Tag-arkiv: Pisto

Hvad er der galt med pistoerne?

Af Jakob Lindberg
Blad nr 84
1. januar 2019
Almen udlejning

Folketingets flertal begrunder deres nedrivningsordre med, at en analyse fra regeringens egne embedsmænd dokumenterer, at pistoerne udgør en slags ”parallelsamfund”. Analysen viser sig dog at være et amatørisk makværk.

 

Af Jakob Lindberg

Den saglige begrundelse for Lov 38 finder man i publikationen, ”Parallelsamfund i Danmark. Økonomisk Analyse nr. 30” udgivet af regeringen i februar 2018.

I debatten er analysen blevet omtalt som en forskningsrapport, og man kunne derfor forvente at den levede op til de krav, der gælder for forskning. I det følgende vil jeg vise, at dette ikke er tilfældet. For det første er den udarbejdet af anonyme forfattere. For det andet er den af en kvalitet, som ville blive dumpet på sociologistudiet, hvis den skulle forsvares som en studieopgave.

Den væsentligste kritik, der kan rettes mod analysen er, at den helt mangler en klar definition af, hvad man forstår ved begrebet parallelsamfund.

Ghettoer, pistoer og parallelsamfund

Hvad er et parallelsamfund?

Formålet med analysen har formentlig været at dokumentere, at områderne på regeringens pisto-listen er parallelsamfund eller ved at udvikle sig til parallelsamfund.

På første side i analysen angives det, at et parallelsamfund er et boligområde, hvor der bor mange personer af ikke-vestlig oprindelse. Men dette er ikke nok til, at et område bliver et parallelsamfund.

I normal sprogbrug bruges parallelsamfund om områder, hvor der gælder særlige normer og regler, som ikke findes i det store samfund udenfor. Det er aldrig nogensinde blevet påvist, at der findes sådanne områder i Danmark.

Jeg bor selv i et område, der tidligere har været på regeringens pistoliste. Her bor et stort mindretal af fortrinsvis tyrkiske indvandrere, men også af andre mindretal af ikke-vestlig oprindelse.

Men det store flertal af os – uanset oprindelse – lever stort set efter de samme regler. Vi

  • anerkender og overholder danske love. (der bor nemlig ingen bankdirektører og aktiespekulanter i mit boligområde)

  • anerkender og overholder ordensreglerne i boligområdet

  • er ikke kriminelle

  • er i arbejde eller i uddannelse

  • har børn gående i folkeskolen

  • bruger det danske sundhedsvæsen

Folk, der bor i pistoerne, har ikke separate domstole eller separat politi.

 

Religion og hudfarve

Der er kun to måder hvor vi beboere i pistoerne adskiller os fra hinanden: Religion og hudfarve. Nogle af os er ateister, andre er kristne, atter andre er muslimer, buddister, hinduister osv. Og i huden er nogen af os hvide, andre sorte, brune eller gule.

Men da vi har religionsfrihed og ikke diskriminerer på grund af hudfarve, må disse to kriterier udgå af definitionen på et parallelsamfund.

Dermed opfylder pistoerne ikke kriterierne for at være parallelsamfund.

 

Bevis

For at bevise, at der findes parallelsamfund i Danmark, indfører de anonyme forfattere bag analysen denne definition:

”Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.” (side 1. Min fremhævelse)

Denne definition er noget vrøvl. Et boligområde kan ikke være ”mentalt isoleret”, for et boligområde har ingen psyke eller sjæl. Et boligområde kan heller ikke være ”uden ønske”, for et boligområde kan slet ikke ønske. Det er kun individerne i boligområdet, der kan være være mentalt isolerede, og ønske noget. Da der bor over 1000 mennesker i hvert boligområde på regeringens pisto-liste, er der naturligvis stor forskel på, om de er mentalt isolerede eller ej. Det må også antages at deres ønsker er meget forskellige.

Mange mennesker i Danmark er ”mentalt isolerede”, dvs ensomme. Men ensomhed findes overalt i samfundet ikke blot blandt borgere af ikke-vestlig oprindelse. Denne egenskab ved parallelsamfundet bliver da heller ikke omtalt senere i analysen.

Men selv om de anonyme forfattere åbenbart ikke ved, hvad de taler om, er de allerede på side 1 i stand til at konkludere følgende:

”Det (altså parallelsamfundet) udfordrer det danske samfunds sammenhængskraft, der er opbygget og udviklet gennem generationer via blandt andet foreningslivet, fælles undervisnings- og uddannelsesinstitutioner, godt naboskab og samarbejde med kollegaer på arbejdspladsen.” (side 1. Min parantes)

Denne påstand er helt udokumenteret.

 

De ikke-vestlige indvandreres bosætning

I stedet for at gøre os klogere på de mystiske parallelsamfund koncentrerer undersøgelsen sig om at beskrive gruppen af ikke-vestlige indvandrere. Det gør man ved at beskrive på hvilke måder de ikke-vestlige indvandrere adskiller sig fra vestlige indvandrere og danskere.

