Tag-arkiv: Almen Modstand

Klage til Folketingets Ombudsmand over Aarhus Kommunes Anvisningspraksis

Aarhus Kommune vil indføre diskrimination mod boligsøgende af ikke-vestlig herkomst. Dette har nu ført til en klagesag hos ombudsmanden. Vi bringer den uforkortede klage her.

 

Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen

En kortere artikel om sagen kan med fordel læses på dette link

 

Af Kasper Fuhr Christensen

Til Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K

På vegne af en gruppe af fysiske personer bestående af
1. Peter Ussing
2. cand.psych. John Graversgaard,
3. socialrådgiver Solveig Munk,
4. Peter Iversen,
5. Jakob Lindberg,
6. advokat Morten Tarp,
7. advokat Niels-Erik Hansen,
8. advokat Bjarne Overmark,
9. stud.jur. Kasper Fuhr Christensen

påklages Aarhus Kommunes praksis for anvisning af almene boliger hermed af undertegnede, stud.jur. Kasper Fuhr Christensen, idet der nedlægges følgende

 

PÅSTAND
1. Aarhus Kommunes praksis for anvisning af almene boliger er ulovlig.
2. Forvaltningen i Aarhus Kommune er bekendt med, at kommunens praksis for anvisning af almene boliger efter al sandsynlighed er ulovlig.
3. Forvaltningen i Aarhus Kommune har vildledt Aarhus Byråd i spørgsmålet om lovligheden af Aarhus Kommunes praksis for anvisning af almene boliger.

ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR PÅSTAND 1
Til støtte for påstand 1 gøres gældende,

  • at Aarhus Kommunes administrative praksis er, at kun danske
    statsborgere kan anvises en almen bolig beliggende i et
    område med en høj andel af beboere med ikke-dansk
    baggrund.
  • at der således sker forskelsbehandling på baggrund af nationalitet, for så vidt angår Aarhus Kommunes anvisning af almene boliger i områder med en høj andel af beboere med ikke-dansk baggrund
  • at denne forskelsbehandling ikke er begrundet i meget vægtige grunde i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 14’s forstand,
  • at denne forskelsbehandling derfor må anses for ulovlig, jf. EMRK art. 14, jf. art. 8.

For så vidt angår påstand 1, henvises til støtte for

– første anbringende: til bilag 1, s. 9 f., bilag 2, s. 24, bilag 8, s. 4, bilag 12, s. 3, bilag 13, s. 2, bilag 14, s. 1 og bilag 15, s. 4,

– tredje anbringende: til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom af 16. september 1996, Gaygusuz mod Østrig, og bilag 11, s. 4 ff.,

– fjerde anbringende: til bilag 11, især s. 4 ff.

Til støtte for påstand 1 gøres yderligere gældende, at Aarhus Kommunes påberåbelse af varetagelse af integrationshensyn ikke kan føre til, at forskelsbehandlingen må anses for lovlig. Til støtte herfor henvises til dommen U.1991.358/2 ØLD (fremlægges som bilag 17), i hvilken Østre Landsret tog stilling til Ishøj Kommunes
daværende administrative praksis, der bevirkede, at boligsøgende uden dansk statsborgerskab i et antal tilfælde alene med baggrund i de pågældendes nationalitet ikke var blevet indstillet eller godkendt til en lejlighed. Landsretten fandt forskelsbehandlingen ulovlig, og af præmisserne fremgår, at det ikke fandtes at gøre
nogen forskel heri, at kommunens formål angiveligt var “at varetage hensyn til en rimelig integration af fremmedsprogede tilflyttere og til en løsning af stigende økonomiske problemer hos boligselskaberne”

ANBRINGENDER TIL STØTTE FOR PÅSTAND 2 OG 3
Til støtte for påstand 2 og 3 gøres gældende,

