En borgerlig regering – eller en regering hen over midten – vil være til stor skade for boligpolitikken. Sådan skrev Danmarks Lejerforenings formand før Folketingsvalget den 1. november 2022

Af Bodil Kjærum

Folketingsvalget den 1. november bliver på mange måder afgørende for Danmark og ikke mindst for lejerne.

Siden 2019 har rød blok haft den afgørende politiske indflydelse i landet. Socialdemokratiet har regeret med støtte fra Radikale, SF, Enhedslisten og de stærkt splittede folketingsmedlemmer fra Alternativet og Frie Grønne. Samarbejdet i rød blok har betydet, at Danmark så småt har begyndt opgøret med den mest skadelige bestemmelse i den private lejelovgivning, nemlig den såkaldte § 5, stk. 2 i boligreguleringsloven.  I forbindelse med sammenskrivningen af lejeloven er bestemmelsen nu at finde i lejelovens § 19 stk. 2.

Se her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/341

Blackstone-indgrebet

19 stk. 2-bestemmelsen har siden 1996 gjort det muligt for udlejerne at trække over 50.000 lejemål ud af den omkostningsbestemte leje ved at lave såkaldte gennemgribende moderniseringer i den gamle boligmasse.

Lejeniveauet i disse lejemål ligger ofte i intervallet 1.500-2.000 kr. pr kvadratmeter om året. Det svarer til, at lejligheder på 80 kvadratmeter koster mellem 10.000 og 13.333 kr. i leje hver måned (eksklusive varme).

Det såkaldte Blackstone-indgreb i 2020 betød at det blev sværere for udlejerne at gennemføre disse moderniseringer, blandt andet fordi de nu er tvunget til at lave energiforbedringer i lejlighederne, for at få lov til at hæve huslejen til det lejedes værdi.

Nu skal en lejlighed som minimum have energimærke D for at lejen skal kunne sættes op ved genudlejning.  Der er desuden strammet på andre bestemmelser, hvilket har betydet, at udlejerne taber flere sager i byretterne særligt i København, når lejerne protesterer mod de høje huslejer.

Se artiklen:

https://www.dklf.dk/artikler/gennemgribende-moderniserede-lejemaal/

 Uligheden på boligmarkedet

Men der er langt igen før vi kan sige, at boligpolitikken på det private lejemarked for alvor er vendt til gavn for lejerne.

For det første er der stadig stor knaphed på lejeboliger både i Hovedstadsområdet og i de store provinsbyer som Aarhus, Odense og Aalborg. Uanset Blackstone-indgrebet har udlejerne ingen problemer med at udleje de dyre lejligheder.

For det andet fortsætter den uheldige udvikling, hvor huslejereguleringen reelt forsvinder for de ældre lejligheder i småhuse opført før 1992. Det skyldes at lejerne i mange provinskommuner ikke er klar over, at de kan få sat deres husleje ned ved at klage til huslejenævnet. Når ingen bruger en rettighed, så visner den.

For det tredje presses huslejerne i vejret på grund af de kolossale prisstigninger på ejerboliger, som Danmark har oplevet i de sidste 10 år. I dag kan ejerne af ejerlejligheder i København og andre store byer få store skattefrie milliongevinster ved at sælge deres lejligheder. Når priserne på ejerlejligheder er kommet så højt op, bliver særligt København og omegnskommunerne lukket land for lønmodtagere med små og mellemstore indkomster.

For det fjerde er der stadig ikke kommet gang i byggeriet af almene boliger. På trods af, at kommunerne har mulighed for at bestemme at op til 25 % af de nybyggede lejligheder skal være almene boliger, så sker det ikke. Nogle kommuner undlader at benytte denne mulighed. I andre kommuner, træffer man beslutning om det, men man følger ikke op på det og kontrollerer, at pensionskasserne og andre bygherrer reelt bygger de almene boliger.