En af indikatorerne er bosætning. Undersøgelsen kigger nærmere på de 6% af de danske sogne, hvor der bor flest mennesker af ikke-vestlig oprindelse, idet man regner med, at det er dér, man finder de påståede parallelsamfund. Det drejer sig om 132 sogne ud af de 2.201 sogne, som findes i Danmark. Der står ikke hvor mange mennesker i alt der bor i de 132 sogne og hvor mange der bor i alment byggeri.

Derimod har man talt sig frem til, at 142.000 personer med ikke-vestlig oprindelse bor i afdelinger, hvor mindst 25 % er af ikke-vestlig oprindelse. En trediedel af disse – 35.400 personer – bor i en almen bebyggelse med over 50 % beboere af ikke-vestlig oprindelse. Dette svarer nogenlunde til det antal mennesker, der bor i de 22 områder på regeringens pisto-liste. (36.200 personer).

Analysen har dog ikke noget om, hvorvidt der er sammenfald mellem de områder, der er omtalt i analysen og områderne på pisto-listen.

Denne statistik dokumenterer heller ikke, at der er tale om parallelsamfund.

 

Børnepasning

Et af kritikpunkterne mod pistoerne er, at folk med ikke-vestlig oprindelse holder deres børn ude af daginstitutionerne. Denne antagelse holder sandsynligvis ikke stik. Der findes ganske vist ikke tal vedrørende børnepasning for de 22 pistoer på regeringens liste.

Men tallene for landet som helhed bestyrker ikke påstanden om, at indvandrerbørnene holdes hjemme. Tværtimod. Langt de fleste børn over 1 år er i dagtilbud, over 80 %, både blandt danske familier og familier af ikke-vestlig oprindelse. Se figur 16.

Forskellene mellem danskere og indvandrere er små og kan f.eks. skyldes, at der er lidt flere hjemmegående husmødre blandt folk af ikke-vestlig oprindelse, som måske sparer på daginstitutionsudgifterne. Men overordnet dokumenterer tallene, at indvandrerfamilierne har taget daginstitutionerne til sig.

 

Skæv fordeling

En anden kritik af pistoerne går på, at det er skadeligt, når børn af ikke-vestlig oprindelse kommer i daginstitutioner, hvor flertallet af børnene er af ikke-vestlig oprindelse. Det er kun 2-3 % af daginstitutionerne, der har over 50 % børn af ikke-vestlig oprindelse, se figur 18.

Det drejer sig om 3.100 børn, der går i disse institutioner. Men der er ikke tale om at disse børn af den årsag ikke lærer at tale dansk, eller at de på anden måde bliver tabere. Det kan man ikke se af rapporten.

Man kan udmærket have som politisk mål, at kommunerne bliver bedre til at fordele børnene af ikke-vestlig oprindelse, for derved at forbedre integrationen. Men at det skulle være nødvendigt at rive tusinder af almene boliger ned af den årsag er uforståeligt.

 

Religion og hudfarveSkoler

Analysen viser, at på 2 ud af 3 grundskoler er mindre end 5 % af eleverne af ikke-vestlig oprindelse. Omvendt er der 7,5 % (i alt 155) af landets grundskoler, hvor mindst hver fjerde elev er af ikke-vestlig oprindelse. Se figur 21 nedenfor.

Indvandrerbørnene er dermed meget skævt fordelt. Det vil være rimeligt, at der sættes initiativer i gang for at få en mere jævn fordeling af indvandrerbørnene.

Men at dette skulle nødvendiggøre nedrivning af tusinder af boliger, er udokumenteret.

Kriminalitet

Områderne på regeringens pisto-liste bliver ofte fremstillet som områder med meget høj kriminalitet, hvilket tilskrives beboere med ikke-vestlig oprindelse.

Analysen indeholder dog ikke nogen tal for pistoområderne, men kun for landet som helhed.

Figur 37 viser at det er knap 2 % af danske mænd mellem 15 og 64 år der bliver dømt efter straffeloven, mens det er 4 % af mænd med ikke-vestlig oprindelse. Begge procenter er altså beskedne.

Figuren skulle således vise, at mænd med ikke-vestlig oprindelse dobbelt så ofte er kriminelle i forhold til danske mænd. Analysen konkluderer frejdigt: ”Unge mænd med ikke-vestlig baggrund begår flest lovovertrædelser”

Al kriminalstatistik lider imidlertid af den svaghed, at kriminaliteten blandt brune, sorte og gule mænd overvurderes. Det sker fordi brune, sorte og gule mænd oftere bliver stoppet i rutinetjek end hvide mænd. Dette blev dokumenteret af DR i en udsendelse for nylig. Derfor bliver de også oftere dømt for forseelser som f.eks. besiddelser af hælervarer eller af lommeknive, som ofte opdages ved politiets rutinetjek.

