Nedsættelse af huslejen

 

Hvis din husleje er højere end lejelovgivningen tillader, kan den blive nedsat. Faktisk oplever vi i lejerforeningerne, at alt for mange lejere desværre affinder sig med at betale for høj husleje. Huslejenævnet, boligretten og det øvrige retssystem har nemlig beføjelse til at nedsætte huslejen i en række tilfælde:

  • Hvis lejen med mindst 10% overstiger “det lejedes værdi”. (Det sammenligningsprincip, hvor man ser på lejeniveauet for andre tilsvarende ejendomme/lejemål i området).
  • Hvis der er mangler ved lejemålet, der i væsentligt omfang nedsætter det lejedes brugsværdi, har du krav på at få huslejen forholdsmæssigt refunderet indtil manglerne er udbedret. (Ved ubeboelighed: Fuld huslejefritagelse, plus udbetaling af erstatning / dækning af omkostninger i forbindelse med midlertidig genhusning).
  • Hvis der er gennemført lejeforhøjelser, som ikke opfylder lejelovgivningens minimumskrav til varsling og andre formalia.
  • Hvis lejen er fastsat ud fra en forældet retspraksis, der i dag er ændret ved eksempelvis en Højesteretsdom, således at den korrekte husleje i dag er lavere.
  • Hvis lejen er fastsat omkostningsbestemt, og der er fejl i beregningerne.

For alle tilfælde med lejenedsættelse gælder som minimum, at lejenedsættelsen har virkning fra og med sagens start. I nogle tilfælde har lejer endvidere ret til at få tilbagebetaling af husleje for en længere periode. Evt. hele perioden den for høje leje er opkrævet. Chancerne for, at sidstnævnte gælder, stiger voldsomt, hvis sagen anlægges INDEN et år efter lejemålets påbegyndelse og/eller lejeforhøjelsens ikrafttræden. Ofte forspilder man dog chancen for tilbagebetaling tilbage i tiden, hvis man har siddet 6-ugers fristen for indsigelse overhørig.

Der skal anvendes ganske særlig procedure overfor udlejer, ved krav om lejenedsættelse, og man bør lade sin lejerforening eller en lejeretskyndig advokat stå for papirgangen.

Kontakt den lokale lejerforening, hvis du har mistanke om, at du betaler for høj husleje. – Der kan være MANGE penge at hente.

 

Særregler

De forskellige typer af lejenedsættelse gælder i forskellige variationer for de forskellige typer af lejemål. Typen af husleje-sammensætning har også betydning. Kontakt den lokale lejerforening herom.