  • at ledende embedsmænd i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune den 18. december 2018 modtog Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018,
  • at forvaltningen i Aarhus Kommune herved blev bekendt med, at kommunens gældende praksis for anvisning af almene boliger i områder med en høj andel af borgere med ikke-dansk baggrund efter al sandsynlighed var ulovlig,
  • at kommunens administrative praksis på trods heraf ikke blev ændret,
  • at Aarhus Byråd ikke af forvaltningen blev orienteret om indholdet notatet af 10. december 2018,
  • at forvaltningen bibragte Aarhus Byråd en opfattelse af, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018 enten undlod at forholde sig til lovligheden af forskels- behandling på baggrund af nationalitet i den kommunale anvisning af almene boliger eller vurderede, at en sådan forskelsbehandling ville være lovlig,
  • at forvaltningen i Aarhus Kommune således har vildledt Aarhus Byråd.

For så vidt angår påstand 2 og 3, henvises til støtte for

– første anbringende: til bilagene 10 og 11,

– andet anbringende: til bilag 11, især s. 4 ff.,

– tredje anbringende:til bilag 13, s. 2, bilag 14, s. 1 og bilag 15, s. 4 f.,

– fjerde anbringende: til bilag 13, s. 2 e.c., og bilag 14, s. 1 e.c.,

– femte anbringende: til bilag 13, s. 2, bilag 14, s. 1 og bilag 15, s. 4 f.

 

SAGSFREMSTILLING

I 1996 vedtog Aarhus Byråd følgende:

»I den kommunale boligmasse skal tilstræbes en beboerandel på 25 % af flygtninge og indvandrere.«

Beslutningen praktiseres ved, at personer, der ikke har dansk statsborgerskab, ikke kan anvises en bolig i områder med høj andel af beboere med »ikke-dansk dansk baggrund”

Note: Aftale af 19. juni 2018 om udsatte boligområder i Aarhus Kommune, s. 9. Aftalen fremlægges som bilag 1. 2

Som dokumentation herfor henvises til bilag 1, s. 9 f., bilag 2, s. 24, 3
bilag 8, s. 4, bilag 12, s. 3, bilag 13, s. 2, bilag 14, s. 1 og bilag 15, s. 4.
Bilagene præsenteres i det følgende.

***

Den 1. marts 2018 fremlagde regeringen strategien »Ét Danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030«. På grundlag heraf indgås i foråret 2018 en række aftaler mellem flere af Folketingets partier.

I forlængelse heraf indgik alle partier og lister i Aarhus Byråd med undtagelse af Enhedslisten den 19. juni 2018 en aftale om udsatte boligområder i Aarhus Kommune. Aftalen af 19. juni 2018 fremlægges som bilag 1.

Af aftalen fremgår:

»Endelig ønsker forligspartierne at opdatere administrationsgrundlaget for byrådets beslutning fra 1996 om, at ”I den kommunale boligmasse skal tilstræbes en beboerandel på 25 % af flygtninge og indvandrere”. Byrådsbeslutningen praktiseres i dag ved, at ikke-danske statsborgere ikke kan anvises en bolig i områder med høj andel af beboere med ikke-dansk baggrund. Det betyder samtidig, at personer med ikke-vestlig baggrund godt kan anvises en bolig i disse områder, hvis de har opnået dansk statsborgerskab. Derved kan de påvirke andelen af ikke-vestlige i området.

Med folketingspartiernes nye definition af ghettoer m.v. forstærkes betydningen af andel af ikke-vestlige i forhold til om et område karakteriseres som en ’ghetto’. Forligspartierne er derfor enige om at opdatere administrationsgrundlaget i forhold til beslutningen fra 1996, så den praktiseres ved, at ikke-vestlige borgere ikke anvises til områder med høj andel af ikke-vestlige beboere. Samtidig justeres retningslinjen til max 50 %, svarende til den nationale tærskel for, hvornår et område kan karakteriseres som en ’ghetto’.«

Note: Det er uklart, hvem der omfattes af betegnelsen »ikke-dansk baggrund«, og hvilket indhold begrebet konkret tillægges i Aarhus Kommunes praksis. Det forekommer nærliggende at antage, at begrebet defineres negativt som personer, der ikke er omfattet af Danmarks Statistiks herkomstgruppe »personer med dansk oprindelse«, der omfatter personer, der har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark. Der henvises til Danmarks Statistiks hjemmeside: https://www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/statistikdokumentation/indvandrere-og-efterkommere/indhold

Note: Der henvises til regeringens hjemmeside: https://www.regeringen.dk/nyheder/aftaler-om-indsats-mod-parallelsamfund/

Forligspartierne var således enige om at erstatte dagældende praksis, hvorefter der forskelsbehandledes på baggrund af nationalitet, med en ny praksis, efter hvilken der skulle forskelsbehandles på baggrund af etnicitet.

