Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse
Udtalelse fra Danmarks Lejerforeninger på sit årsmøde, afholdt på Langeland den 27. oktober:
Boligpolitikken er blevet lammet af frygt. Angsten for udlændinge har i de sidste 17 år været afgørende for samarbejdet mellem de gamle borgerlige partier og Dansk Folkeparti. Selv liberale folketingsmedlemmer fra Venstre og Konservative har bøjet sig for DF’s absurde værdipolitiske krav.
Hvis det kun drejede sig om burkaforbud, smykkelov og lignende symbolske tiltag, kunne Danmark godt overleve. Men nu truer udlændingefrygten også med at ramme det almene byggeri.
Samfundsødelæggende plan
Med den såkaldte ”ghettoplan” (også kaldet en pistoplan) er der lagt op til en nedrivning og salg af 10.000 almene lejligheder, hvoraf en del tænkes omdannet til private ejerlejligheder. Desværre har Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig denne samfundsødelæggende plan i et forlig med regeringen.
De to oppositionspartiers tilslutning kan alene forstås som et manglende mod til at stå i mod de udlændingefjendske holdninger i blå blok.
Ikke nok med at forligspartierne vil rive gode boliger ned. For at kunne gennemføre planen er det nødvendigt at sætte beboerdemokratiet ud af kraft. Ingen ansvarlige bestyrelser i boligorganisationerne og deres afdelinger vil af sig selv tillade, at deres bebyggelser blev splittet op, samtidig med at det vigtige boligsociale arbejde blev spoleret.
Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse. Det har Danmark ikke råd til.
I mod grundloven
Danmarks Lejerforeninger opfordrer politikerne til at besinde sig. Samtidig opfordrer vi Danmarks Almene Boliger (BL) og ledelserne i de almene boligorganisationer til at afvise kravet om nedrivning og salg af lejlighederne. Det kan gøres med henvisning til den private ejendomsret i Grundloven. Regeringen ejer ikke de almene boliger. Det gør de almene afdelinger selv. Regeringen kan derfor kun rive boliger ned ved ekspropriation og mod fuldstændig erstatning.
Beboerne i det almen byggeri opfordres til at lægge maksimalt pres på deres ledelser for at forhindre ”ghettoplanen” i at blive realiseret.
Regeringens forsøg på at ødelægge det almene byggeri møder kraftig modstand
Af Jakob Lindberg
En gruppe beboere fra nogle af de udsatte boligområder i København har startet et initiativ for at vise deres modstand mod regeringens planer om at nedrive titusinder af gode almene boliger og opføre ejerlejligheder i stedet.
Demonstrationen i København udgår fra Nytorv kl. 13.00
Der afholdes også demonstrationer i Odense og Aarhus.
I Aarhus udgår demonstrationen fra Rådhuspladsen kl. 13.00
i Odense udgår demonstrationen fra Rådhuspladsen, Flakhaven kl. 13.00
Danmarks Lejerforeninger støtter protesterne. Læs vores høringssvar til lovudkastet her:
Regeringens lovforslag om indsatsen mod de såkaldte “ghettoer” har været til høring hos en lang række organisationer. Forslaget fik en meget kritisk modtagelse af Danmarks Lejerforenings ledelse
Af Henrik Stougaard, landssekretær i Danmarks Lejerforeninger
A. Indledende, om terminologien i lovforslaget
Indledningsvis vil vi tage afstand fra lovforslagenes anvendelse af ordet ghetto i dets mange sammensætninger, ghettoplan, ghettoomrader, ghettobørn osv.
Vi bemærker, at danske myndigheder normalt afholder sig fra brugen af nedværdigende betegnelser. Kunne man forestille sig at regeringen omtalte ledere af multinationale virksomheder som multinassere? Kunne man forestille sig, at regeringen kaldte de handicappede for krøblinge? – eller at de udviklingshæmmede blev kaldt for idioter? Nej vel.
På samme måde burde ordet ”ghetto” være bandlyst i officielle publikationer.
Vi finder i særdeleshed, at man bør undgå en sprogbrug, der er belastet af en flere hundrede år gammel tradition for antisemitisme.
Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning.
I forbindelse med Anden Verdenskrig blev ordet ghetto anvendt om et kvarter i Warszawa, som for tusinder af jøder blev den sidste mellemstation før udryddelseslejrene i det besatte Polen.
Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er ligesåuønskede, som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme, fordi regeringen ifølge eget udsagn ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme og er i sig selv konfliktskabende.
For at undgåsådanne uheldige associationer foreslår Danmarks Lejerforeninger at regeringen i alle dokumenter fremover anvender initialordet, “pisto” i stedet for ghetto. “Pisto” er en forkortelse, der betyder “Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Tryghed og Orden.”. Pisto kan bruges i alle de sammenhænge, hvor man i regeringens skrivelser anvender ordet “ghetto”.
Vi opfordrer regeringen til at tilbagekalde lovforslaget og genfremsætte det uden at bruge ordet ”ghetto”.