Nedrivninger

I 2018 vedtog et bredt flertal i Folketinget med Lars Løkke i spidsen, at de såkaldte ”ghettoer” skulle fjernes fra det danske landskab. Det skulle ske ved nedrivninger og salg af almene boliger som ejerlejligheder. Socialdemokratiet og SF støttede dette indgreb, mens Radikale, Enhedslisten og Alternativet stemte imod.

Danmarks Lejerforeninger og den øvrige lejerbevægelse protesterede mod ”ghettoloven”, men den socialdemokratiske regering fortsatte, hvor Lars Løkke slap. Den eneste positive ændring, der er sket er, at man har fjernet det antisemitiske begreb ”ghetto” fra loven og erstattet det med ”udsatte boligområder”

Det går heldigvis meget langsomt med at få nedrivningerne gennemført. Der er stadig tid til at droppe denne politik, som skal betales af lejerne. Men ophævelsen af nedrivningsloven bør ske før nedrivningerne for alvor kommer i gang.

Stop Mette Frederiksens flirt med Lars Løkke

Det ser ikke ud til, at det kommende valg ender med et flertal til blå blok. Venstre og Konservative har samtidig afvist muligheden af at støtte en regering, med Mette Frederiksen som statsminister.

Men en mindretalsregering bestående af Socialdemokratiet, Radikale og Moderaterne er en mulighed. Det vil give Lars Løkke – nedrivningspolitikkens fader – afgørende indflydelse på regeringens boligpolitik.

Det eneste der kan forhindre det er, hvis valget ender med et flertal bestående af følgende partier: Socialdemokratiet, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Stem som lejer!

Den tidligere cheføkonom i Lejernes LO, Jesper Larsen har i en artikel i Information kommenteret de regeringsforhandlinger, der føres mellem Mette Frederiksen (S),  Jakob Ellemann-Jensen (V) og med Lars Løkke på sidelinjen. Han advarer forhandlerne mod at glemme det boligpolitiske område. Vi bringer her nogle centrale uddrag fra artiklen.

Jesper Larsen påpeger, at der mangler reformer der skal udvikle velfærdsstaten. Efter hans mening spiller boligen en central rolle i disse reformer, fordi boligpolitikken fordi påvirker uligheden, land og by, demokratiet og sammenhængskraften.

Han frygter at en regering hen over midten vll skabe en boligpolitisk tørkeperiode de kommende år. Han tror at Danmark kommer til at mangle reformer, ”der videreudvikler den danske velfærdsmodel med øget lighed og sikrer en mindre gentrificering af storbyerne.”

Med gentrificering menes en proces, hvor folk med almindelige indkomster erstattes af velhavere. Han skriver:

– Beskatningen af skattefri kapitalgevinster i ejerboligen eller en mere retfærdig ejendomsværdiskat, sidstnævnte anbefalet af Vismændene, vil have lange udsigter. Uanset at disse forhold dræner lejeboligsektoren for mellem- og højindkomster og skaber ulighed. Og alle er spændt på, hvorvidt det lykkes at realisere aftalen om nye ejendomsvurderinger og skattesatser, uden at der medfølger en forøgelse af ejerboligbeskatningen. ”

Jesper Larsen påpeger, at der er er stor forskel på Højrefløjens og Socialdemokratiets boligpolitik.

– Højrefløjens bud på reformer i den almene lejeboligsektor handler primært om ghettolister, salg som ejerbolig eller omdannelse til privat udlejning. Det ligger milevidt fra Socialdemokratiets prioriteringer.  Reformer som åbne  og gratis ventelister, en betaling fra den anvisningsret, som de i dag har kvit og frit i de almene boliger, og en styrkelse af det nære beboerdemokrati og lejernes rettigheder står ikke på midterpartiernes dagsorden.”

Enighed om flere almene boliger

Allerede i dag står vi midt i en befolkningsmæssig udvikling  med øget udenlandsk arbejdskraft, flygtninge og et akut behov for mange boliger til ukrainere. Denne udvikling forstærker boligmanglen. Jesper Larsen forventer, at partierne kan blive enige om en forøgelse af det almene boligbyggeri, dog først om mange år. Som det tidligere er sket vil de nye boliger blive finansieret ved at bruge af lejernes egen opsparing i Landsbyggefonden uden megen hjælp fra statskassen.