Hyppigheden af domfældelser er derfor ikke nødvendigvis et resultat af, at den reelle kriminalitet er forskellig, men at risikoen for at blive opdaget er større blandt mænd af ikke-vestlig oprindelse end blandt danske mænd.

Konklusion

Parallelsamfundene findes ikke – kun som tankespind hos fordomsfulde politikere.

Regeringens forslag: Antisemitisk sprogbrug, diskrimination og privatisering af straf

Af Henrik Stougaard
Blad nr
25. august 2018
Almen udlejning, Boligpolitik, Høringssvar,

Regeringens lovforslag om indsatsen mod de såkaldte “ghettoer” har været til høring hos en lang række organisationer. Forslaget fik en meget kritisk modtagelse af Danmarks Lejerforenings ledelse

 

Af Henrik Stougaard,  landssekretær i Danmarks Lejerforeninger

 

A. Indledende, om terminologien i lovforslaget

Indledningsvis vil vi tage afstand fra lovforslagenes anvendelse af ordet ghetto i dets mange sammensætninger, ghettoplan, ghettoomrader, ghettobørn osv.

Vi bemærker, at danske myndigheder normalt afholder sig fra brugen af nedværdigende betegnelser. Kunne man forestille sig at regeringen omtalte ledere af multinationale virksomheder som multinassere? Kunne man forestille sig, at regeringen kaldte de handicappede for krøblinge? – eller at de udviklingshæmmede blev kaldt for idioter? Nej vel.

På samme måde burde ordet ”ghetto” være bandlyst i officielle publikationer.
Vi finder i særdeleshed, at man bør undgå en sprogbrug, der er belastet af en flere hundrede år gammel tradition for antisemitisme.

Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning.
I forbindelse med Anden Verdenskrig blev ordet ghetto anvendt om et kvarter i Warszawa, som for tusinder af jøder blev den sidste mellemstation før udryddelseslejrene i det besatte Polen.

Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er ligesåuønskede, som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme, fordi regeringen ifølge eget udsagn ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme og er i sig selv konfliktskabende.

For at undgåsådanne uheldige associationer foreslår Danmarks Lejerforeninger at regeringen i alle dokumenter fremover anvender initialordet, “pisto” i stedet for ghetto. “Pisto” er en forkortelse, der betyder “Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Tryghed og Orden.”. Pisto kan bruges i alle de sammenhænge, hvor man i regeringens skrivelser anvender ordet “ghetto”.

Vi opfordrer regeringen til at tilbagekalde lovforslaget og genfremsætte det uden at bruge ordet ”ghetto”.
For i praksis at demonstrere, at dette kan lade sig gøre er ordet ghetto derfor i vores følgende kommentarer blevet erstattet af ”pisto”

 

B. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 23. Afvisning af ansøgere, der får kontanthjælp mm fra ventelisten”

Danmarks Lejerforeninger vender sig imod dette forslag af flere grunde:

For det første, fordi der er tale om en åbenlys diskrimination af de pågældende grupper. Den reelle baggrund for forslaget er, at man ønsker at mindske antallet af beboere fra ikke-vestlige lande i pistoområderne. Men da regeringen ikke ønsker at fremståsom fremmedfjendsk, har man udvidet diskriminationen til også at gælde etniske danskere uden arbejde. En sådan diskrimination er særdeles udansk og samtidig i modstrid med Den europæiske menneskeretskonvention.

For det andet, fordi forslaget gør hele ventelistesystemet illusorisk. I forvejen har indførelsen af de fleksible udlejningsregler betydet, at mennesker, der i årevis har stået på venteliste til de attraktive afdelinger, kommer bagerst i køen. De fleksible udlejningsregler er dog i mindre omfang blevet anvendt i udsatte boligområder, som pågrund af høj fraflytning ikke har haft råd til at afvise store grupper af lejere, fordi det kunne medføre udlejningstab. Nu gør man diskriminationen obligatorisk.

For det tredje stiller man de kommuner, der har pistoområder over for særdeles store problemer med at anvise boliger til lejere påkommunernes akutlister. I hovedstadsområdet må man frygte, at antallet af hjemløse vil stige væsentligt, og at hjemløsegruppen vil blive forøget med enlige børnefamilier, som kommunerne ikke kan skaffe lejligheder til. Dette vil tvinge kommunerne til at tvangsfjerne børnene. En sådan pris er for høj at betale, selv hvis pistoplanen fører til de forbedringer af integrationen, som regeringen påstar.

 

C. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 40 Afvikling af pistoområder”

Danmarks Lejerforeninger er i mod dette forslag, fordi det er ude af proportion med de problemer, der er i de udsatte boligområder.

For det første er der en positiv udvikling i gang i de udsatte boligområder, som vil blive slaet i stykker af den detailstyring, som forslaget lægger op til.

