10 december 2017
I snæver forstand har kommunevalget betydning for to spørgsmål. Hvor meget nybyggeri kommer der i kommunerne? – og hvordan forholder kommunerne sig til spørgsmålet om huslejeregulering i de private udlejningsboliger? Herom handler artiklen nedenfor, Den glemte boligdebat.
Men som lejere, har vi også en generel interesse i de emner, der som regel debatteres mest i kommunerne. Derom handler artiklen, Kampen om velfærden.
Kampen om velfærden
Af Jakob Lindberg
De fleste af os lejere befinder os i de økonomiske grupper, man kalder mellemindkomsterne og lavindkomsterne. Derfor har vi en interesse i alle de emner, der har at gøre med opretholdelse af velfærdssamfundet i bred forstand:
- Folkeskolen, fordi vi ikke har råd til at sende vore børn på privatskoler.
- Sygehusene, fordi vi ikke har råd til at blive lappet sammen på privathospitaler.
- Medicintilskud, fordi billig medicin er nødvendig, hvis vi skulle blive alvorligt syge.
- Ældreomsorg, fordi vi ikke kan købe os til tryghed.
Siden den nuværende regering kom til magten, har debatten på Christiansborg i høj grad stået mellem to fløje, som jeg vil kalde ”velfærdsfløjen” og ”skattelettelsesfløjen”. Velfærdsfløjen vil bruge det økonomiske råderum til at øge udgifterne til velfærd, mens skattelettelsesfløjen mener, at råderummet skal bruges til at sænke skatterne.
Velfærdsfløjen består af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Skattelettelsesfløjen består af de nuværende regeringspartier Venstre, Konservative og Liberal Alliance, samt Nye Borgerlige.
I mellem disse to blokke står De Radikale og Dansk Folkeparti, selv om de har vidt forskellige opfattelser af prioriteringerne mellem velfærd og skat. De Radikale er glade for skattelettelser. Dansk Folkeparti prioriterer velfærd højst, men er mere eller mindre bundet til at støtte regeringen.
Det nyeste parti i folketinget, Alternativet har ikke markeret nogen fast linje i denne diskussion.
Begmand
Valget blev samlet set en styrkelse af velfærdsfløjen og dermed en begmand til de partier, der prioriterer skattelettelser højere end opretholdelsen af velfærden.
| Hele landet | 2017
Procent af samtlige gyldige stemmer |
Ændring i forhold til 2013 |
| A: Socialdemokratiet | 31,9 | 2,4 |
| D: Venstre | 22,7 | -3,9 |
| C: Konservative | 8,6 | 0,1 |
| O: Dansk Folkeparti | 8,6 | -1,5 |
| Ø: Enhedslisten | 5,9 | -1,1 |
| F: Socialistisk Folkeparti | 5,6 | 0,0 |
| B: Radikale Venstre | 4,5 | -0,2 |
| Å: Alternativet | 2,9 | 2,9 |
| I: Liberal Alliance | 2,5 | -0,3 |
| D: Nye Borgerlige | 0,9 | 0,9 |
| Andre lister | 5,7 | 0,8 |
Den største fremgang fik Socialdemokratiet, der gik 2,4 procentpoint frem, medens Venstre gik 3,9 procentpoint tilbage.
Samlet gik velfærdsfløjen (A, F, Ø) frem fra 42,1 % i 2013 til 43,4 % i 2017. Enhedslisten gik 1,1 procentpoint tilbage, hvilket formentlig skyldes, at de har mistet stemmer til Alternativet, som strøg ind på den kommunale scene med 2,9 % af stemmerne.
Skattelettelsesfløjen (C, D, I, V) gik tilbage fra 38,1 % til 34,8 %. De Radikale holdt nogenlunde deres vælgerandel, mens Dansk Folkeparti gik tilbage med 1,5 procentpoint til 8,6 %.
Alt i alt må valget fortolkes som et rungende nej til ideen om at finansiere skattelettelser med besparelser på velfærdsområderne.
Jeg mangler at nævne de mange lokale lister, der stillede op i kommunerne. De gik en smule frem til 5,7% af stemmerne. De er vidt forskellige, og deres fremgang kan ikke fortolkes i en landspolitisk sammenhæng.