Den hidtidige udvikling inden for det private udlejningsbyggeri vil fortsætte, skriver Jesper Larsen:

– De betalelige ældre udlejningsboliger er gradvist ved at forsvinde. De private udlejere kan hente et kæmpe stort afkast hjem ved at modernisere ellers solide lejligheder med et nyt køkken og badeværelse. Herefter fordobles huslejen. Mange boligsøgende ville foretrække en gedigen ikke moderniseret bolig, der var til at betale.”

De lukrative ordning med gennemgribende moderniserede lejligheder i det ældre private udlejningsbyggeri burde efter hans mening stoppes.¨

– Men det sker ikke, for mange stærke økonomiske interesser er på banen. Desuden vil hverken De Radikale og såmænd heller ikke Socialdemokratiet
reelt længere kæmpe for den omkostningsbestemte leje ved genudlejning i den private udlejningssektor. Da man havde magten, greb man ikke ind.

Det vil skabe et yderligere pres på den almene sektor, der vil få svært ved at tilfredsstille efterspørgslen. Det har højrefløjen ingen problemer med.

– For dem er de almene boliger et sted, hvor den boligsociale opgave skal løses, og hvor lavindkomsterne skal bo. Samtidig er lønmodtagernes pensionskasser lykkelige, når de moderniserer deres boliger på fuldt tryk og scorer store gevinster. De lader sig villigt spænde for de private fondes og rigmænds lobbypres, skriver Jesper Larsen

Fri lejefastsættelse

Det nyere private udlejningsbyggeri opført efter 1991 er et særligt problem. Disse boliger er de dyreste og mindst støttede udlejningsboliger i Danmark og de har derfor også den korteste botid.

– Her råder wild west tilstande, fordi lejen ved lejeaftalens indgåelse aftales frit ’som i det vilde Vesten’ og reelt ikke kan nedsættes, selv om den nærmest er ublu. En aftale er en aftale’ var et ideologisk mantra for højrefløjen, som sammen med De Radikale i 1991 indførte disse vilkår. Med en regering over midten kan befolkningen se frem til stilstand på det boligpolitiske område på et tidspunkt, hvor der er særligt brug for handling, slutter Jesper Larsen

Kilde: Information, 8. december 2022. Jesper Larsen er pensioneret cheføkonom i Lejernes LO og medlem af huslejenævnet i Frederiksberg og Gentofte kommuner.

Politikere på højrefløjens siger ofte, at en vis ulighed er en forudsætning for at verdens lande kan fortsætte den økonomiske vækst. Denne teori, er blevet modbevist af blandt andet OECD’s økonomer.

Af Jakob Lindberg

Ifølge højrefløjen er ulighed en naturlig og gavnlig ting for samfundet fordi den tilskynder de rige til at investere deres penge i nye virksomheder. Derved skaber de rige arbejdspladser til de fattige. Det er denne teori OECD har skudt ned i en undersøgelse fra 2015 

Økonomisk vækst

Men først lidt om, hvad vækst er for noget. Vækst er mange ting, men i denne artikel vil jeg koncentrere mig om det, man kalder økonomisk vækst, hvorved jeg forstår, at den samlede indkomst eller produktion i et land stiger år for år.

På venstrefløjen møder man af og til det synspunkt, at den økonomiske vækst er for høj i Danmark. Høj økonomisk vækst hænger sammen med uønskede virkninger som f.eks. psykisk stress, ødelæggelse af familielivet og kriminalitet.

Højrefløjens svar på denne kritik er, at økonomisk vækst er nødvendig for, at vi år for år kan forøge velstanden og det materielle forbrug. Ifølge dette synspunkt, kan samfundet kun blive bedre, hvis der er økonomisk vækst – for jo større den økonomiske vækst er, jo flere goder er vi i stand til at købe og forbruge.