For det andet vil forslaget blive meget bekosteligt. Det indeholder en hjemmel til at påbyde boligorganisationer at afvikle og nedrive hele boligafdelinger. En sådan fremgangsmåde har karakter af ekspropriation, og måforudsætte, at de pågældende boligafdelinger eller deres boligorganisationer modtager fuldstændig økonomisk erstatning efter reglerne om ekspropriation i Grundloven.

Forslaget må i øvrigt betegnes som ubehjælpsomt og rodet i sin formulering. I § 168, stk. 3 skriver man at ministeren ”i særlige tilfælde kan dispensere fra reglen i stk. 1.” Men da stk. 1 indeholder 4 regler, er det uklart, hvad det er ministeren kan dispensere fra.

 

D. Kommentarer til ”Forslag § 2, nr. 3. og § 3, nr. 2 Udvidelse af ophævelsesadgangen for straffede personer.”

Danmarks Lejerforeninger er i mod disse forslag af følgende grunde:

1) Ophævelsesadgangen i lejelovene skal regulere forholdet mellem en udlejer og lejer. En udlejer skal derfor kun have beføjelser overfor lejerne, når det gælder hændelser, der har direkte forbindelse til ejendommen. Ved at give en udlejer ophævelsesadgang for ting der er foregået uden for ejendommen fjerner man sig fra dette logiske princip.

2) Ved de foreslåede ændringer giver man udlejerne mulighed for at idømme deres lejere ekstra straf. At fortabe sin bolig kan have ligesåalvorlige konsekvenser som en fængselsstraf. Derved privatiseres straffesystemet påen uheldig måde.

3) Det er et normalt princip, at en forbryder har betalt sin gæld til samfundet, når vedkommende har udstået sin straf. Ved lovændringerne bryder man med dette princip. Udlejerne kan efter ordlyden af bestemmelserne udnytte deres nye ophævelsesadgang til at komme af med uønskede lejere. Det kan sågar ske flere år efter, at lejerne har udstået deres straf. Dette er stærkt betænkeligt og vil føre til misbrug.

Hvis samfundet mener, at de straffede personer skal fortabe deres boliger, bør det ske som en ændring af straffeloven, således at ophævelsen indgår i den retssag, hvor lejeren bliver dømt.

4) Afstandskriteriet er uklart formuleret. Ophævelse kan efter forslaget ske, ”..når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.”
– Er der tale om 1 km i fugleflugtslinje eller ad offentlig vej?
– Skal afstanden beregnes fra ejendommens skel, eller fra ejendomskontorets beliggenhed, eller fra lejerens bopæl?
Den foreslåede formulering bør naturligvis præciseres.

Læs mere i artiklen

Det grimme ord: ghetto

Den adskilte by – en fælles udfordring

Af Jakob Lindberg
Blad nr 83
18. juni 2018
Almen udlejning, Boligpolitik,

Tema om udsatte boligområder

Af Jakob Lindberg

I forårsnummeret 2018 af Lejer i Danmark bragte vi første del af et interview med én af den almene boligbevægelses veteraner – Jesper Nygård, som i dag er administrerende direktør i Realdania.

Læs interviewet her: Udsatte boligomraader paa vej i rigtig retning

Han skrev en kronik den 22. januar i Politiken, hvor han greb tilbage til en anden kronik, han havde skrevet i 1992 under titlen, ”Sidste frakørsel før ghettoen”. Hans 1992-kronik var et nødråb fra en lang række aktive organisationsfolk i den almene sektor – et nødråb der blev hørt.  De forløbne 26 år har medført en positiv udvikling i langt de fleste af de udsatte boligområder.

I dag mener Jesper Nygård, at der er brug for at styrke den fortsatte indsats i områderne, men at ”det går langt bedre, end mediebillede giver indtryk af, og mange tror”.

Citat fra 2018-kronikken af Jesper Nygård:

Udfordringerne i disse områder er centrale. Men det handler om en mere generel problemstilling, om segregering [adskillelse. Red]. Og det, at nogle boligområder generelt samler mennesker med vanskelige livsbetingelser.

I 1992 skrev jeg:

”Vi ser som boligselskab og beboerrepræsentanter et meget stort problem i, at andelen af medmennesker med begrænsede social og/eller økonomiske ressourser vokser ganske stærkt i de bebyggelser, der ikke er eftertragtede og derfor ikke har lange ventelister”

Vi var bekymrede for, at det var nogle af de danskere med færrest ressourcer og muligheder, der skulle løfte en central del af integrationsindsatsen.

Det var et opråb, der både handlede om behovet for en styrket integrationsindsats og ikke mindst om at skabe rammer for byer, der gjorde det muligt for mennesker at bo blandet.”

Interview med Jesper Nygård – 2. del

 

Hvis vi tænker os om, kan vi skabe en mere sammenhængende by

 

Vi har bedt Jesper Nygård pege på løsninger på den segregering, der ligger bag problemerne i de udsatte boligområder

Af Jakob Lindberg

– Du beskriver ”segregering” som hovedproblemet – altså at de rige og de fattige i stigende grad bor adskilt fra hinanden. Hvad er løsningen på det problem?

