Efterbetaling varme- og varmtvandsudgifter

Forsvar den omkostningsbestemte husleje! Forums Lejerbrevkassen Efterbetaling varme- og varmtvandsudgifter

  • Dette emne er tomt.
Viser 1 svartråd
  • Forfatter
    Indlæg
    • #12653

      Jeg har boet til leje i min lejlighed i 3 år. Hvert år sidst i maj/først i juni er der blevet aflæst forbrug af varme/varmt vand. Vi har dog aldrig modtaget forbrugsopgørelser i den tid jeg har boet i ejendommen. I 2012 blev der aflæst den 1. juni og det er først den 27. december 2012 jeg modtager årsopgørelse fra min udlejer (for perioden 01.06.11 – 31.05.12). Selve opgørelsen fra aflæsningsfirmaet er dateret den 18.12.12 – altså over et halvt år efter aflæsningen. Ifølge opgørelsen skal jeg efterbetale et beløb, men er det ikke forældet? Det skal siges at der i perioden er skiftet ejer/administrator på ejendommen.

    • #12654
      Jakob Lindberg
      Moderator

      Jo sandsynligvis er kravet om efterbetaling forældet. Udlejer skal aflægge varmeregnskab seneste 4 måneder efter varmeårets udløb, dvs. 30/9. Hvis du bor i en ejendom med fjernvarme eller naturgas, er der dog en særlig frist på 3 måneder fra det tidspunkt, hvor udlejer modtager opgørelsen fra fjernvarneværket/naturgasselskabet. Se lejeloven § 40 nedenfor.

      Du har stadig krav på, at modtage varmeregnskaber for de foregående år. Der er også en 6 måneders frist, se lejeloven § 42 nedenfor.

      Du er derfor berettiget til at tilbageholde acontobetaling, da du ikke har modtaget de tidligere varmeregnskaber inden for denne frist.

      Før du begynder at tilbageholde, bør du søge rådgivning i en lejerforening eller hos en lejeretskyndig advokat, da en sådan tilbageholdelse kan risikere at udløse et – uberettiget – forsøg fra udlejers side på at få ophævet dit lejemål.

      Med venllig hilsen, Jakob Lindberg

      Uddrag af lejeloven

      § 40. Regnskabet vedrørende udgifterne til ejendommens opvarmning og forsyning med varmt vand i varmeregnskabsåret skal være kommet frem til lejerne senest 4 måneder efter varmeregnskabsårets udløb. Sker leverancen fra et kollektivt varmeforsyningsanlæg, skal regnskabet dog være kommet frem til lejerne senest 3 måneder efter, at udlejeren har modtaget endelig afregning vedrørende forbruget af varme og varmt vand fra varmeforsyningsanlægget. Regnskabet skal indeholde oplysning om lejernes andel af de samlede varmeudgifter og om lejernes adgang til at gøre indsigelse, jf. stk. 3. Regnskabet skal endvidere indeholde oplysning om tidspunktet for udlejerens modtagelse af endelig afregning efter 2. pkt. Indeholder regnskabet ikke disse oplysninger, er det ugyldigt.

      Stk. 2. Når varmeregnskabet er udsendt, skal udlejeren på lejerens forlangende give ham eller hans befuldmægtigede adgang til at gennemgå bilagene på ejendommen eller andetsteds i vedkommende byområde.

      Stk. 3. Lejeren kan skriftligt gøre indsigelse mod varmeregnskabet senest 6 uger efter modtagelsen af varmeregnskabet. I ejendomme med beboerrepræsentation kan beboerrepræsentanterne på samtlige lejeres vegne gøre indsigelse mod varmeregnskabet, jf. 1. pkt. Indsigelsen skal indeholde meddelelse om, på hvilke punkter regnskabet ikke kan godkendes. Udlejeren skal da indbringe sagen for huslejenævnet senest 6 uger efter lejerfristens udløb, hvis han ønsker at fastholde sit krav i henhold til varmeregnskabet.

      § 42. Er regnskabet ikke kommet frem til lejeren ved udløbet af den i § 40, stk. 1, nævnte frist, mister udlejeren sin ret til at kræve tillægsbetaling af lejeren.

      Stk. 2. Fremsendes regnskabet ikke inden 2 måneder efter den i stk. 1 nævnte frist, kan lejeren undlade at indbetale varmebidrag, indtil lejeren har modtaget regnskabet og har modtaget et eventuelt for meget betalt varmebidrag for den afsluttede varmeregnskabsperiode.

Viser 1 svartråd

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.