25. februar 2018

De såkaldte ghettoer skal være slagnummeret i Lars Løkkes kamp for at blive genvalgt

Af Jakob Lindberg

Så skete det igen. Efter en periode med politiske fiaskoer manglede Lars Løkke en god sag at underholde nationen med i sin nytårstale. Han fiskede “ghettoerne” op fra sin skuffe med yndlingsaversioner, og proklamerede for gud-ved-hvilken-gang at nu skulle ghettoerne afvikles. Han sagde:

– Vi skal ikke længere lappe på årtiers fejlslagen politik. Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind.

Det er en ideologisk udmelding, vi har hørt så tit. Ghettoerne er en skamplet på Danmark, fordi der bor for mange udlændinge, kontanthjælsmodtagere og kriminelle. Fy, fy. Vi må gøre noget.

Opgøret med parallelsamfund handler ikke om hudfarve eller religion, forsikrede Lars Løkke. Det handler om noget større. Om skel mellem mennesker.

– Det er et forsvar for tolerancen, friheden og frisindet.

Med de ord fik Lars Løkke for alvor markedsført hans egen forkvaklede opfattelse af virkeligheden. Beboerne i ghettoerne er åbenbart en trussel mod disse værdier. Absurd! Hvis han virkelig ville forsvare tolerancen, friheden og frisindet skulle han starte med at fyre Inger Støjberg.

Heldigvis deles hans fjendebillede ikke af dem, der har forstand på det han kalder “ghettoerne” – de 22 boligområder på regeringens ghettoliste. Jeg bringer herunder en række reaktioner fra debatten.

Boligselskaberne

– Ordet ghetto er meget stigmatiserende og siger noget dårligt om afdelingens beboere, og det er de slet ikke. Det er en velfungerende afdeling. I Finlandsparken kalder de den for “den lykkelige ghetto”. De er så glade for det boligområde, siger han.

Helge Andersen – formand for AAB i Vejle og Finlandsparken, en af bebyggelserne på ghettolisten i et interview til dr.dk.

I boligselkabernes brancheorganisation er man ikke begejstrede for statsministerens udmelding:

– Det er ikke særlig fornuftigt at stemple områder, fordi man overser alle de almindelige mennesker, der bor i områderne. Det sætter sådan set områderne tilbage i stedet for det, som den egentlig skal – at føre dem videre frem.

– Når de unge skal ud og søge arbejde, vil de ikke sige, hvor de kommer fra, hvis det er et område, der har det her stempel.

Bent Madsen, direktør i BL-Danmarks Almene Boliger i et interview til dr.dk.

Borgmestrene

Heller ikke Venstres borgmestre deler Lars Løkkes negative holdning til de udsatte boligområder

Forskerne

Professor Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet siger til Jyllandsposten

Listen er med til at forværre problemerne i boligområderne,« siger professoren og peger på, at alene navnet har en dybt negativ klang.

– De boligområder, som bliver hængt ud som ghettoer på listen, får et dårligere image og dermed sværere ved at tiltrække nye beboere udefra. Det er med til at gøre deres problemer større.

»Listen er ren statistik. Kommunerne og boligselskaberne ved i forvejen, hvor der er problemer, så jeg kan faktisk ikke se, hvad formålet med at offentliggøre listen er,« siger han med henvisning til, at ghettolisten er baseret på data fra Danmarks Statistik.

Beboerne

Jeg kender somaliske kvinder i Gellerupparken, Vollsmose og Mjølnerparken. Kvinder, der er analfabeter og har svært ved at tillære sig det danske sprog. Disse kvinder har dog alligevel formået at opfostre deres børn, både piger og drenge, med en ambition om at tage en uddannelse. Jeg kender f.eks. en analfabet-mor, der har fire universitetsuddannede børn. Er hun en berigelse eller en byrde for samfundet? Jeg vil mene, at hun beriger med de fremtidige generationer.