Der er ingen tvivl om, at vores byer er blevet mere opdelte, end de var engang, f.eks. da jeg var dreng. Det er ikke et dansk fænomen, det ser vi over hele verden. Det kan være en udfordring for fællesskabet og sammenhængskraften i byerne – fordi vi mest taler med dem, der ligner os selv. Derfor har vi i Realdania også fokus på at få blandet de udsatte boligområder op med den omkringliggende by. På at skabe funktioner og tilbud i områderne, som får flere af de omkringliggende kvarterers beboere til at bevæge sig ind i områderne.

En af de løsninger, der også er fokus på lige nu, er at skabe flere forskellige boligtilbud i områderne – det er f.eks. det, man gør i Gellerup. Jeg tror ikke på, at vi slipper helt af med opdelingen i byerne, men hvis vi tænker os om, både i indsatsen i de almene områder og når vi planlægger og bygger nyt, så kan vi godt skabe en mere sammenhængende by.

Det handler snarere om, når vi planlægger nye boligområder i byerne, at vi sikrer et blandet udbud af boligformer. Så der i forbindelse med ejerboliger ligeledes etableres mindre enheder af almene boliger – og omvendt. Markedet udfordrer imidlertid denne praksis visse steder, men derfor er det også vigtigt, at de muligheder lovgivningen giver, fx via planloven om indpasning af almene boliger i nye attraktive byudviklingsområder, anvendes og fastholdes. Efter min mening kunne der godt arbejdes endnu mere ambitiøst med at sikre blandede by- og boligområder, hvor alle samfundslag har mulighed for at bosætte sig og leve et godt liv, og det er også noget af det vi har fokus på, når vi arbejder strategisk med byer i social balance.

 

Eksperimenter i Aalborg og Aarhus

– Du taler i kronikken om en ”bystrategisk helhedsorienteret tilgang” og nævner som eksempel, ”at blande boligformer og tilføre nye funktioner, som styrker udvekslingen med byen omkring”. Kan du give et konkret eksempel på noget sådant?

De senere år har vi flere steder set en mere strategisk tilgang til at komme problemerne i de udsatte boligområder til livs. I Aalborg Øst arbejdes der fx i et tæt samarbejde mellem Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune om at ændre den sociale profil i Aalborg Øst. Tanken er at bruge byens positive udvikling med udbygning af universitet, Supersygehus og generelle bymæssig vækst til at skabe positivt løft i Aalborg Øst. I forbindelse med omfattende helhedsplaner for renovering af de eksisterende boliger og udearealer, er der konkret etableret et sundheds- og kvarterhus, som bruges på tværs af byens borgere. Der skabes et bydelscenter, hvor detailhandelen og bylivet styrkes, og der bygges nye private boliger i området. Senest er der suppleret med etablering af seniorbofællesskaber i bydelen, som kan trække en bred gruppe beboere til områder.

I Gellerup i Aarhus arbejdes der tilsvarende med en ambitiøs strategisk byudvikling om endvidere har omfattet nedrivninger af boligblokke, som erstattes af kommunale arbejdspladser og private ejerboliger i form af rækkehuse. Endelig styrkes forbindelse mellem boligområdet og Århus bymidte med letbanen, som løber tværs gennem boligområdet.

Den blandede by – rekreation og erhverv

 

København

– Parcelhusene, ejerlejlighederne og de nye private udlejningsboliger i Hovedstadsområdet er for dyre for alle os med en årlig husstandsindkomst på under 500.000 kr. Vi kan kun flytte rundt i den almene boligmasse. Er det så ikke alt for lidt, når f.eks. Københavns Kommune kun vil bygge 20 % alment i nybyggeriet?

Det er rigtig fint at se, at blandt andre Københavns Kommune anvender muligheden for at indpasse almene boligområder i de nye attraktive byudviklingsområder, såsom i Nordhavn. Og det er vigtigt, at kommunerne forsætter fokus om at fastholde familier med en mindre indkomster i byen. Det er også vigtigt at erkende, at det med de eksisterende instrumenter er en udfordring af skabe boliger, som mennesker med lav eller mellemindkomst kan flytte ind i. Men det glædelige ved almene boliger er jo, at lejen ikke vokser med udviklingen i konjunkturerne eller markedet. Tværtimod sikrer finansieringsmodellen, at huslejen vokser i en lavere end indkomsten, hvilket betyder, at nybyggede almene boliger med tiden bliver tilgængelige for en større og større gruppe af de potentielle beboere. Sådan har det været i en meget lang årrække, og derfor har det stor betydning, at der bygges blandet i alle bydele.