På trods af aftaletekstens ordlyd blev administrationsgrundlaget ikke »opdateret«. Det fremgår af Aarhus Kommunes notat af 1. oktober 2018 om besvarelse af 10-dages forespørgsel fra Enhedslisten i Aarhus Byråd, at der var brug for en afklaring af
»de nærmere rammer for den kommunale anvisningspraksis med Transport-,Bygnings- og Boligministeriet«, før den mellem forligspartierne aftalte ændring kunne gennemføres. Notatet af 1. oktober 2018 fremlægges som bilag 1 A. 6

***

Alle kommuner, der huser en såkaldt »hård ghetto«, deltager i det såkaldte »implementeringsforum vedr. initiativer til bekæmpelse af parallelsamfund«. Som dokumentation herfor henvises til:

1) invitation af 10. september 2018 til andet møde i implementeringsforum (fremlægges som bilag 4)
2) specialkonsulent i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet Iben Ørum Rasmussens mail af 22. oktober 2018 til de forventede deltagere i 2. møde i implementeringsforum indeholdende dagsorden, deltageroversigt og invitation
(fremlægges som bilag 5)
3) Transport-, Bygnings- og Boligministeriets notat af 12. oktober 2018 om dagsorden for 2. møde i implementeringsforum den 25. oktober 2018 (fremlægges som bilag 6),

4) deltageroversigt af oktober 2018 for 2. møde i implementeringsforum (fremlægges som bilag 7)

I implementeringsforum repræsenteres kommunerne af embedsmænd. Foruden kommunerne deltager embedsmænd fra Kommunernes Landsforening og flere ministerier. På det 2. møde i implementeringforum den 25. oktober 2018 repræsenteredes Aarhus Kommune af juridisk chef Christian Mølgaard og specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling Anders Leth Nielsen.

I tilknytning til mødet i implementeringsforum den 25. oktober 2018 fremsatte specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling Anders Leth Nielsen i en mail af 10. oktober 2018 ønske om drøftelse af en række punkter. Mailen fremlægges som bilag 3.

Heraf fremgår, at Aarhus Kommune blandt andet ønskede at drøfte følgende spørgsmål:

»Hvilke muligheder har kommunerne for at påvirke ghettokriteriet om andel ikke-vestlige beboere ved brug af kommunal anvisning, udlejningsredskaber m.v.?
i. Kan en kommune fx ”skele” til andel beboere med ikke-vestlig herkomst når den kommunale anvisningsret udnyttes?
ii. Kommunen kan efter § 63c i lov om almene boliger betale flyttehjælp til udvalgte grupper i udvalgte afdelinger for at stimulere fraflytningen af mindre ressourcestærke beboere i problemramte afdelinger. Kan den berettigede personskreds i den forbindelse være målrettet beboere af ikke-vestlig baggrund. Fx om beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet og som samtidig har ikke-vestlig baggrund kan få flyttehjælp?«

Det fremgår af dagsordenen for andet møde i implementeringsforum, at deltagerne skulle diskutere kommunernes »mulighed for med udlejningsredskaberne at
påvirke beboersammensætningen i forhold til ghettokriterierne« . 

