“Markedsleje” taler man typisk om, når en lejlighed lovligt hverken har lejefastsættelse efter lejelovens regler om “det lejedes værdi” eller efter boligreguleringslovens regler om omkostningsbestemt leje. Leje-niveauet er i så fald alene reguleret efter aftalelovens § 36 (“bondefanger-” eller “tåbe-” paragraffen). 
Dette giver ofte en husleje der ligger 150% til 250% højere end den husleje, der ELLERS ville have været den lovlige. Derfor ses det ikke helt sjældent, at udlejere forsøger at indsnige sig under reglerne om “markedsleje” selvom lejemålet i virkeligheden ikke lovligt er omfattet af disse bestemmelser.

Sådan “Markedsleje” kan nemlig lovligt alene aftales for boliglejemål, der er førstegangs-ibrugtaget efter 31.12.1991, og det skal netop udtrykkeligt aftales i lejekontrakten. Hvis dette ikke er tilfældet, bliver lejemålet automatisk omfattet af lejelovens og/eller boligreguleringslovens almindelige regler.

Langt, langt de fleste private boliglejligheder her i landet er imidlertid førstegangs-ibrugtaget før 1.1.1992, og de er automatisk omfattet af lejelovens og/eller boligreguleringslovens almindelige regler.

Det kan altid anbefales at kontakte en lokal lejerforening, hvis man som lejer har en lejeaftale, der går på markedsleje, og der er den mindste gnist af tvivl om hvornår lejemålet er førstegangs-ibrugtaget, eller på anden måde er tvivl om aftale-bestemmelsens gyldighed.