære, så stat, kommuner, realkreditinstitutter og almene boligselskaber sammen kan finde en løsning på problemet”. Løsningen kan være en statslig kapitaltilførsel, således at afdelingernes udgifter til afdrag og renter falder. Det vil muliggøre en sænkning af lejen, som – måske – kan få lejerne til at blive.
De almene afdelinger (bebyggelser) i de små byer er ramt, af den hastige foranding i den måde vi bosætter os på. Folk søger mod de større byer i kommunerne. Det betyder, at der ikke er så stort behov for de almene lejeboliger i de små byer. I stigende omfang står disse lejligheder tomme.

Balanceleje

Når en lejebolig står tom, bliver den en belastning for de øvrige lejere i afdelingen. Det skyldes balancelejeprincippet inden for den almene sektor. Hver afdeling skal hvile i sig selv. Hvis en bolig i en lille afdeling med f.eks. 20 boliger står tom, så skal de øvrige 19 lejemål betale den manglende leje.
Ofte er lejen i det almene byggeri i forvejen i den høje ende, fordi der ofte er tale om boliger, der er opført inden for de sidste 20 år. Når lejerne derudover skal betale den manglende leje fra den ledige bolig, kan det blive dråben, der får bægeret til at flyde over, Så fraflytter endnu flere. Det medfører endnu mere udlejningstab med endnu større husleje til følge.

Akæret i Spjald

Ledighed 2,5 %

Et eksempel  er boligorganisationen, BOMidtVest, der administrerer boliger i flere af de seks kommuner. Den råder over 3.400 boliger, hvoraf de 89 var ledige pr 1. september 2014. Det svarer til en gennemsnitlig ledighedsprocent på 2,6 %. Det virker måske ikke så slemt, men da det er et gennemsnitstal, betyder det, at nogle afdelinger har en langt højere lejeledighed.
En af afdelingerne er Afdeling 107, som ligger i landsbyen Spjald, mellem Skjern og Herning. Spjald har ca. 1.200 indbyggere. Afdelingen er opført i 1970 og har 26 lejemål.
I gennemsnit – i 2013 – betalte lejerne ca. 47.500 kr. i husleje. Kvadratmeterlejen pr år var 453 kr. Billigt efter købehavnske forhold men dyrt i Vestjylland.
I alt havde afdelingen indtægter på 1,264 mio. kr. og udgifter på 1,343 mio. kr. Der manglede altså 79.000 kr. for at få balance på regnskabet. Det svarer til, at der stod 174 kvadratmeter bolig tom hele året i gennem.
Året før var underskuddet 48.000 kr. Ved udgangen af 2013 var underskudssaldoen 151.000 kr.
Afdelingen er inde i en ond cirkel, hvor en stor del af de penge, lejerne har sparet op til at vedligeholde boligerne for, i stedet er gået til at dække driftsunderskuddet.
I længden går det ikke.

Hvad gør man?

Efter reglerne er svaret klart. Lejen skal sættes op. Hvis lejen blev sat op fra 453 kr./m2 om året til f.eks. 500 kr. om året ville der være balance også selv om 174 m2 var uudlejet.
Problemet er, at sådan er virkeligheden ikke i Spjald. Sættes lejen op, bliver der endnu flere, som flytter. Afdelingen får endnu flere kvadratmeter, som ikke kan lejes ud. Underskuddet bliver endnu større.

Attraktivt at bo på landet

Løsningen er, at samfundet træder til og sanerer økonomien i disse ramte afdelinger, f.eks. ved hjælp af statslån, der er rente og afdragsfri i de næste 10 år. Til gengæld skal lejerne og boligorganisastionen forpligtes til at bruge pengene på at forbedre boligerne, så de vedbliver med at være attraktive at bo i.
Ingen kan være tjent med små byer som Spjald affolkes.

Leder: Hjælp Udkants-danmark!

Seks midtjyske borgmestre forsøgte for nylig at råbe såvel minister Carsten Hansen, myndigheder og offentlighed op. De fremsatte en appel om hjælp til de almene afdelinger i udkantskommunerne, da disse er truet af konkurs. Appellen blev mødt med tavshed.

Ligegyldighed i forholdt til de truede almene afdelinger er farlig, for der er tale om et reelt problem, som råber på løsninger.

Langt de fleste kommuner landet over står over for et affolkningsproblem. De unge flytter fra landet og ind til de større byer. Der mangler arbejdspladser og uddannelsesmuligheder i udkantsområderne. Mange landsbyer og mindre provinsbyer er i alvorlig befolkningstilbagegang.

Det rammer også lejerne i de almene boliger i disse områder. Mange steder står boliger tomme. Det er ikke alene trist at se på, men det har også en alvorlig økonomisk virkning på de lejere, der er tilbage. Efter reglerne skal en almen boligafdeling hvile i sig selv, og de tilbageværende lejere skal betale lejetabet for de tomme boliger, hvilket betyder at huslejen sættes op. Det fører til en ond cirkel: Når lejen sættes op bliver der flere tomme boliger, hvilket betyder at lejen skal sættes endnu mere op, hvilket betyder at der bliver flere tomme boliger, osv. osv..

Løsningen er ikke svær, hvis vi ser isoleret på de almene boligafdelingers økonomi. Med en overkommelig merudgift vil man kunne lave en særlig finansieringsordning for udkantsområdernes almene afdelinger, således at tilbagebetalingen af prioritetsydelserne strækkes over en længere årrække. Derved kan lejen nedsættes.

Men det løser ikke det grundlæggende problem, som er at der mangler arbejdspladser og uddannelsesmuligheder. Ønsker man at bevare de mindre bysamfund, skal der udformes en gennemgribende regionalpolitik, som sikrer at udkantsområderne kan bevares som levedygtige samfund.

Politikerne kan med fordel se, hvordan Norge har løst dette problem. Her ofres der store ressourcer på at sikre arbejdspladser og social velfærd i selv meget tyndt befolkede områder.

Det er dyrt, men nødvendigt. Alternativet er et Danmark, der “brækker over”. Det kan vi ikke være tjent med.