Det at ville holde andel af almene boliger på landsgennemsnittet – nemlig de 20 % – er efter min opfattelse meget ambitiøst. Og jeg havde ansvaret på den almene side af bordet, da denne aftale blev lavet med Københavns Kommune. Så jeg er jo ikke helt objektiv, men det er min opfattelse, at det er meget ambitiøst. Ikke mindst fordi der i forvejen i København er en markant underrepræsentation af ejerboliger og en markant overrepræsentation af private udlejningsboliger og andelsboliger i forhold til hele landet. I en fase med en rivende udvikling i København kræver det benhårde prioriteringer, bred enighed i Borgerrepræsentationen og stålsat vilje at sikre, at hver femte bolig i landets hovedstad fortsat er almen.

Endelig er det vigtigt også at se boligudbuddet i de nære forstæder som en del af det samlede boligudbud i København. Og her er økonomien knyttet til boligudgifter fortsat væsentligt lavere.

 

Forliget om ghettoplanen (øh) pistoplanen

Af Jakob Lindberg
Blad nr
18. juni 2018
Almen udlejning, Boligpolitik,
 Tema: Udsatte boligområder
Det var med bange anelser, at lejerne fulgte debatten om planen for de udsatte boligområder efter Lars Løkkes nytårstale. Regeringen lagde knaldhårdt ud med en plan om omfattende nedrivninger, salg af almene boliger, tvangsindgreb over for indvandrerfamilierne, strengere straffe osv. Og hele kampagnen skulle finansieres af lejerne, ved at tage milliarder fra Landsbyggefonden
Af Jakob Lindberg

Så galt gik det ikke. Regeringens hårde og uretfærdige udspil udløste en uventet kraftig modstand. Den kom fra lejerorganisationerne, boligselskaberne og kommunerne med mange borgmestre i spidsen. Også mange jurister, socialrådgivere og andre sagkyndige med interesse i integrationsspørgsmål kom på banen, og diskussionen fik en bred dækning i medierne.

Det var ventet, at partierne i rød blok ville være kritiske over for finansieringen af Løkkes kampagne, men noget uventet fik rød blok støtte af Dansk Folkeparti i spørgsmålet om finansieringen. Havde Dansk Folkeparti støttet regeringen i ønsket om at lade Landsbyggefonden betale det hele, havde det set sort ud for den almene boligsektor. Så ville Landsbyggefonden være blevet drænet i en sådan grad, at de ”almindelige” boligafdelinger uden for de udsatte områder ville være blevet afskåret fra støtte fra fonden til de helt nødvendige moderniseringer.

Dansk Folkeparti valgte at slutte sig til rød bloks kritik af regeringens finansieringsplan. Det skabte et flertal til venstre i folketinget, der kunne have bragt regeringen i mindretal. Regeringen havde i den situation ikke andet valgt end at gå med i et bredt forlig.

Forliget blev kaldt, ”Initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund”. Det blev indgået mellem Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti

 

Aftalen

Man blev enige om følgende 5 elementer:

  1. A) Nye pistokriterier
  2. B) Fysiske forandrede boligområder
  3. C) Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte pistoområder
  4. D) Mere håndfast styring af, hvem der kan bo i udsatte boligområder
  5. E) Øvrige initiativer, f.eks. afsætning af 13 mio. kr. til at evaluere den almennyttige sektors effektiviseringsindsats

Punkt 5 behøver vi ikke at omtale yderligere, da det er blottet konkret indhold. De øvrige 4 vil jeg kort referere:

 

Nye pistokriterier

De fem hidtidige kriterier bibeholdes, men indholdet justeres en smule. Kriterierne kommet til at gælde for fysisk sammenhængende almene boligafdelinger med mindst 1.000 beboere

  1. Andelen af 18-24 årige uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse overstiger 40 % som gennemsnit over det seneste to år
  2. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har grundskoleuddannelse overstiger 60 %
  3. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende udgør mindre end 55 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

4) Andelen af beboere på 18 år og derover, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år

5) Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 %

Hvis et boligområde opfylder 2 af de fire første kriterier kalder regeringen det for et ”udsat boligområde”. Hvis et boligområde tillige opfylder nr. 5 er det et pistoområde. Det betyder, at der for øjeblikket er 55 udsatte boligområder og 30 pistoområder. De pistoområder, der har stået på listen i mindst de seneste 4 år kalder regeringen for ”de hårdeste pistoområder”. Dem er der 16 af i øjeblikket.

 

Fysisk forandrede boligområder

Målet med dette aftalepunkt er at ændre den fysiske sammensætning i pistoområderne. Konkret skal de boligselskaber der administrerer ”de hårdeste pistoområder” inden 6 måneder indsende en udviklingsplan for hvordan, man kan nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 % i 2030.

Hvis ikke boligselskabet kan præstere en sådan udviklingsplan vil man ikke kunne få støtte fra Landsbyggefonden.

