Depositum og forudbetalt leje tilsammen må højst svare til 6 måneders leje. Ved indflytning må der således højest opkræves et beløb, der svarer til 7 måneders leje: Løbende måneds husleje + højst 3 måneders (ekstra) forudbetalt leje + højst 3 måneders depositum. Udlejer eller andre (administrator, mægler, boligformidler) må ikke opkræve »indflytningsgebyr« eller anden betaling under nogen form. Du skal kun betale depositum/ forudbetalt leje samt den første måneds leje/varme.
Husk at få kvittering på alt.
Hvis du bliver afkrævet andre beløb, har du krav på at få disse penge tilbage. Opkræveren kan desuden straffes. Se evt. opslaget om penge under bordet.