Fatima Ali, speciallæge i psykiatri og psykiatrisk konsulent. Debatindlæg i politiken.dk

Filosoffen

Selv i demokratiets kerne støder vi på det. Når det gælder udlændinge, har mange politikere for længst bestemt sig for, at problemerne er enorme, og de forsømmer ingen lejlighed til at fortælle os om forfærdelige tilstande i ghettoer og parallelsamfund. At forskere, eksperter og lokalpolitikere som modsvar tænder fornuftens fakkel, hjælper ingenting. Man kan ikke tale sandhed til en magt, der har bestemt sig for ikke at ville blive klogere.

Citat fra debatindlæg af Peter Lauritsen, professor MSO. I Politiken 25 februar 2018

23 februar 2018

Vejen til at nå i mål går gennem en kombination af fysiske forandringer i boligområderne, bedre uddannelse og højere beskæftigelse, siger Realdanias direktør, Jesper Nygård i dette interview.

Af Jakob Lindberg

Jesper Nygård skrev den 22. januar 2018 en kronik i Politiken som reaktion på statsministerens nytårstale, hvor Lars Løkke endnu engang trak en gammel kanin op af hatten og bebudede, at nu ville regeringen gøre noget ved ”ghettoerne”, blandt andet gennem nedrivninger.

Jesper Nygårds budskab var, at der ikke er nogle hurtige greb, der løser alt, og at nedrivninger af hele by- og boligområder ville være en dårlig idé.

I stedet skal man satse på at videreudvikle de ting, som havde virket godt i de udsatte boligområder, f.eks. uddannelsesindsatsen og det boligsociale arbejde. Det skal ske i kombination med at ændre den fysiske indretning af områderne, så der i højere grad bliver trafik ind og ud af områderne og de kommer til at hænge bedre sammen med den øvrige by.

Jeg har bedt Jesper Nygård om nogle uddybende kommentarer.

Ordet ghetto

– Du har gennem mange år beskæftiget dig med de udsatte boligområder, blandt andet dem, der står på regeringens ”ghettoliste”. Ordet ghetto betød oprindelig en bydel, hvor man i Europa spærrede jøderne inde om natten, fordi man ville have så lidt med dem at gøre som muligt. Nu foreslår Dansk Folkeparti, at der skal være udgangsforbud for unge i områderne på ghettolisten. Kan man sige at vi, der bor i de udsatte boligområder, er blevet vor tids uønskede elementer?

– Jeg brugte betegnelsen i en tidligere Kronik i Politiken i 1992, hvor jeg som beboervalgt formand under overskriften ’ Sidste frakørsel før ghettoen’ opfordrede til at tage fat om det problem, at grupper af dårligt stillede udlændinge og danskere i stigende grad var samlet i nogle dele af den almene sektor.

Siden dengang er der sket rigtig meget, og der er nogle ting, som vi kan se virker. Mit mål med den nye kronik fra januar 2018 var netop at gøre opmærksom på dette. At tingene på en række områder har flyttet sig i en positiv retning. Men at der også stadig er et stykke at gå, før vi er i mål. At fysiske forandringer helt klart kan bidrage til at få skabt en større sammenhæng mellem beboere og forskellige kvarterer i byen. Men at uddannelse og en social indsats er super vigtig, når vi taler om de mest udsatte grupper i den almene sektor.

Jeg kan godt forstå, hvis nogle af beboerne i den almene sektor føler sig som det, du kalder ’uønskede elementer’ og måske også føler, at alle bliver skåret over én kam. Der sker jo desværre ofte det i samfundsdebatten, at tingene bliver trukket hårdt op, og at retorikken kan komme til at forstærke problemerne. Det ser man f.eks. også i debatten om de danske yderområder, hvor ord som udkant og den rådne banan jo bestemt ikke fremmer en positiv opfattelse.

Jeg bruger ikke selv ordet ghetto. Dels fordi jeg mener, at det er helt skævt i forhold til dets oprindelige betydning. Og dels fordi, de områder, vi i Danmark har udråbt til ghettoer ikke kommer i nærheden af de problemer, som findes i de byer, man i udlandet betegner som ghettoer.

I et internationalt perspektiv har vi i Danmark gjort det godt. Det betyder ikke, at vi er i mål. Det er vi ikke. Men når vi går det sidste stykke vej, skal vi huske på de ting, som har virket indtil nu – og gøre mere af det. Og det er en kombination af fokus på det fysiske miljø, på uddannelse og på beskæftigelse. Og vi skal tale ordentligt om problemerne og huske på, at det er mange tusinde menneskers hjem, vi taler om.

