20 marts 2018
På trods af klare regler bliver DAB ved med at opkræve systematiske overskud i mange afdelinger i Køge
Af Jakob Lindberg
Det er aldrig muligt at ramme helt præcist, når man lægger budget for en almen boligafdeling og dermed fastlægger huslejen. De fleste afdelinger i Danmark har hvert år små overskud og ind i mellem får de også underskud, hvilket som regel er helt uproblematisk. Men forholdene i Nordgården og Møllegården er helt unormale.
Efter reglerne skal det årlige overskud opføres på en konto i regnskabet, som hedder ”Opsamlet resultat”. I følge det seneste regnskab stod der pr. 30/6 2017 over 881.000 kr på denne konto i Nordgården og knap 1.391.000 kr i Møllegården
Nordgården
I den nordlige del af Køge By ligger en lille afdeling af Køge Almennyttige Boligselskab – afdeling Nordgården. Lejerne betaler i 4.549 kr i husleje for en gennemsnitslejlighed på 64 m2.
I Køge er det en meget lav husleje – men den er alligevel for høj. Det kan ses af afdelingens regnskaber, som viser, at lejerne har betalt for meget i husleje siden 2005. Den årlige overskudsprocent har svinget mellem 7,33 % og 16,41 %.
. Det svarer til at hver lejer er blevet påtvunget en ulovlig opsparing på over 16.626 kr i de sidste 10 år.
Møllegården
I Herfølge syd for Køge ligger afdelingen Møllegården. Her er de 72 husstande gennem de seneste 4 år blevet påduttet en ulovlig tvangsopsparing på 19.319 kr. for hver husstand.
I Møllegården er huslejen ellers rigeligt høj, 956 kr. pr m2. Det svarer til 6.443 kr. pr. måned i ren husleje for en gennemsnitslejlighed på 81 m2
Oveskuddet er blevet ophobet gennem de sidste 4 år. Det største overskud fik afdelingen i 2015-16 nemlig 599.585 kr. I dette regnskabsår betalte lejerne dermed 8.328 kr for meget i leje. I 2016-17 var overskuddet en anelse mindre, men i begge regnskabsår var overskuddene på knap 11 % af de samlede udgifter.
Overbudgettering
Udviklingen skyldes, at DAB, som administrerer de to afdelinger for Køge Almennyttige Boligselskab bevidst overbudgetterer. Indtægterne bliver undervurderet og udgifterne overvurderet, når man udarbejder afdelingens budget.
I Nordgården har der ikke været underskud i de sidste 20 år – tværtimod har der systematisk været opkrævet for meget i leje.
Tilsynets svigt
Dette kan kun lade sig gøre, fordi Køge Kommune forsømmer sit tilsyn med de almene afdelinger i kommunen. I nogle tilfælde har man accepteret, at afdelinger og lokale boligselskaber har kørt med underskud – f.eks. afdelingerne under Lejerbo Køge Bugt.
Men man har heller ikke skredet ind over for de ulovlige overskud i bl.a. afdeling Nordgården, til trods for at Køge Lejerforening flere gange har gjort byrådet opmærksom på de systematiske overskud.