For i praksis at demonstrere, at dette kan lade sig gøre er ordet ghetto derfor i vores følgende kommentarer blevet erstattet af ”pisto”
B. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 23. Afvisning af ansøgere, der får kontanthjælp mm fra ventelisten”
Danmarks Lejerforeninger vender sig imod dette forslag af flere grunde:
For det første, fordi der er tale om en åbenlys diskrimination af de pågældende grupper. Den reelle baggrund for forslaget er, at man ønsker at mindske antallet af beboere fra ikke-vestlige lande i pistoområderne. Men da regeringen ikke ønsker at fremståsom fremmedfjendsk, har man udvidet diskriminationen til også at gælde etniske danskere uden arbejde. En sådan diskrimination er særdeles udansk og samtidig i modstrid med Den europæiske menneskeretskonvention.
For det andet, fordi forslaget gør hele ventelistesystemet illusorisk. I forvejen har indførelsen af de fleksible udlejningsregler betydet, at mennesker, der i årevis har stået på venteliste til de attraktive afdelinger, kommer bagerst i køen. De fleksible udlejningsregler er dog i mindre omfang blevet anvendt i udsatte boligområder, som pågrund af høj fraflytning ikke har haft råd til at afvise store grupper af lejere, fordi det kunne medføre udlejningstab. Nu gør man diskriminationen obligatorisk.
For det tredje stiller man de kommuner, der har pistoområder over for særdeles store problemer med at anvise boliger til lejere påkommunernes akutlister. I hovedstadsområdet må man frygte, at antallet af hjemløse vil stige væsentligt, og at hjemløsegruppen vil blive forøget med enlige børnefamilier, som kommunerne ikke kan skaffe lejligheder til. Dette vil tvinge kommunerne til at tvangsfjerne børnene. En sådan pris er for høj at betale, selv hvis pistoplanen fører til de forbedringer af integrationen, som regeringen påstar.
C. Kommentarer til ”Forslag § 1, nr. 40 Afvikling af pistoområder”
Danmarks Lejerforeninger er i mod dette forslag, fordi det er ude af proportion med de problemer, der er i de udsatte boligområder.
For det første er der en positiv udvikling i gang i de udsatte boligområder, som vil blive slaet i stykker af den detailstyring, som forslaget lægger op til.
For det andet vil forslaget blive meget bekosteligt. Det indeholder en hjemmel til at påbyde boligorganisationer at afvikle og nedrive hele boligafdelinger. En sådan fremgangsmåde har karakter af ekspropriation, og måforudsætte, at de pågældende boligafdelinger eller deres boligorganisationer modtager fuldstændig økonomisk erstatning efter reglerne om ekspropriation i Grundloven.
Forslaget må i øvrigt betegnes som ubehjælpsomt og rodet i sin formulering. I § 168, stk. 3 skriver man at ministeren ”i særlige tilfælde kan dispensere fra reglen i stk. 1.” Men da stk. 1 indeholder 4 regler, er det uklart, hvad det er ministeren kan dispensere fra.
D. Kommentarer til ”Forslag § 2, nr. 3. og § 3, nr. 2 Udvidelse af ophævelsesadgangen for straffede personer.”
Danmarks Lejerforeninger er i mod disse forslag af følgende grunde:
1) Ophævelsesadgangen i lejelovene skal regulere forholdet mellem en udlejer og lejer. En udlejer skal derfor kun have beføjelser overfor lejerne, når det gælder hændelser, der har direkte forbindelse til ejendommen. Ved at give en udlejer ophævelsesadgang for ting der er foregået uden for ejendommen fjerner man sig fra dette logiske princip.
2) Ved de foreslåede ændringer giver man udlejerne mulighed for at idømme deres lejere ekstra straf. At fortabe sin bolig kan have ligesåalvorlige konsekvenser som en fængselsstraf. Derved privatiseres straffesystemet påen uheldig måde.
3) Det er et normalt princip, at en forbryder har betalt sin gæld til samfundet, når vedkommende har udstået sin straf. Ved lovændringerne bryder man med dette princip. Udlejerne kan efter ordlyden af bestemmelserne udnytte deres nye ophævelsesadgang til at komme af med uønskede lejere. Det kan sågar ske flere år efter, at lejerne har udstået deres straf. Dette er stærkt betænkeligt og vil føre til misbrug.
Hvis samfundet mener, at de straffede personer skal fortabe deres boliger, bør det ske som en ændring af straffeloven, således at ophævelsen indgår i den retssag, hvor lejeren bliver dømt.
4) Afstandskriteriet er uklart formuleret. Ophævelse kan efter forslaget ske, ”..når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.”
– Er der tale om 1 km i fugleflugtslinje eller ad offentlig vej?
– Skal afstanden beregnes fra ejendommens skel, eller fra ejendomskontorets beliggenhed, eller fra lejerens bopæl?
Den foreslåede formulering bør naturligvis præciseres.
I forårsnummeret 2018 af Lejer i Danmark bragte vi første del af et interview med én af den almene boligbevægelses veteraner – Jesper Nygård, som i dag er administrerende direktør i Realdania.
Han skrev en kronik den 22. januar i Politiken, hvor han greb tilbage til en anden kronik, han havde skrevet i 1992 under titlen, ”Sidste frakørsel før ghettoen”. Hans 1992-kronik var et nødråb fra en lang række aktive organisationsfolk i den almene sektor – et nødråb der blev hørt. De forløbne 26 år har medført en positiv udvikling i langt de fleste af de udsatte boligområder.