Fleksible udlejningsregler

– Da man indførte de ”fleksible udlejningsregler”, gav man de almene boligselskaber mulighed for at forhindre indvandrerne og kontanthjælpsmodtagerne i at flytte ind i de mest attraktive afdelinger. Har disse regler bevirket, at de mindst attraktive afdelinger er blevet sorteper, fordi de ikke har haft de samme muligheder for at afvise de uønskede befolkningsgrupper?

– Jeg har arbejdet rigtig meget med fleksible udlejningsregler i mine mange år i KAB og jeg var dengang slet ikke i tvivl om, at disse regler var meget nyttige for at skabe en mere varieret beboersammensætning – i virkeligheden i hele den almene sektor –men særligt i de udsatte boligområder. En række analyser underbygger dettes synspunkt. F.eks. har det såkaldte modningsprojekt, som Realdania har gennemført forud for vores initiativ ”By i balance”, konkluderer, at ”fleksibel udlejning” er et af de virkemidler, som har virket bedst i forhold til en skæv beboersammensætning. Det virker typisk der, hvor der allerede er efterspørgsel efter boliger, men når det kombineres med at stoppe eller reducere kommunal anvisning i de udsatte boligområder og erstatte den med anvisning i andre dele af den almene sektor, så er det både gavnligt for at løfte i flok og for at styrke udviklingen i de udsatte boligområder. Der gemmer sig en række dilemmaer i dette, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det er godt for udviklingen i de udsatte boligområder. Og et af de allermest betydningsfulde værktøj i værktøjskassen.

Kriminalitet

– Med muligheden for at anvende 100 % kommunal anvisning af tilflyttere til de udsatte boligområder – som man gør det i Ishøj kommune – hvorfor har vi så stadig overrepræsentation af f.eks. kriminelle i disse området?

– Mit billede – igen fra mange år som beboer, beboervalgt og direktør i den almene boligsektor – er, at langt de fleste beboere er ordentlige mennesker med ambition og drømme om et godt liv for dem selv og deres familier. Og så er der nogle få, der ødelægger det for de mange.

Det er vigtig at være opmærksom på at det er medlemmer af få kriminelle familier, der skaber langt størstedelen af problemerne i landets udsatte boligområder. Og dermed ikke nødvendigvis – og næppe – nye anviste tilflyttere.

En kombination af høj arbejdsløshed, ressourcesvage børnefamilier og stort antal børn og unge gør, at antallet af personer i den kriminelle risikozone er betragteligt større i de udsatte boligområder, og derfor tror jeg, vi ser en relativ stor kriminalitetsrate her. Det er dog væsentligt, at påpege, at kriminaliteten i de udsatte boliger er faldet markant de senere år, takket være en vigtig boligsocial og politimæssig indsats.

Løsninger

– Er det staten eller kommunerne, der har svigtet deres opgave?

– Så enkelt kan det ikke gøres op.

– Det her er ikke en opgave, som en part kan løse alene. Så var den jo løst nu, og en eller flere politikere kunne sole sig i succesen. De er en super kompleks opgave, som kræver at mange forskellige parter går sammen. Det er også tilgangen i de tre projekter, Realdania lige nu har i gang i tre boligområder i 3 kommuner: Gladsaxe, Høje-Taastrup og Esbjerg. Her arbejder vi både med den fysiske indretning af områderne, med sociale indsatser og med skolerne. Vores partnere i projektet er kommunerne og de almene boligorganisationer – og dermed også med beboerne i områderne. Samtidig har vi tilknyttet både forskere og en lang række centrale aktører til projektet. Det har vi gjort for at sikre, at den viden og de løsninger, vi håber på at få ud af vores indsats, kan spredes til andre områder.

Samtalen med Jesper Nygård fortsætter i næste nummer Lejer i Danmark, hvor vi stiller spørgsmålet: Hvad kan der konkret gøres for at modvirke opdelingen af de danske byer i kvarterer for velhavere og kvarterer for fattige. Samtalen vil blive bragt her på hjemmesiden.

Det grimme ord: ghetto