Lejeforhøjelser

Der findes adskillige typer af lejeforhøjelser i udlejningsboliger. De forskellige typer har hver deres – ofte meget forskellige – regelsæt. Her forsøger vi dog at beskrive reglerne på en overskuelig måde. Beskrivelsen tager udgangspunkt i private (ikke-almennyttige) udlejningsboliger i regulerede kommuner, samt i, at der er tale om bolig-ejendomme med mere end seks bolig-lejligheder. Hvis din bolig hører til andre typer af lejemål, så se nederst her i opslaget. Reglerne for lejefastsættelse i private udlejningsboliger er som nævnt opsplittet i mange kategorier og underkategorier, der har hver deres regelsæt og sæt af undtagelser. Med artiklerne i dette emne har vi søgt at gøre dette system så tilpas overskueligt, at man som almindelig lejer kan orientere sig. Artiklerne handler samlet om de forskellige hovedformer for lejeforhøjelser, man lovligt kan blive udsat for, når man bor i privat udlejningsbyggeri.