I dag mener Jesper Nygård, at der er brug for at styrke den fortsatte indsats i områderne, men at ”det går langt bedre, end mediebillede giver indtryk af, og mange tror”.
Citat fra 2018-kronikken af Jesper Nygård:
Udfordringerne i disse områder er centrale. Men det handler om en mere generel problemstilling, om segregering [adskillelse. Red]. Og det, at nogle boligområder generelt samler mennesker med vanskelige livsbetingelser.
I 1992 skrev jeg:
”Vi ser som boligselskab og beboerrepræsentanter et meget stort problem i, at andelen af medmennesker med begrænsede social og/eller økonomiske ressourser vokser ganske stærkt i de bebyggelser, der ikke er eftertragtede og derfor ikke har lange ventelister”
Vi var bekymrede for, at det var nogle af de danskere med færrest ressourcer og muligheder, der skulle løfte en central del af integrationsindsatsen.
Det var et opråb, der både handlede om behovet for en styrket integrationsindsats og ikke mindst om at skabe rammer for byer, der gjorde det muligt for mennesker at bo blandet.”
Interview med Jesper Nygård – 2. del
Hvis vi tænker os om, kan vi skabe en mere sammenhængende by
Vi har bedt Jesper Nygård pege på løsninger på den segregering, der ligger bag problemerne i de udsatte boligområder
Af Jakob Lindberg
– Du beskriver ”segregering” som hovedproblemet – altså at de rige og de fattige i stigende grad bor adskilt fra hinanden. Hvad er løsningen på det problem?
Der er ingen tvivl om, at vores byer er blevet mere opdelte, end de var engang, f.eks. da jeg var dreng. Det er ikke et dansk fænomen, det ser vi over hele verden. Det kan være en udfordring for fællesskabet og sammenhængskraften i byerne – fordi vi mest taler med dem, der ligner os selv. Derfor har vi i Realdania også fokus på at få blandet de udsatte boligområder op med den omkringliggende by. På at skabe funktioner og tilbud i områderne, som får flere af de omkringliggende kvarterers beboere til at bevæge sig ind i områderne.
En af de løsninger, der også er fokus på lige nu, er at skabe flere forskellige boligtilbud i områderne – det er f.eks. det, man gør i Gellerup. Jeg tror ikke på, at vi slipper helt af med opdelingen i byerne, men hvis vi tænker os om, både i indsatsen i de almene områder og når vi planlægger og bygger nyt, så kan vi godt skabe en mere sammenhængende by.
Det handler snarere om, når vi planlægger nye boligområder i byerne, at vi sikrer et blandet udbud af boligformer. Så der i forbindelse med ejerboliger ligeledes etableres mindre enheder af almene boliger – og omvendt. Markedet udfordrer imidlertid denne praksis visse steder, men derfor er det også vigtigt, at de muligheder lovgivningen giver, fx via planloven om indpasning af almene boliger i nye attraktive byudviklingsområder, anvendes og fastholdes. Efter min mening kunne der godt arbejdes endnu mere ambitiøst med at sikre blandede by- og boligområder, hvor alle samfundslag har mulighed for at bosætte sig og leve et godt liv, og det er også noget af det vi har fokus på, når vi arbejder strategisk med byer i social balance.
Eksperimenter i Aalborg og Aarhus
– Du taler i kronikken om en ”bystrategisk helhedsorienteret tilgang” og nævner som eksempel, ”at blande boligformer og tilføre nye funktioner, som styrker udvekslingen med byen omkring”. Kan du give et konkret eksempel på noget sådant?
De senere år har vi flere steder set en mere strategisk tilgang til at komme problemerne i de udsatte boligområder til livs. I Aalborg Øst arbejdes der fx i et tæt samarbejde mellem Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune om at ændre den sociale profil i Aalborg Øst. Tanken er at bruge byens positive udvikling med udbygning af universitet, Supersygehus og generelle bymæssig vækst til at skabe positivt løft i Aalborg Øst. I forbindelse med omfattende helhedsplaner for renovering af de eksisterende boliger og udearealer, er der konkret etableret et sundheds- og kvarterhus, som bruges på tværs af byens borgere. Der skabes et bydelscenter, hvor detailhandelen og bylivet styrkes, og der bygges nye private boliger i området. Senest er der suppleret med etablering af seniorbofællesskaber i bydelen, som kan trække en bred gruppe beboere til områder.
I Gellerup i Aarhus arbejdes der tilsvarende med en ambitiøs strategisk byudvikling om endvidere har omfattet nedrivninger af boligblokke, som erstattes af kommunale arbejdspladser og private ejerboliger i form af rækkehuse. Endelig styrkes forbindelse mellem boligområdet og Århus bymidte med letbanen, som løber tværs gennem boligområdet.
Den blandede by – rekreation og erhverv
København
– Parcelhusene, ejerlejlighederne og de nye private udlejningsboliger i Hovedstadsområdet er for dyre for alle os med en årlig husstandsindkomst på under 500.000 kr. Vi kan kun flytte rundt i den almene boligmasse. Er det så ikke alt for lidt, når f.eks. Københavns Kommune kun vil bygge 20 % alment i nybyggeriet?
