Selvom regnskabet er formelt gyldigt, kan der meget vel være fejl. Hvis man er i tvivl om regnskabets rigtighed, kan det derfor altid anbefales at gøre indsigelse.
Indsigelsen mod et varme-, vand- eller forbrugsregnskab skal altid være udspecificeret. Det er nemlig et lovkrav, at indsigelsen skal indeholde meddelelse om, på hvilke punkter regnskabet ikke kan godkendes.
Typiske indsigelsespunkter kan for eksempel være:
-
Det samlede udgiftsbeløb kan ikke accepteres.
-
Udgifternes fordeling mellem de enkelte lejemål kan ikke accepteres.
-
De angivne acontovarmebeløb kan ikke accepteres, da de ikke stemmer overens med, hvad lejeren kan konstatere at have indbetalt.
Din indsigelse skal ske inden 6 uger, og den skal være skriftlig. Send indsigelsen til udlejer/administrator, både anbefalet og almindeligt, og gem selv en kopi + kvitteringen for et anbefalede brev. Du kan eventuelt i stedet få din lejerforening til at gøre indsigelse på dine vegne.
Når der er gjort indsigelse, skal udlejer sende sagen i huslejenævnet/beboerklagenævnet inden 12 uger fra varslingstidspunktet. Ellers mister udlejeren automatisk retten til at opkræve efterregninger. Du har stadig krav på at få dine penge, hvis du skulle have tilbagebetaling af for meget betalt varme.