***

Den 1. december 2018 ikrafttrådte en række væsentlige lovændringer affødt af de aftaler, der i maj 2018 blev indgået mellem Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og regeringen på baggrund af sidstnævntes strategi af 1. marts 2018 imod parallelsamfund. I tilknytning hertil indstillede rådmændene for hhv. Teknik og Miljø og Sociale Forhold og Beskæftigelse nye anvisnings- og udlejningsregler i udsatte boligområder til Aarhus Byråd. I den forbindelse udarbejdedes et indstillingsnotat af 3. december 2018. Notatet fremlægges som bilag 8.

Heraf fremgår:

»I dag tager den håndholdte afbalancerede anvisning afsæt i den boligsøgendes behov og beboersammensætningen i den boligafdeling, som den boligsøgende anvises til. Anvisningen sker med baggrund i borgerens statsborgerskab.

(…)

Med regeringens udspil Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen Ghettoer
i 2030 er der lagt vægt på, at andelen af ikke-vestlige borgere ikke må
overstige 50 % i de almene boligområder. Derfor er det under afklaring med
Justitsministeriet om anvisning efter borgerens statsborgerskab kan erstattes
af ikke-vestlig herkomst. Anvisningens praksis fortsætter som hidtil, indtil der
foreligger en afklaring på dette.«

Det fremgår af referatet af Aarhus Byråds møde den 20. februar 2019, at Borgmesterens Afdeling den 13. december 2018 påtegnede indstillingen, herunder indstillingsnotatet af 3. december 2018, uden bemærkninger. Referatet fremlægges som bilag 9.
Den 17. december 2019 behandledes sagen i Magistraten, hvor et flertal indstillede sagen vedtaget.

***

Den 18. december 2019 sendte specialkonsulent i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet Iben Ørum Rasmussen en mail til deltagerne i andet møde i implementeringsforum, herunder Christian Mølgaard, juridisk chef i Aarhus Kommune, og Anders Leth Nielsen, specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune. Mailen af 18. december 2019 fremlægges som bilag 10.

Heraf fremgår:

»Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Justitsministeriet har udarbejdet et notat med en juridisk vurdering, der besvarer kommunernes spørgsmål.«14

Vedlagt mailen af 18. december 2018 var et notat af 10. december 2018 udarbejdet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Notatet besvarer en række spørgsmål om udlejnings- og anvisningskriterier stillet af Københavns og Aarhus kommuner. I notatet udtaler Justitsministeriet sig også om spørgsmålene. Notatet af 10. december 2018 fremlægges som bilag 11.

De i notatet af 10. december 2018 omtalte spørgsmål rejst af Aarhus Kommune svarer til ovenfor citerede uddrag af specialkonsulent Anders Leth Nielsens mail af 10. oktober 2018.
De i notatet omtalte spørgsmål rejst af Københavns Kommune lyder:

»Københavns Kommune spørger ministeriet om, det vil være lovligt at anvende de følgende kriterier i forbindelse med udmøntning af § 60, stk. 4. Københavns Kommune ønsker at anvende 5 supplerende kriterier, som vil give fortrinsret til personer, som foruden at være i fuldtidsbeskæftigelse eller
under uddannelse også:

1. Ikke inden for de seneste 2 år har været på offentlig forsørgelse (gælder personer mellem 18-64 år)
2. Ikke inden for de seneste to er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer
3. Har mere end grundskoleuddannelse (gælder for personer mellem 30-59 år)
4. Har en gennemsnitlig bruttoindkomst på mindst 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst (gælder for personer mellem 15-64 år)
5. Har mindst én forældre født i vestligt land og vestlig/dansk statsborgerskab«

Styrelsens vurdering fremgår af s. 1 ff., mens Justitsministeriets vurdering fremgår af s. 3 ff.

Af styrelsens vurdering fremgår:

»Kommunalbestyrelsen skal således beslutte den nærmere udformning af de konkrete anvisningskriterier. Der kan fastsættes anvisningskriterier, der nøje afspejler de lokale forhold og behov i et område. Formålet er at styrke beboersammensætningen i udsatte boligområder.