Det er rigtig fint at se, at blandt andre Københavns Kommune anvender muligheden for at indpasse almene boligområder i de nye attraktive byudviklingsområder, såsom i Nordhavn. Og det er vigtigt, at kommunerne forsætter fokus om at fastholde familier med en mindre indkomster i byen. Det er også vigtigt at erkende, at det med de eksisterende instrumenter er en udfordring af skabe boliger, som mennesker med lav eller mellemindkomst kan flytte ind i. Men det glædelige ved almene boliger er jo, at lejen ikke vokser med udviklingen i konjunkturerne eller markedet. Tværtimod sikrer finansieringsmodellen, at huslejen vokser i en lavere end indkomsten, hvilket betyder, at nybyggede almene boliger med tiden bliver tilgængelige for en større og større gruppe af de potentielle beboere. Sådan har det været i en meget lang årrække, og derfor har det stor betydning, at der bygges blandet i alle bydele.
Det at ville holde andel af almene boliger på landsgennemsnittet – nemlig de 20 % – er efter min opfattelse meget ambitiøst. Og jeg havde ansvaret på den almene side af bordet, da denne aftale blev lavet med Københavns Kommune. Så jeg er jo ikke helt objektiv, men det er min opfattelse, at det er meget ambitiøst. Ikke mindst fordi der i forvejen i København er en markant underrepræsentation af ejerboliger og en markant overrepræsentation af private udlejningsboliger og andelsboliger i forhold til hele landet. I en fase med en rivende udvikling i København kræver det benhårde prioriteringer, bred enighed i Borgerrepræsentationen og stålsat vilje at sikre, at hver femte bolig i landets hovedstad fortsat er almen.
Endelig er det vigtigt også at se boligudbuddet i de nære forstæder som en del af det samlede boligudbud i København. Og her er økonomien knyttet til boligudgifter fortsat væsentligt lavere.
Det var med bange anelser, at lejerne fulgte debatten om planen for de udsatte boligområder efter Lars Løkkes nytårstale. Regeringen lagde knaldhårdt ud med en plan om omfattende nedrivninger, salg af almene boliger, tvangsindgreb over for indvandrerfamilierne, strengere straffe osv. Og hele kampagnen skulle finansieres af lejerne, ved at tage milliarder fra Landsbyggefonden
Af Jakob Lindberg
Så galt gik det ikke. Regeringens hårde og uretfærdige udspil udløste en uventet kraftig modstand. Den kom fra lejerorganisationerne, boligselskaberne og kommunerne med mange borgmestre i spidsen. Også mange jurister, socialrådgivere og andre sagkyndige med interesse i integrationsspørgsmål kom på banen, og diskussionen fik en bred dækning i medierne.
Det var ventet, at partierne i rød blok ville være kritiske over for finansieringen af Løkkes kampagne, men noget uventet fik rød blok støtte af Dansk Folkeparti i spørgsmålet om finansieringen. Havde Dansk Folkeparti støttet regeringen i ønsket om at lade Landsbyggefonden betale det hele, havde det set sort ud for den almene boligsektor. Så ville Landsbyggefonden være blevet drænet i en sådan grad, at de ”almindelige” boligafdelinger uden for de udsatte områder ville være blevet afskåret fra støtte fra fonden til de helt nødvendige moderniseringer.
Dansk Folkeparti valgte at slutte sig til rød bloks kritik af regeringens finansieringsplan. Det skabte et flertal til venstre i folketinget, der kunne have bragt regeringen i mindretal. Regeringen havde i den situation ikke andet valgt end at gå med i et bredt forlig.
Forliget blev kaldt, ”Initiativer på boligområdet, der modvirker parallelsamfund”. Det blev indgået mellem Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti
Aftalen
Man blev enige om følgende 5 elementer:
A) Nye pistokriterier
B) Fysiske forandrede boligområder
C) Nye muligheder for fuld afvikling af de mest udsatte pistoområder
D) Mere håndfast styring af, hvem der kan bo i udsatte boligområder
E) Øvrige initiativer, f.eks. afsætning af 13 mio. kr. til at evaluere den almennyttige sektors effektiviseringsindsats
Punkt 5 behøver vi ikke at omtale yderligere, da det er blottet konkret indhold. De øvrige 4 vil jeg kort referere:
Nye pistokriterier
De fem hidtidige kriterier bibeholdes, men indholdet justeres en smule. Kriterierne kommet til at gælde for fysisk sammenhængende almene boligafdelinger med mindst 1.000 beboere
Andelen af 18-24 årige uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse overstiger 40 % som gennemsnit over det seneste to år
Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har grundskoleuddannelse overstiger 60 %
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende udgør mindre end 55 % af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen
4) Andelen af beboere på 18 år og derover, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år
5) Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 %
Hvis et boligområde opfylder 2 af de fire første kriterier kalder regeringen det for et ”udsat boligområde”. Hvis et boligområde tillige opfylder nr. 5 er det et pistoområde. Det betyder, at der for øjeblikket er 55 udsatte boligområder og 30 pistoområder. De pistoområder, der har stået på listen i mindst de seneste 4 år kalder regeringen for ”de hårdeste pistoområder”. Dem er der 16 af i øjeblikket.
