Selskabernes indtægter på boligsøgendes gebyrer er næsten 3-doblet på få år. I 2007-2008 fik de ca. 55 millioner kr. årligt, og i 2009 fik de 70 mio. kr. I 2011 var det 135 mio. kr. i 2012 = 148 mio. kr. og i 2013 = 151 millioner kr.
Forskellige gebyrer for samme ydelse
Reglen er at gebyrerne skal dække omkostningerne til ventelisteadministration.
Reglen er tydeligvis af elastik, da nogle selskaber kan nøjes med 99 kr. årligt, mens andre kræver 250 eller 300 kr. for samme ydelse: År efter år, at udsende et brev med indbetalingskort og efterfølgende registrere indbetalingen automatisk via PBS, hvilket kun koster få kroner.
Naturligvis er der mere arbejde når, der udsendes tilbud om ledige boliger, men i Hovedstaden er det som bekendt noget, der tager mange år. Hvis ventelisterne blev samlet til større enheder, ville der være basis for besparelser ved omfattende automatisering og reduktion af det manuelle arbejde.
1 mio. opnoteringer
Løst anslået er der i nærheden af 1 million opnoteringer i hele landet, hvoraf KAB, som størst, må have i omegnen af 100.000 opnoteret.
I Hovedstadsområdet, inkl. de delvis landsdækkende selskaber, betales 70-75 millioner kr. for mere end dobbelt så mange opnoteringer, som der er udlejede boliger.
Desværre er indtægtsmulighederne nok for lukrative til at selskaberne vil tage initiativ til en rationalisering og effektivisering af ventelisterne i det øvrige land. Det ville ellers være til gavn og glæde for de boligsøgende, foruden at fælles ventelister vil være det sikreste planlægningsgrundlag for hele by og boligplanlægningen i kommunerne.
Den omvendte verden!
Skulle nogen have glemt det, så er betaling for ventelister til private lejeboliger ulovlig dusør!
Det private erhvervsliv betaler for adresselister og kundedatabaser, men i den almene sektor skal kunderne betale for at stå i kø. Det er den omvendte verden, – som Østeuropa før murens fald!
Et mindre antal selskaber har kun ganske korte ventelister, og en del selskaber har på en og samme tid mange på venteliste og en del ledige boliger. Det bekræfter at opnoteringerne i et stort omfang har karakter af en art forsikring af fremtidsdrømme, for det tilfælde at, der skulle opstå behov for en bolig i fremtiden, snarere end et akut boligbehov.
Det private boligmarked
Aktuelt boligsøgende er henvist til det private boligmarked fx via www.Boliga.dk, som ud over praktisk taget alle ejer- & andels-boliger har en del private lejeboliger på www.lejnu.dk, og Søndagsavisens www.Boligportal.dk som er de private udlejeres foretrukne medie, med langt hovedparten af alle ledige private lejeboliger.
På det seneste er en del almene selskaber begyndt at annoncere godt og vel halvdelen af sektorens ledige boliger på disse 2 portaler. Endelig er der kommunernes sociale boliganvisning.
Overskud og mangel
Kommuner, der for nogle år siden insisterede på nybyggeri i udkantområderne i håb om at opretholde befolkningstallene, må nu se i øjnene at boligerne er og bliver tomme, og at kommunerne kan risikere at skulle indfri garantierne for byggelånene, hvis husene skal sælges eller rives ned, fordi folk trods alt flytter fra land til by.
Århus og Hovedstadsområdet har derimod lange ventelister ikke mindst fordi København, Frederiksberg og Gentofte i mange år har afvist at bygge de nødvendige almene boliger.
Problem & løsning?
Ventelisterne kan være korte eller lange, det påvirker ikke det almene boligbyggeri. Gebyrerne går til betaling af en større eller mindre del af lønningerne i udlejningsafdelinger og boligadministrationer.
Derimod styres byggeriet udelukkende af kommunerne, som ofte er uvillige til at betale den statsafgift, som hedder Grundkapitalindskudslån. Dette 50-årige rente- & afdragsfrie lån udgør p.t. 10 % af byggeriets omkostninger, og det skal betales af kommunerne til staten i forbindelse med kommunens tilladelse til byggeriet.
Grundkapitalindskuddet øges og sænkes af regering og folketing alt efter om man vil øge eller bremse boligbyggeriet. P.t. er der lav beskæftigelse, og stigende mangel på almennyttige boliger i Hovedstaden, hvilket fastholder ghettoerne.
Derfor kunne en løsning være at lokke de kommuner, der har mindre end 25 – 30 % almene boliger, med tilbud om at bygge uden, eller med halvt grundkapitalindskudslån.
Eksempler:
Der må være store muligheder for besparelser ved at sammenlægge og automatisere ventelisterne for de større byområder på samme måde, som det er blevet gjort med www.aarhusbolig.dk. Her er kommunens ca. 45.000 almennyttige boliger er samlet i en venteliste, hvor de der kan klare sig med e-mail og SMS kun betaler 100 kr. årligt, mens de, der vil have udbragt post, betaler 300 kr.
Trods fejl i data-grundlaget gætter jeg på at der i Århus var gebyr-indtægter i nærheden af 10 mio.kr i 2012.
Den landsdækkende portal http://www.danmarkbolig.dk/ er ved at være i funktion, selv om den kun er en umådelig trist vejviser, hvis man ellers kan finde ud af teknikken. Mit radikale forslag fra 2003 & 2006 var en fælles venteliste til effektiv markedsføring af sektorens boliger, men fantasiløse bureaukrater satte sig på den, og har foreløbig sikret at den er en fiasko, så der nu er ca. 3.000 ledige almene boliger.
Effektiv markedsføring savnes
Den almene sektor er i sin selvforståelse leverandør af en rationeret ydelse til en umættelig efterspørgsel, derfor har sektoren aldrig forstået, at der kunne opstå behov for en rationel markedsføring. Der er tilløb til samarbejde om fælles ventelister på nettet, men det går meget langsomt, og nogle vil ikke, med mindre kommunerne presser dem. Når boligbehovet nu er mættet mange steder, og markedsføringen savnes, bliver løsningen derfor ikke en effektiv fælles udlejningsindsats, men nedrivning af sunde boliger!
Skal der ske en effektiv markedsføring af de almene boliger samt en forenklet og gennemskuelig boligsøgning må kommunerne og/eller Folketinget tage initiativet. Det kommer næppe fra selskaberne, og boligministeriet vil ikke.