Meningen er at tvinge boligselskaberne til at sælge eller nedrive mindst 60 % af boligerne i et sådant område eller at der bygges nye ejerboliger således at man kommer ned på højst 40% almene boliger. De eksisterende lejere vil blive opsagt. Der skal gives tilbud om erstatningsbolig samt flyttehjælp.

 

Fuld afvikling af de mest udsatte pistoområder

Dette betyder at boligministeren kan beslutte en afvikling af et eller flere af de hårde pistoområder. Nedrivningen skal bane vej for opførelse af nye boliger, hvoraf højst 25 % må være almene boliger. Det kan dog kun ske med opbakning fra forligspartierne, hvis disse udgør flertallet i Folketinget.

 

Håndfast styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder

Dette indebærer, at kommunerne forhindres i at anvise boliger i de udsatte boligområder til kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere m.fl.

Der skal også indføres obligatorisk fleksibel udlejning, således at folk i beskæftigelse eller uddannelse får fortrinsret frem for arbejdsløse og pensionister uanset hvor længe de har stået på venteliste.

Kriminelle skal kunne nægtes at bosætte sig i et udsat boligområde.

Lejere og husstandsmedlemmer skal kunne udsættes af deres bolig ved en umiddelbar fogedforretning. hvis de begår ”utryghedsskabende” kriminalitet inden for 1 km. fra den ejendom, hvor de bor.

Fra ghetto til pisto

Af Jakob Lindberg
Blad nr 83
18. juni 2018
Almen udlejning, Boligpolitik,
Tema: Udsatte boligområder
Siden Lars Løkke bebudede, at han vil afskaffe ghettoerne, har debatten om raset om ordet ”ghetto”. Mange lejere i den almene boligsektor har kritiseret ordet. Det er blevet set som en nedværdigende betegnelse, der påklistres nogle boligområder, som regeringen og deres bedsteborgerlige vælgere ikke kan lide
Af Jakob Lindberg

Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning. Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er lige så uønskede som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme.

Ghettoen i Warszawa under 2. verdenskrig

Selvmodsigende fordi regeringen jo netop ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme.

Menneskers hjem

I et interview i sidste nummer af dette blad, kritiserede Jesper Nygård – direktør for Realdaniafonden – den retorik, som ghetto-betegnelsen er en del af:

– Jeg kan godt forstå, hvis nogle af beboerne i den almene sektor føler sig som det, du kalder ’uønskede elementer’ og måske også føler, at alle bliver skåret over én kam.

Jesper Nygård brugte selv ordet ”ghetto” i den danske debat i 90-erne, da han havde en central stilling i den almene boligbevægelse. Nu siger han, at han ikke bruger ordet mere.

I interviewet pegede han på, at de danske boligområder, der står på regeringens ”ghettoliste” slet ikke kan sammenlignes med det, som man i udlandet kalder ghettoer, fordi de kvalitetsmæssigt og socialt ligger på et meget højere niveau. Han opfordrede politikerne og medierne til at anerkende den positive udvikling, der er sket i de udsatte boligområder og afsluttede sin kommentar til debatten om ghettobetegnelsen med følgende ord:

– Og så skal vi tale ordentligt om problemerne og huske på, at det er mange tusinde menneskers hjem vi taler om.

 

Presselogen

På TV-2 News tog man emnet op til diskussion i begyndelsen af juni måned. Debattøren Özlem Cekic kritiserede mediernes ukritiske brug af ”ghetto”, men de tilstedeværende redaktører – med undtagelse af TV2s repræsentant – var helt uimodtagelige. De forsvarede bruget af ordet ghetto, fordi man havde brug for et kort ord, der forklarede, hvad det var for områder, man talte om. Som Informations repræsentant udtrykte det, kunne man ikke bruge en betegnelse på mange stavelser. Han sigtede formentlig på udtrykket, ”udsatte boligområder”, som er på 8 stavelser.

Skal man være helt præcis så burde de områder, vi taler om, hedde: områder-optaget-på-en-liste-i-boligministeriet-over-områder-med-lav-beskæftigelse-overvægt-af-indvandrere-og-efterkommere-og-en-lidt-højere-kriminalitet-end gennemsnittet-af-danske boligområder.

Redaktørerne har ret i, at anvendelsen af denne betegnelse ville få læserne til at stå af. I al sprogbrug laver vi kompromisser mellem præcision og mundrethed. ”Ghetto” er meget mundret, men ekstremt upræcist. Det siger overhovedet ikke noget om de faktorer, der indgår i ”ghettolisten”

”Udsatte boligområder” er knap så mundret, men meget mere præcist end ”ghetto”. I denne forbindelse hentyder ordet ”udsat” til, at boligområdet er udsat for større arbejdsløshed, flere indvandrere og lidt højere kriminalitet. ”Udsatte boligområder” er absolut brugbart, men det har én ulempe i journalistikken: Man kan ikke lave ordsammensætninger af det.