Fysisk forandrede boligområder
Målet med dette aftalepunkt er at ændre den fysiske sammensætning i pistoområderne. Konkret skal de boligselskaber der administrerer ”de hårdeste pistoområder” inden 6 måneder indsende en udviklingsplan for hvordan, man kan nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 % i 2030.
Hvis ikke boligselskabet kan præstere en sådan udviklingsplan vil man ikke kunne få støtte fra Landsbyggefonden.
Meningen er at tvinge boligselskaberne til at sælge eller nedrive mindst 60 % af boligerne i et sådant område eller at der bygges nye ejerboliger således at man kommer ned på højst 40% almene boliger. De eksisterende lejere vil blive opsagt. Der skal gives tilbud om erstatningsbolig samt flyttehjælp.
Fuld afvikling af de mest udsatte pistoområder
Dette betyder at boligministeren kan beslutte en afvikling af et eller flere af de hårde pistoområder. Nedrivningen skal bane vej for opførelse af nye boliger, hvoraf højst 25 % må være almene boliger. Det kan dog kun ske med opbakning fra forligspartierne, hvis disse udgør flertallet i Folketinget.
Håndfast styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder
Dette indebærer, at kommunerne forhindres i at anvise boliger i de udsatte boligområder til kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere m.fl.
Der skal også indføres obligatorisk fleksibel udlejning, således at folk i beskæftigelse eller uddannelse får fortrinsret frem for arbejdsløse og pensionister uanset hvor længe de har stået på venteliste.
Kriminelle skal kunne nægtes at bosætte sig i et udsat boligområde.
Lejere og husstandsmedlemmer skal kunne udsættes af deres bolig ved en umiddelbar fogedforretning. hvis de begår ”utryghedsskabende” kriminalitet inden for 1 km. fra den ejendom, hvor de bor.
Siden Lars Løkke bebudede, at han vil afskaffe ghettoerne, har debatten om raset om ordet ”ghetto”. Mange lejere i den almene boligsektor har kritiseret ordet. Det er blevet set som en nedværdigende betegnelse, der påklistres nogle boligområder, som regeringen og deres bedsteborgerlige vælgere ikke kan lide
Af Jakob Lindberg
Ordet ”ghetto” er et levn fra de tider i Europa, hvor man spærrede jøderne inde i særlige kvarterer for at undgå, at de blandede sig med den lokale befolkning. Når regeringen bruger ordet om et alment boligområde, siger man mellem linjerne, at beboerne er lige så uønskede som jøderne var den gang. Brugen af ordet ghetto er en selvmodsigende form for antisemitisme.
Ghettoen i Warszawa under 2. verdenskrig
Selvmodsigende fordi regeringen jo netop ønsker at integrere de pågældende beboere i samfundet. Men selvmodsigende eller ej: Det lugter af antisemitisme.
Menneskers hjem
I et interview i sidste nummer af dette blad, kritiserede Jesper Nygård – direktør for Realdaniafonden – den retorik, som ghetto-betegnelsen er en del af:
– Jeg kan godt forstå, hvis nogle af beboerne i den almene sektor føler sig som det, du kalder ’uønskede elementer’ og måske også føler, at alle bliver skåret over én kam.
Jesper Nygård brugte selv ordet ”ghetto” i den danske debat i 90-erne, da han havde en central stilling i den almene boligbevægelse. Nu siger han, at han ikke bruger ordet mere.
I interviewet pegede han på, at de danske boligområder, der står på regeringens ”ghettoliste” slet ikke kan sammenlignes med det, som man i udlandet kalder ghettoer, fordi de kvalitetsmæssigt og socialt ligger på et meget højere niveau. Han opfordrede politikerne og medierne til at anerkende den positive udvikling, der er sket i de udsatte boligområder og afsluttede sin kommentar til debatten om ghettobetegnelsen med følgende ord:
– Og så skal vi tale ordentligt om problemerne og huske på, at det er mange tusinde menneskers hjem vi taler om.
Presselogen
På TV-2 News tog man emnet op til diskussion i begyndelsen af juni måned. Debattøren Özlem Cekic kritiserede mediernes ukritiske brug af ”ghetto”, men de tilstedeværende redaktører – med undtagelse af TV2s repræsentant – var helt uimodtagelige. De forsvarede bruget af ordet ghetto, fordi man havde brug for et kort ord, der forklarede, hvad det var for områder, man talte om. Som Informations repræsentant udtrykte det, kunne man ikke bruge en betegnelse på mange stavelser. Han sigtede formentlig på udtrykket, ”udsatte boligområder”, som er på 8 stavelser.
Skal man være helt præcis så burde de områder, vi taler om, hedde: områder-optaget-på-en-liste-i-boligministeriet-over-områder-med-lav-beskæftigelse-overvægt-af-indvandrere-og-efterkommere-og-en-lidt-højere-kriminalitet-end gennemsnittet-af-danske boligområder.