Af ministeriets vejledning om fleksible udlejningsregler og beboermaksimum fremgår, at da de særlige udlejningskriterier bl.a. vil afhænge af lokale forhold, er der ikke bindinger med hensyn til, hvilke kriterier der kan aftales. Der må dog ikke ske diskrimination over for bestemte grupper begrundet i race, hudfarve, afstamning eller national eller etniske oprindelse eller lignende, når der aftales udlejningskriterier, der giver fortrinsret for særlige grupper af boligsøgende.«

Vedrørende tilskud til dækning af flytteudgifter og etableringsudgifter anfører styrelsen:

»Der gælder de samme krav til fastsættelse af kriterier vedr. den berettigede personkreds, som ovenfor anført. Der må således ikke ske diskrimination over for bestemte grupper begrundet i race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse eller lignende, men der kan fastsættes kriterier, der afgrænser den støtteberettigede personkreds af boligsøgende.«

Om forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) udtaler Justitsministeriet:

»Efter artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) skal nydelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder og friheder sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller andet forhold. Bestemmelsen i artikel 14 indeholder således et forbud mod usaglig forskelsbehandling, der efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis indebærer, at personer i sammenlignelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens, og at forskelsbehandling kun er berettiget, hvis den har et legitimt formål og samtidig står i et rimeligt forhold til dette formål.

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at bestemmelsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Det betyder, at bestemmelsen kun kan anvendes sammen med én eller flere af disse bestemmelser. Heri ligget intet krav om, at en anden rettighed skal være krænket, men derimod alene et krav om, at den foreliggende situation skal ligge inden for rettighedens anvendelsesområde (”ambit”).

Domstolen indrømmer konventionsstaterne en vis skønsmargin ved vurderingen af, om og i hvilket omfang forskelsbehandling i ellers sammenlignelige situationer kan begrundes. Omfanget af denne skønsmargin varierer afhængigt af de nærmere omstændigheder, emneområdet og baggrunden. Domstolen har bl.a. fastslået, at staterne – når det drejer sig om generel økonomisk politik og samfundsmæssige forhold – må indrømmes en bred skønsmargin, jf. f.eks. dom af 12. april 2006, Stec m.fl. mod Storbritannien. Derimod kræves der meget vægtige grunde, for at Domstolen ville kunne anse forskelsbehandling alene på grundlag af nationalitet for forenelig med konventionen, jf. f.eks. dom af 16. september 1996, Gaygusuz mod Østrig. I bl.a. dom af 24. maj 2017, Biao mod Danmark, har Domstolen endvidere fastslået, at ingen forskelsbehandling baseret alene eller i afgørende grad på en persons etniske oprindelse kan begrundes i et nutidigt demokratisk samfund, og at der må anføres tvingende eller meget tungtvejende grunde for at begrunde indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnisk oprindelse.«

Justitsministeriet forholder sig først til, om forslaget fra Københavns Kommune er omfattet af anvendelsesområdet for EMRK art. 14, jf. art. 8. Idet der henvises til sagen Bah mod Storbritannien, dom af 27. september 2011, præmis 40, finder
Justitsministeriet det »mest nærliggende at antage«, at den af Københavns Kommune foreslåede ordning er omfattet heraf. Ifølge ministeriet gælder det samme for den af Aarhus Kommune foreslåede ordning.

Ministeriet bemærker, at det femte kriterium foreslået af Københavns Kommune vil medføre forskelsbehandling på baggrund af nationalitet eller etnicitet, og at det samme gælder for Aarhus Kommunes forslag. I den forbindelse bemærkes:

»Som anført ovenfor er forskelsbehandling omfattet af EMRK artikel 14 ikke uden videre at betegne som diskriminatorisk og dermed i strid med bestemmelsen. EMRK artikel 14 stiller krav om, at forskelsbehandling skal være objektivt og sagligt begrundet. I forbindelse med denne vurdering vil det derfor være afgørende, om der på et fagligt grundlag kan peges på saglige begrundelser for det påtænkte initiativ og på, at initiativet udgør et proportionalt middel til at forfølge dette formål. Det bemærkes endvidere, at det ifølge den oven for gengivne retspraksis fra Domstolen vil kræve meget vægtige grunde, hvis en forskelsbehandling på baggrund af nationalitet skal kunne begrundes.«23

