Tag-arkiv: RandersBolig

Randersegnens Boligforening – konkursen ramte hårdt

Det var svært for RandersBolig, at være administrationsselskab for en konkursramt boligforening, men i dag ser fremtiden lysere ud for de 1400 lejere, der var konkursens uskyldige ofre.

At den ene af de oprindelige ejere, Randersegnens Boligforening, i december 2011 blev erklæret konkurs har ikke gjort opgaven for RandersBolig nemmere.
Selve konkursen kan dog ikke lastes RandersBolig, men er et internt forhold i Randersegnens Boligforening, og derfor var konkursen kommet, uanset om RandersBolig var blevet dannet eller ej.
Men nu blev det altså RandersBoligs opgave, i et samarbejde med kommune og DAB, at hjælpe de ca. 1.400 lejere, som havde lejemål i boligforeningen.
Det har været tidskrævende, men også svært for de mange lejere, som i nogle år har manglet økonomi til ønskede forbedringer og vedligehold af deres bolig.

Forlig

Efter indgået forlig mellem kommuner, bank og kreditorer synes fremtiden betydelig mere lys for de 1.400 lejere i Randersegnens Boligforening. Et forlig eller anden juridisk afklaring var en betingelse for, at Landsbyggefonden vil give boligforeningen den nødvendige og lovede kapitaltilførsel, der gør, at de igen kan komme til at fungere som en demokratisk forening, og at lejemålene kan forbedres.
Som jeg har forstået vil dette først kunne ske, når alle sager er løst.
Hvis dette indebærer, at kravet fra kreditorerne mod den tidligere ledelse/bestyrelse også først skal være løst, kan jeg på lejernes vegne kun ønske, at man også her indgår et hurtigt forlig.

Hurtig løsning ønskes

Det kan selvfølgelig medføre, at man ikke får et eventuelt skyldsspørgsmål afdækket, men spørgsmålet er, hvad der tjener lejerne bedst.
Jeg tror på, at de ønsker en hurtig normalisering af deres situation fremfor en flerårig retssag, som måske giver os nogle svar, men sikkert ikke nogle penge.
Jeg kan i lighed med andre da også ønske et svar på flere spørgsmål, men står valget mellem dette ønske og lejernes mulighed for en normalisering af deres situation, vejer lejernes interesse højere for mig.
De eneste sikre vindere på et fortsat slagsmål er nemlig de advokater, som med en timeløn på over 2.000 kr. selvfølgelig kan ønske noget andet, men de har allerede tjent alt for meget på denne i øvrigt yderst kritisable sag.

jan

RandersBolig og Randersegnens Boligforening

RandersBolig er navnet på det selskab, som til dagligt administrerer de ca. 9000 lejemål i henholdsvis Randers Boligforening af 1940, Møllevænget/Storgården, AB Gudenå, Andelsbo, Vorup Boligforening og Arbejdernes Byggeforening af 1874.
Disse 6 boligforeninger er alle selvstændige boligforeninger med valgt bestyrelse, repræsentantskab og afdelingsbestyrelser. Alle politiske beslutninger træffes fortsat i den enkelte boligforening, men boligforeningerne har overladt administrationen (udlejning af boliger, opkrævning af husleje, afregning af vand, varme og el m.v.) af sine lejemål til RandersBolig..
Oprindelig var også Randersegnens Boligforening med i RandersBolig. Som bekendt blev Randersegnens Boligforening ramt af en konkurs, som RandersBolig ikke havde noget ansvar for. Men konkursen faldt tidsmæssigt sammen med en række fødselsvanskeligheder i RandersBolig, som gjorde forholdene komplicerede.
Jan Guldmann er forfatter til dette og andre indlæg om RandersBolig. Han har siden sommeren 2011 har været valgt som formand for RandersBolig, og dermed været aktiv i hele oprydningen, herunder afskedigelse af ledelsen og genopretning af økonomien.
Jan Guldmann har ligeledes siden 2011 været valgt som formand for Randers Boligforening af 1940, og kom først ind i bestyrelsen på dette tidspunkt, og dermed ikke været med i bestyrelsen i perioden, hvor beslutningen om dannelse af RandersBolig blev truffet.