Redaktørerne har ret i, at anvendelsen af denne betegnelse ville få læserne til at stå af. I al sprogbrug laver vi kompromisser mellem præcision og mundrethed. ”Ghetto” er meget mundret, men ekstremt upræcist. Det siger overhovedet ikke noget om de faktorer, der indgår i ”ghettolisten”
”Udsatte boligområder” er knap så mundret, men meget mere præcist end ”ghetto”. I denne forbindelse hentyder ordet ”udsat” til, at boligområdet er udsat for større arbejdsløshed, flere indvandrere og lidt højere kriminalitet. ”Udsatte boligområder” er absolut brugbart, men det har én ulempe i journalistikken: Man kan ikke lave ordsammensætninger af det.
Brændemærkning
Som følge af regeringens planer om tvangsindgreb over for børn i de udsatte boligområder, har vi brug for et ord for disse børn. Medierne har været hurtige med at kalde dem ”ghettobørn”, hvilket er ekstremt ubehageligt. Med dette ord brændemærker man ikke blot et boligområde, men også de børn, der bor i det. I skolegården vil et ”ghettobarn” risikere at blive mobbet på samme måde som man i tidligere tider mobbede ”jødedrenge” og ”sigøjnertøse”
Vi har brug for et kort ord for de udsatte boligområder, der kan sættes sammen med andre ord og dermed erstatte ”ghettobarn”, ”ghettolovgivning, ”ghettoplan” osv.
Forslag
Nye ord kan dannes som initialord, også kaldet akronymer. Et initialord dannes af forbogstaverne af andre ord. ”FN” er f.eks. et initialord, fordi det er dannet af ”Forenede Nationer”. Et andet eksempel er RASK, som indtil for få år siden var navnet på Roskilde Amts Sygehus i Køge.
Initialord bruges som regel i navne på organisationer, men der er intet i vejen for, at man kan danne almindelige navneord som initialord.
Man kunne f.eks. bruge ordet ”ubo” som erstatning for ”udsat boligområde”. Det er kort, men ikke særligt elegant, og så minder det for meget om ”ufo”, som i øvrigt også er et initialord, (Uidentificereret Flyvende Objekt).
Initialord kan bruges til at lægge en positiv betydning ind i et ord. Regeringens liste over udsatte boligområder, der skal gøres noget ved er et led i et projekt, med en målsætning, der kan beskrives som ”Projektområde for Integration, Sammenhængskraft, Trivsel og Orden”. Det vil derfor være natuligt at omtale et område på regeringens liste som en pisto.
Ordet kan bøjes på normal måde, som i pistoer og pistoerne. Det kan også nemt sættes sammen med andre ord, som i pistoplan, pistobeboer, pistokultur, osv.
Kystparken i Storkøbing
Hvis alt går vel vil pisto udkonkurrere et ulækre ord ”ghetto”. Om få år vil vi måske kunne læse denne solstrålehistorie i pressen:
– Kystparken i Storkøbing har i de sidste par år gennemgået en positiv udvikling. Da bebyggelsen i 2019 blev optaget på regeringens pistoliste – som den gang kaldtes ”ghetto-listen” – var både boligselskabet og beboerne kede af det, da man følte, at Kystparken på den måde blev påduttet et dårligt ry.
– I dag er beboerne glade. Dels blev en del lejligheder revet ned som følge af Storkøbing Kommunes pistostrategi. Det førte til, at området blev forsynet med nye og attraktive grønne områder. Der blev også taget initiativ til en lang række projekter som f.eks. jobskabelse for indvandrerkvinder og kontanthjælpsmodtagere. Derudaf voksede en del små lokale virksomheder, der i dag virker uden tilskud fra det offentlige. Og der kom lokale legestuer med pædagoger til hjælp for små børn fra hjem, hvor man ikke taler dansk, for ikke at tale om de mange klubaktiviteter med alt lige fra petanque til kajakroning.
– I centrum for alle disse initiativer stod et lokalt pistosekretariat, bestående af både af socialrådgivere fra Storkøbing Kommune, ansatte i Storkøbing Boligselskab og aktive beboere. Pistosekretariatets seneste initiativ går ud på at ….
Landbyggefonden undgik en total plyndring, men det er ikke ensbetydende med at det bliver gratis for de almene lejere. 10 mia. kroner fra fonden skal øremærkes til renoveringer, nedrivninger boligsocial indsats og vejbyggeri i udsatte boligområder.
Af Jakob Lindberg
Forligspartierne har lavet en aftale om, hvordan landsbyggefonden skal bruge sine penge i perioden 2019-2026.
Den samlede ramme bliver 10 mia kroner. Godt halvdelen – 5,28 mia. skal bruges til renoveringer. 3,04 mia skal bruges til boligsocial indsats, heraf regner man med at 1,92 mia kr skal bruges til huslejenedsættelser.
Man vil bruge 1,130 mia kr til ”infrastruktur”, som kan være veje, stier, kloakering og lignende. Det lykkedes altså ikke helt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti at forhindre, at Landbyggefondens penge bliver brugt til investeringer der normalt betales af os alle sammen gennem skatterne.
(Man må håbe, at boligejerne i det ganske land sender en venlig tanke til de lejere, der på den måde er med til at holde deres skatter nede.)
