Seks midtjyske borgmestre forsøgte for nylig at råbe såvel minister Carsten Hansen, myndigheder og offentlighed op. De fremsatte en appel om hjælp til de almene afdelinger i udkantskommunerne, da disse er truet af konkurs. Appellen blev mødt med tavshed.
Ligegyldighed i forholdt til de truede almene afdelinger er farlig, for der er tale om et reelt problem, som råber på løsninger.
Langt de fleste kommuner landet over står over for et affolkningsproblem. De unge flytter fra landet og ind til de større byer. Der mangler arbejdspladser og uddannelsesmuligheder i udkantsområderne. Mange landsbyer og mindre provinsbyer er i alvorlig befolkningstilbagegang.
Det rammer også lejerne i de almene boliger i disse områder. Mange steder står boliger tomme. Det er ikke alene trist at se på, men det har også en alvorlig økonomisk virkning på de lejere, der er tilbage. Efter reglerne skal en almen boligafdeling hvile i sig selv, og de tilbageværende lejere skal betale lejetabet for de tomme boliger, hvilket betyder at huslejen sættes op. Det fører til en ond cirkel: Når lejen sættes op bliver der flere tomme boliger, hvilket betyder at lejen skal sættes endnu mere op, hvilket betyder at der bliver flere tomme boliger, osv. osv..
Løsningen er ikke svær, hvis vi ser isoleret på de almene boligafdelingers økonomi. Med en overkommelig merudgift vil man kunne lave en særlig finansieringsordning for udkantsområdernes almene afdelinger, således at tilbagebetalingen af prioritetsydelserne strækkes over en længere årrække. Derved kan lejen nedsættes.
Men det løser ikke det grundlæggende problem, som er at der mangler arbejdspladser og uddannelsesmuligheder. Ønsker man at bevare de mindre bysamfund, skal der udformes en gennemgribende regionalpolitik, som sikrer at udkantsområderne kan bevares som levedygtige samfund.
Politikerne kan med fordel se, hvordan Norge har løst dette problem. Her ofres der store ressourcer på at sikre arbejdspladser og social velfærd i selv meget tyndt befolkede områder.
Det er dyrt, men nødvendigt. Alternativet er et Danmark, der “brækker over”. Det kan vi ikke være tjent med.