Væksten, klimaet og miljøet

Men højrefløjen og venstrefløjen er også uenige om sammenhængen mellem økonomisk vækst og hensynet til klimaet og miljøet. Venstrefløjens debattører kritiserer ofte regeringen for, at den opfatter økonomisk vækst udelukkende som noget positivt. De peger f.eks. på, at den økonomiske vækst i de sidste 200 år har været tæt forbundet med afbrænding af de fossile energikilder i undergrunden (kul, olie, naturgas).  Denne energiproduktion truer med at udløse klimakatastrofer, der kan true tilværelsen for milliarder af fattige mennesker, fordi den bevirker en alt for høj global opvarmning. Opvarmningen kan udløse klimakatastrofer, som f.eks. oversvømmelser, skovbrande og ørkendannelse.

Denne kendsgerning har højrefløjen efterhånden accepteret, men de hævder alligevel , at en fortsættelse af den økonomiske vækst er nødvendig for at vi kan producere de vindmøller, solceller og atomkraftværker, der er nødvendig for at forhindre klimakatastroferne.

Vi kan altså konstatere, at visse former for økonomisk vækst er positive, mens andre er negative. På visse punkter er højrefløjen og venstrefløjen enige: F.eks. mener begge fløje, at forbedring af uddannelsessystemet og sundhedssystemet er  positive former for økonomisk vækst, og at overdreven brug af flyrejser og bekæmpelse af kriminalitet er negative former for økonomisk vækst.

Økonomisk vækst og ulighed

I de sidste 20 år har økonomerne fået øjnene op for at økonomisk vækst og ulighed påvirker hinanden, men ikke på den måde, som højrefløjen tror.

I denne debat har OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) spillet en særlig rolle. OECD er en mellemstatslig økonomisk organisation med 38 medlemslande, der i 1961 blev grundlagt for at stimulere økonomisk udvikling og verdenshandel.

I 2015 udgav OECD’s økonomer en publikation, der satte fokus på dette. Efter at den økonomiske ulighed i gennem 200 år var blevet formindsket, begyndte uligheden i langt de fleste lande at stige igen fra 1980 og fremefter. Hvis højrefløjens teori om ulighedens positive invirkning på den økonomiske vækst var rigtig, så skulle man tro, at den økonomiske vækst ville blive forøget.

Man måler traditionelt den økonomiske vækst ved at udregne det såkaldte BNP (Bruttonationalproduktet)

Hovedresultatet af undersøgelsen var overraskende: Den stigende ulighed i OECD-lande i havde medført en mindre stigning i produktionen (BNP) i årene 1990-2010, sammenlignet med tidligere perioder. Det blev dokumenteret, at samfund, der har en meget ulige indkomstfordeling vil få meget svært ved at opnå en mere lige indkomstfordeling, og at dette vil få negative følger for den økonomiske vækst.

Uddannelse

I mange OECD-lande er der brugerbetaling på uddannelsesområdet. Dette er med til at svække den økonomiske vækst. Under disse vilkår får alt for få en tilstrækkelig god uddannelse. De manglende uddannelsesmæssige kvalifikationer er et betydeligt problem for de 40 % af indbyggerne, som ligger i den nedre del af indkomstfordelingen.

Sundhed og bolig

OECD kom med mange anbefalinger i rapporten. For eksempel anførte man hvor vigtigt det er, at de laveste 40 % i indkomstfordelingen fik mere lige adgang til sundhed og bolig.

En engelsk epidemolog Richard G. Wilkinson har påvist, at befolkningen i mere lige samfund har bedre helbred, f.eks. færre mentale problemer og vægtproblemer.

Der er også færre sociale problemer i form af øget kriminalitet, øget narkomisbrug, mentale problemer, vægtproblemer mv, dvs. alle de negative former for økonomisk vækst. Desuden er den generelle samhørighed mellem forskellige befolkningsgrupper bedre i lige samfund end i meget ulige samfund.

Kilder: In It Together: Why Less Inequality Benefits All, (2015) OECD Publishing, Paris.

Christen Sørensen: Hvorfor er større ulighed en vækstdræber? Kristeligt Dagblad 15. april 2017