Endelig anslår man at der skal bruges 480 mio kr. fra Landsbyggefonden til nedrivninger:
Ungdomskriminaliteten er faldende både i de udsatte boligområder og i Danmark som helhed.
Af Jakob Lindberg
Man vinder ikke et folketingsvalg på at fortælle gode nyheder. Sådan tænker de i regeringen. I stedet vil VLAK-partierne pirre til de etniske danskeres frygt for indvandrerne i håb om at få tilstrækkelige stemmer, når der skal være valg senest i 2019.
Da indvandrerne er overrepræsenteret i de udsatte boligområder, forsøger regeringen nu at gøre disse områder til politiske slagmarker. Det er derfor områderne bliver kaldt “ghettoer”. Herved kan man appellere både til visse vælgeres frygt for jøder og arabere og frygten for de sorte i USA’s slumområder.
Statistisk tendens
Det er for dumt. I stedet burde regeringen gå ud med følgende budskab: I løbet af de seneste 12 år er ungdomskriminaliteten faldet både i de udsatte boligområder og i Danmark som helhed.
I de udsatte boligområder var antallet af sigtede unge mellem 16 og 20 år i 2003: 95 pr 1000 unge. Det var i 2015 faldet til knap 70 pr 1000 unge i samme aldersgruppe.
I Danmark som helhed var antallet af sigtede unge mellem 16 og 20 år i 2003: 39 pr 1000 unge. Det var i 2015 faldet til knap 25 pr 1000 unge i samme aldersgruppe.
Faldet var dermed 25 ud af 1000 unge i de udsatte boligområder, men kun 14 ud af 1000 i Danmark som helhed. Risikoen for ungdomskriminalitet nærmer sig hinanden på et stadigt lavere niveau.
Især Venstre og Konservative kunne med en vis ret bryste sig denne udvikling, fordi de har haft regeringsmagten i 8 af årene, mens S, SF og Rad kun har haft den i 4 år.
Fattigdom skaber kriminalitet
Som det ses af tallene ovenfor er der stadig en overrepræsentation af unge kriminelle i de udsatte boligområder.
Men det er sandsynligvis ikke fordi de bor i disse områder, men skyldes andre faktorer:
Hudfarve: Der bor flere brune danskere i de udsatte boligområder end i Danmark som helhed. Brune danskere har større risiko for at blive stoppet af politiet end hvide danskere. Derfor har de også større risiko for at blive sigtet for besiddelse af narko, våben og stjålne varer end hvide. Brune og hvide danskere har muligvis den samme grad af kriminalitet – det ved man ikke – men de brune har større risiko for at blive opdaget.
Indkomst: Der bor flere fattige familier i de udsatte boligområder end i Danmark som helhed. Deraf følger, at lommepengene er mindre i de udsatte boligområder. Hvis lommepengene ikke rækker til den nyeste smartphone, kan de fattige unge – både de hvide og de brune – blive fristet til at stjæle den.
Kriminalitet er ikke en medfødt egenskab. Det har heller ikke noget med religion og kultur at gøre. Men det har en hel del med ulighed at gøre.
Hvorfor falder kriminaliteten?
Helt sikre kan vi ikke være endnu. Men meget tyder på, at den boligsociale indsats, som aktive beboere i samarbejde med kommunale støttepersoner og politiet har gjort har været en medvirkende årsag.
Den udvikling bør fortsætte. Men lad dog for søren være med at skylde skylden på de udsatte boligområder.
Kilder:
Rapport udgivet af Center for Boligsocial Udvikling
Regeringen foreslår, at lejerne i det ældre almene byggeri skal betale 15 mia kr for at få afskaffet de udsatte boligområder, som regeringen kalder “ghettoer”.
Af Jakob Lindberg
Pengene skal tages fra Landsbyggefonden, hvis penge stammer fra huslejen i de ældre almene bebyggelser. Det betyder, at de ældre bebyggelser ikke kan få tilskud og lån til renoveringer fra Landsbyggefonden. Pengene skal i stedet bruges til f.eks. nedrivninger i de udsatte boligområder, eller til ekstra politi, eller til flere daginstitutioner, fordi man vil tvinge børn til at gå i børnehave.
Ingen kan forhindre Regeringen i at gennemføre “ghettoplanen”, hvis den kan få flertal i Folketinget. Men det skal den-onde-lyne-mig ikke ske for Landsbyggefondens penge. Landsbyggefonden er en privat fond, og hvis Folketinget vil beslaglægge fondens penge, er der tale om ulovlig ekspropriation.
Landsbyggefonden bør sætte hælene i og sige NEJ til at finansiere “ghettoplanen”. Det vil tvinge Regeringen til at sagsøge Landsbyggefonden. Så vil sagen ende i Højesteret, og her vil Regeringen tabe med et brag. Hvis der skal bruges penge på en “ghettoplan”, så må man skaffe pengene over Finansloven og sætte skatterne op.
Med mindre Løkkefonden vil betale politiske stunt.
