Huslejenævn

Alle kommuner skal være dækket af et huslejenævn. Nævnet kan dog “deles” med én eller flere nabo-kommuner.

Huslejenævnet træffer nævnet afgørelse i de mange former for tvister mellem bolig-lejere og deres udlejer, som kan opstå i privat boligbyggeri (alt der ikke er almennyttigt). Tvister som kan afgøres ud fra reglerne i Lejeloven og – for de regulerede kommuners vedkommende – Boligreguleringsloven.

Nævnet består af tre personer: En jurist (formand), og en repræsentant for henholdsvis udlejere og lejere i kommunen.

Det koster et gebyr på 110 kr./sag (pr. 1.1.2002, beløbet er indeksreguleret) at få sager behandlet ved nævnet, og alle lejere kan indbringe sager. Sager man vil have nævnet til at behandle, skal indbringes skriftligt.

Normalt vil behandlingen af sagerne også foregå “i brevform”, eventuelt suppleret med en besigtigelse af ejendommen. Nævnet kan ikke afhøre vidner under strafansvar. Nævnet er nemlig en del af den offentlige administration, og ikke en domstol.

En huslejenævnssag kan under normale omstændigheder forventes at vare i 2 til 6 måneder. Den gennemsnitlige behandlingstid varierer dog meget fra nævn til nævn.

Afgørelserne – “kendelserne” – fra nævnet, kan imidlertid altid indbringes for en domstol: Boligretten. Det kalder man at “anke” nævns-kendelsen, og det skal ske inden 4 uger.