 

Brændemærkning

Som følge af regeringens planer om tvangsindgreb over for børn i de udsatte boligområder, har vi brug for et ord for disse børn. Medierne har været hurtige med at kalde dem ”ghettobørn”, hvilket er ekstremt ubehageligt. Med dette ord brændemærker man ikke blot et boligområde, men også de børn, der bor i det. I skolegården vil et ”ghettobarn” risikere at blive mobbet på samme måde som man i tidligere tider mobbede ”jødedrenge” og ”sigøjnertøse”

Vi har brug for et kort ord for de udsatte boligområder, der kan sættes sammen med andre ord og dermed erstatte ”ghettobarn”, ”ghettolovgivning, ”ghettoplan” osv.

 

Forslag

Nye ord kan dannes som initialord, også kaldet akronymer. Et initialord dannes af forbogstaverne af andre ord. ”FN” er f.eks. et initialord, fordi det er dannet af ”Forenede Nationer”. Et andet eksempel er RASK, som indtil for få år siden var navnet på Roskilde Amts Sygehus i Køge.

Initialord bruges som regel i navne på organisationer, men der er intet i vejen for, at man kan danne almindelige navneord som initialord.

Man kunne f.eks. bruge ordet ”ubo” som erstatning for ”udsat boligområde”. Det er kort, men ikke særligt elegant, og så minder det for meget om ”ufo”, som i øvrigt også er et initialord, (Uidentificereret Flyvende Objekt).

Initialord kan bruges til at lægge en positiv betydning ind i et ord. Regeringens liste over udsatte boligområder, der skal gøres noget ved er et led i et projekt, med en målsætning, der kan beskrives som ”Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Trivsel og Orden”. Det vil derfor være natuligt at omtale et område på regeringens liste som en pisto.

Ordet kan bøjes på normal måde, som i pistoer og pistoerne. Det kan også nemt sættes sammen med andre ord, som i pistoplan, pistobeboer, pistokultur, osv.

 

Kystparken i Storkøbing

Hvis alt går vel vil pisto udkonkurrere et ulækre ord ”ghetto”. Om få år vil vi måske kunne læse denne solstrålehistorie i pressen:

– Kystparken i Storkøbing har i de sidste par år gennemgået en positiv udvikling. Da bebyggelsen i 2019 blev optaget på regeringens pistoliste – som den gang kaldtes ”ghetto-listen” – var både boligselskabet og beboerne kede af det, da man følte, at Kystparken på den måde blev påduttet et dårligt ry.

– I dag er beboerne glade. Dels blev en del lejligheder revet ned som følge af Storkøbing Kommunes pistostrategi. Det førte til, at området blev forsynet med nye og attraktive grønne områder. Der blev også taget initiativ til en lang række projekter som f.eks. jobskabelse for indvandrerkvinder og kontanthjælpsmodtagere. Derudaf voksede en del små lokale virksomheder, der i dag virker uden tilskud fra det offentlige. Og der kom lokale legestuer med pædagoger til hjælp for små børn fra hjem, hvor man ikke taler dansk, for ikke at tale om de mange klubaktiviteter med alt lige fra petanque til kajakroning.

– I centrum for alle disse initiativer stod et lokalt pistosekretariat, bestående af både af socialrådgivere fra Storkøbing Kommune, ansatte i Storkøbing Boligselskab og aktive beboere. Pistosekretariatets seneste initiativ går ud på at ….

Læs også min artikel fra 2015:

Det grimme ord: ghetto

Hvor kommer pengene fra?

Af Jakob Lindberg
Blad nr
18. juni 2018
Almen udlejning, Boligpolitik, ,
Tema: Udsatte boligområder
Landbyggefonden undgik en total plyndring, men det er ikke ensbetydende med at det bliver gratis for de almene lejere. 10 mia. kroner fra fonden skal øremærkes til renoveringer, nedrivninger boligsocial indsats og vejbyggeri i udsatte boligområder.

 

Af Jakob Lindberg

Forligspartierne har lavet en aftale om, hvordan landsbyggefonden skal bruge sine penge i perioden 2019-2026.

Den samlede ramme bliver 10 mia kroner. Godt halvdelen – 5,28 mia. skal bruges til renoveringer. 3,04 mia skal bruges til boligsocial indsats, heraf regner man med at 1,92 mia kr skal bruges til huslejenedsættelser.

Man vil bruge 1,130 mia kr til ”infrastruktur”, som kan være veje, stier, kloakering og lignende. Det lykkedes altså ikke helt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti at forhindre, at Landbyggefondens penge bliver brugt til investeringer der normalt betales af os alle sammen gennem skatterne.

(Man må håbe, at boligejerne i det ganske land sender en venlig tanke til de lejere, der på den måde er med til at holde deres skatter nede.)

Endelig anslår man at der skal bruges 480 mio kr. fra Landsbyggefonden til nedrivninger:

Læs om aftalen her:

https://www.trm.dk/da/nyheder/2018/bred-aftale-om-opgoer-med-parallelsamfund