Justitsministeriet finder ikke, at den af hhv. Københavns og Aarhus kommuner foreslåede forskelsbehandling på baggrund af nationalitet eller etnisk baggrund kan gennemføres inden for rammerne af EMRK art. 14, jf. art. 8:

»Det vurderes i forbindelse med anvisning til udsatte boligområder ikke at være sagligt at lægge vægt på de pågældende personers statsborgerskab eller deres oprindelse. Der kan endvidere ikke umiddelbart peges på sådanne grunde.«

Om Aarhus Kommunes forslag konkluderes:

»Det vurderes derfor på det foreliggende grundlag, at forslaget om kommunal anvisning og flyttehjælp ikke vil kunne indføres inden for rammerne af EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 8.«

Justitsministeriet finder således, at det i medfør af ERMK art. 14, jf. art. 8, vil være ulovlig diskrimination, hvis der i den kommunale anvisning af almene boliger sker forskelsbehandling på baggrund af etnisk baggrund. Herudover er det ministeriets opfattelse, at det i den forbindelse også vil være ulovligt, hvis der forskelsbehandles på baggrund af nationalitet.

Set i lyset heraf er det således ikke kun de aarhusianske forligspartiers ønske om at erstatte forskelsbehandling på baggrund af nationalitet med etnisk forskelsbehandling, der er retsstridigt. Også den gældende aarhusianske anvisningspraksis, hvorefter der forskelsbehandles på baggrund af nationalitet, må i medfør heraf anses for ulovlig.

***

Som omtalt ovenfor modtog Christian Mølgaard, juridisk chef i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune, og Anders Leth Nielsen, specialkonsulent i samme afdeling, notatet den 18. december 2018.

Det er klagers opfattelse, at forvaltningen i Aarhus Kommune herved blev bekendt med, at kommunens gældende praksis for anvisning af almene boliger i områder med en høj andel af borgere med ikke-dansk baggrund efter al sandsynlighed var ulovlig.

På trods heraf orienteredes Aarhus Byråd ikke herom, inden indstillingen af 3. december 2018 om nye anvisnings- og udlejningsregler behandledes på et møde i Aarhus Byråd den 16. januar 2019. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018 blev ikke vedlagt sagen som bilag, og indstillingsnotatet af 3. december 2018 opdateredes ikke. Af sidstnævnte fremgår som nævnt ovenfor:

»Derfor er det under afklaring med Justitsministeriet om anvisning efter borgerens statsborgerskab kan erstattes af ikke-vestlig herkomst. Anvisningens praksis fortsætter som hidtil, indtil der foreligger en afklaring på dette.«

Aarhus Byråd blev således ikke oplyst om, at såvel det mellem forligspartierne aftalte etniske anvisningskriterium som det gældende statsborgerskabskriterium ifølge Justitsministeriet var ulovlig diskrimination.

På byrådsmødet den 16. januar 2019 påkaldte spørgsmålet om etnisk forskelsbehandling sig ellers en del opmærksomhed. En række spørgsmål herom var medvirkende til, at sagen blev sendt til behandling i miljø- og teknikudvalget. Der henvises til den på Aarhus Kommunes hjemmeside offentliggjorte afskrift af byrådets debat om sagen på mødet den 16. januar 2019. Afskriften fremlægges som bilag 12.

I et notat af 17. januar 2019 svarer forvaltningen på en række af de spørgsmål, der blev rejst på byrådsmødet dagen før. Notatet fremlægges som bilag 13. Heraf fremgår:

»I forhold til de kommunale anvisningsregler vil den håndholdte anvisning fortsat ske med afsæt i den boligsøgendes behov og beboersammensætningen i den boligafdeling, som der anvises til. Anvisningen sker med baggrund i borgerens statsborgerskab.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har truffet afgørelse omkring lovligheden af udelukkende at anvende ikke-vestlig herkomst, når den kommunale anvisningsret benyttes. Det er vurderingen, at det ikke er lovligt kun at tillægge herkomst betydning.«

Det må antages, at der i ovenstående henvises til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018, selv om dette ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Det anføres således, at det efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens vurdering vil være ulovligt, hvis anvisningen sker på baggrund af etnisk herkomst. Det udelades imidlertid, at også Justitsministeriet finder, at etnisk forskelsbehandling i den kommunale boliganvisning er ulovlig, samt at det efter Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens og Justitsministeriets vurdering også er ulovligt at forskelsbehandle på baggrund af nationalitet. Formuleringerne »kun« og »udelukkende« synes ikke at stemme fuldstændig overens med indholdet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018.