P.S. Det er desværre ikke første gang, regeringen tager af Landsbyggefondens penge. F.eks. er det Landsbyggefonden, der finansierer “Center for boligsocial udvikling”. Læs mere her:
De såkaldte ghettoer skal være slagnummeret i Lars Løkkes kamp for at blive genvalgt
Af Jakob Lindberg
Så skete det igen. Efter en periode med politiske fiaskoer manglede Lars Løkke en god sag at underholde nationen med i sin nytårstale. Han fiskede “ghettoerne” op fra sin skuffe med yndlingsaversioner, og proklamerede for gud-ved-hvilken-gang at nu skulle ghettoerne afvikles. Han sagde:
– Vi skal ikke længere lappe på årtiers fejlslagen politik. Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind.
Det er en ideologisk udmelding, vi har hørt så tit. Ghettoerne er en skamplet på Danmark, fordi der bor for mange udlændinge, kontanthjælsmodtagere og kriminelle. Fy, fy. Vi må gøre noget.
Opgøret med parallelsamfund handler ikke om hudfarve eller religion, forsikrede Lars Løkke. Det handler om noget større. Om skel mellem mennesker.
– Det er et forsvar for tolerancen, friheden og frisindet.
Med de ord fik Lars Løkke for alvor markedsført hans egen forkvaklede opfattelse af virkeligheden. Beboerne i ghettoerne er åbenbart en trussel mod disse værdier. Absurd! Hvis han virkelig ville forsvare tolerancen, friheden og frisindet skulle han starte med at fyre Inger Støjberg.
Heldigvis deles hans fjendebillede ikke af dem, der har forstand på det han kalder “ghettoerne” – de 22 boligområder på regeringens ghettoliste. Jeg bringer herunder en række reaktioner fra debatten.
Boligselskaberne
– Ordet ghetto er meget stigmatiserende og siger noget dårligt om afdelingens beboere, og det er de slet ikke. Det er en velfungerende afdeling. I Finlandsparken kalder de den for “den lykkelige ghetto”. De er så glade for det boligområde, siger han.
Helge Andersen – formand for AAB i Vejle og Finlandsparken, en af bebyggelserne på ghettolisten i et interview til dr.dk.
I boligselkabernes brancheorganisation er man ikke begejstrede for statsministerens udmelding:
– Det er ikke særlig fornuftigt at stemple områder, fordi man overser alle de almindelige mennesker, der bor i områderne. Det sætter sådan set områderne tilbage i stedet for det, som den egentlig skal – at føre dem videre frem.
– Når de unge skal ud og søge arbejde, vil de ikke sige, hvor de kommer fra, hvis det er et område, der har det her stempel.
Bent Madsen, direktør i BL-Danmarks Almene Boliger i et interview til dr.dk.
Borgmestrene
Heller ikke Venstres borgmestre deler Lars Løkkes negative holdning til de udsatte boligområder
– Her i Vejle har vi ikke brug for nye regler og love. Jeg vil opfordre til, at man fokuserer på de områder, hvor der måtte være problemer, og lader være med at skære alle de her såkaldte “ghettoområder” over en kam. Det, vi i virkeligheden har brug for, er, at de her områder får tid og ro til at udvikle sig.
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V) i et interview med TV2
– Jeg er ikke stor fan af, at man kalder et en ghettoliste. Jeg mener ikke vi har ghettoer i Danmark. Men det er okay, at lave en liste over de boligområder, der har de største udfordringer, så man kan målrette indsatserne.
Michael Ziegler, borgmester i Høje Taastrup til Jyllandsposten
Forskerne
Professor Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet siger til Jyllandsposten
Listen er med til at forværre problemerne i boligområderne,« siger professoren og peger på, at alene navnet har en dybt negativ klang.
– De boligområder, som bliver hængt ud som ghettoer på listen, får et dårligere image og dermed sværere ved at tiltrække nye beboere udefra. Det er med til at gøre deres problemer større.
»Listen er ren statistik. Kommunerne og boligselskaberne ved i forvejen, hvor der er problemer, så jeg kan faktisk ikke se, hvad formålet med at offentliggøre listen er,« siger han med henvisning til, at ghettolisten er baseret på data fra Danmarks Statistik.
Beboerne
Jeg kender somaliske kvinder i Gellerupparken, Vollsmose og Mjølnerparken. Kvinder, der er analfabeter og har svært ved at tillære sig det danske sprog. Disse kvinder har dog alligevel formået at opfostre deres børn, både piger og drenge, med en ambition om at tage en uddannelse. Jeg kender f.eks. en analfabet-mor, der har fire universitetsuddannede børn. Er hun en berigelse eller en byrde for samfundet? Jeg vil mene, at hun beriger med de fremtidige generationer.
Fatima Ali, speciallæge i psykiatri og psykiatrisk konsulent. Debatindlæg i politiken.dk
Filosoffen
Selv i demokratiets kerne støder vi på det. Når det gælder udlændinge, har mange politikere for længst bestemt sig for, at problemerne er enorme, og de forsømmer ingen lejlighed til at fortælle os om forfærdelige tilstande i ghettoer og parallelsamfund. At forskere, eksperter og lokalpolitikere som modsvar tænder fornuftens fakkel, hjælper ingenting. Man kan ikke tale sandhed til en magt, der har bestemt sig for ikke at ville blive klogere.
Citat fra debatindlæg af Peter Lauritsen, professor MSO. I Politiken 25 februar 2018