Det er klagers opfattelse, at forvaltningen herved bibragte Aarhus Byråd en opfattelsen af, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018 enten undlod at forholde sig til lovligheden af forskelsbehandling på baggrund af nationalitet i den kommunale anvisning af almene boliger eller vurderede, at en sådan forskels-
behandling ville være lovlig. Forvaltningen har således har vildledt Aarhus Byråd.

På miljø- og teknikudvalgets møde den 6. februar 2019 blev sagen udsat. På udvalgets møde den 18. februar 2019 indstillede et flertal sagen tiltrådt. Af udvalgserklæringen fra sidstnævnte møde (fremlægges som bilag 14) fremgår:

»På et spørgsmål fra udvalget om rammerne for den kommunale
anvisningsret forklarede forvaltningen, at den håndholdte anvisning fortsat vil ske med afsæt i den boligsøgendes behov og beboersammensætningen i den boligafdeling, som der anvises til. Anvisningen sker med baggrund i borgerens statsborgerskab.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har truffet afgørelse omkring lovligheden af udelukkende at anvende ikke-vestlig herkomst, når den kommunale anvisningsret benyttes. Det er vurderingen, at det ikke er lovligt udelukkende at tillægge herkomst betydning.«

På Aarhus Byråds møde den 20. februar 2019 fremførte et enkelt byrådsmedlem kritik af, at Trafik- Bygge og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018 ikke var vedlagt sagen. Pågældende byrådsmedlem påpegede, at det i notatet af 10. december
2018 vurderedes, at forskelsbehandling på baggrund af nationalitet også ville være ulovligt, hvorfor der efterspurgtes en juridisk vurdering heraf.

Note: Der henvises til Solveig Munks udskrift af 27. februar 2019 fra lydoptagelse af Aarhus Byråds møde den 20. februar 2019 (fremlægges som bilag 15), s. 1. Der henvises også til lydoptagelsen af Aarhus Byråds debat om sagen på Aarhus Kommunes hjemmeside: https://aarhus.dk/Player/Embed/?url=https%3a%2f%2faakesdhaudio.azureedge.net%2faudio%2f2019%2f14_2019.02.20.mp3

Som svar herpå bemærkede rådmanden for Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse:

»I Aarhus Kommune har vi jo i en årrække, efter min mening rigtigt, stræbt efter at sikre en blandet beboersammensætning i alle kommunens kvarterer. Det er blandt andet også et af hovedærinderne med den boligpolitik, vi har vedtaget at arbejde efter, med et bredt flertal i byrådet bag. Vi har også i en lang årrække i den kommunale, sociale boligtildelingsanvisningspraksis taget hensyn til beboersammensætningerne i de afdelinger, vi har anvist til.
Og der har vi i en del år brugt et statsborgerskabskriterium som udgangspunkt. Og så har vi i forlængelse af den nye statslige lovgivning og de aftaler, vi har lavet i Aarhus Byråd, jo afsøgt muligheden for at bruge et herkomstkriterium. Vi har hele tiden fortsat med at bruge statsborgerskabskriteriet, og med den afklaring, der nu ligger med staten, så vil vi også fortsætte med at bruge det i fremtiden.«

Rådmanden for Magistratsafdelingen for Miljø og Teknik, der tilsyneladende var bekendt med kommunens korrespondance med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, svarede også på kritikken:

»Og min rådmandskollega Kristian Würtz har ganske fint redegjort for det spørgsmål, der blev rejst i forhold til det faktuelle. Der har foregået en dialog for at finde kriteriet i forhold til en aftale, der er lavet på Christiansborg, så det kunne spille sammen med det, vi er ved at lave her. Det, har ministeriet sagt, er ulovligt. Det har vi selvfølgelig indstillet, det er ikke det, vi skal forholde os til. Vi fortsætter med at bruge de administrative begreber, som vi har gjort tidligere, som lovgivningsmæssigt ikke er ulovligt.«

En af undertegnede udarbejdet tidslinje fremlægges som bilag 16.
Hermed overlades sagen til Folketingets Ombudsmand.

På vegne af ovennævnte gruppe
Stud.jur. Kasper Fuhr Christensen

 

BILAG
Følgende fremlægges som bilag:

Bilag 1: Aftale af 19. juni 2018 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance i Aarhus Byråd om udsatte boligområder i Aarhus Kommune

Bilag 1 A: Notat af 1. oktober 2018 om besvarelse af 10-dages forespørgsel fra Enhedslisten i Aarhus Byråd

Bilag 2: Det Boligsociale Fællessekretariat og Aarhus Kommunes hovedrapport af august 2017 om evaluering af fleksibel udlejning.

Bilag 3 Specialkonsulent i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune, Anders Leth Nielsens mail af 10. oktober 2018 til specialkonsulent i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet Iben Ørum Rasmussen.

Bilag 4 Transport-, Bygnings- og Boligministeriets invitation af 10. september 2018 til andet møde i implementeringsforum vedr. parallelsamfund den 25. oktober 2018

Bilag 5 Specialkonsulent i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet Iben Ørum Rasmussens mail af 22. oktober 2018 til de forventede deltagere i andet møde i implementeringsforum den 25. oktober 2018

Bilag 6 Notat af 12. oktober 2018 indeholdende dagsorden for andet møde i implementeringsforum vedr. parallelsamfund den 25. oktober 2018

Bilag 7 Deltageroversigt af oktober 2018 for andet møde i imple- menteringsforum vedr. parallelsamfund

Bilag 8 Magistratsafdelingerne for hhv. Teknik og Miljø og Sociale Forhold og Beskæftigelses indstillingsnotat af 3. december 2018 vedr. nye anvisnings- og udlejningsregler i udsatte boligområder i Aarhus Kommune

Bilag 9 Referat af Aarhus Byråds møde den 20. februar 2019

Bilag 10 Specialkonsulent i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet Iben Ørum Rasmussens mail af 18. december 2018 til blandt andre Christian Mølgaard, juridisk chef i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune, og Anders Leth Nielsen, special- konsulent i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune

Bilag 11 Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens notat af 10. december 2018 om forslag fra Københavns og Aarhus kommuner om særlige udlejningskriterier

Bilag 12 Den på Aarhus Kommunes hjemmeside offentliggjorte afskrift af byrådets debat om sagen om nye anvisnings- og udlejningsregler i udsatte boligområder på byrådsmødet den 16. januar 2019

Bilag 13 Aarhus Kommunes magistratsafdeling for Miljø og Tekniks notat af 17. januar 2019 om svar på spørgsmål til indstillingen vedrørende nye anvisnings- og udlejningsregler i udsatte boligområder

Bilag 14 Udvalgserklæring af 19. februar 2019 vedr. Aarhus Kommunes Tekniske Udvalgs behandling af sagen om nye anvisnings- og udlejningsregler i udsatte boligområder på udvalgets møde den 18. februar 2019

Bilag 15 Solveig Munks udskrift af 27. februar 2019 fra lydoptagelse af Aarhus Byråds drøftelse af sagen om nye anvisnings- og udlejningsregler på byrådsmødet den 20. februar 2019

Bilag 16 Tidslinje udarbejdet af Kasper Fuhr Christensen

Bilag 17 U.1991.358/2 ØLD

Note: Den komplette klage med noter og vedhæftede bilag kan rekvireres hos Kasper Fuhr Christensen. Kasper.Fuhr.Christensen@randers.dk