Udlejer i Køge rettede ind

Køge RådhusEn lejer i en lille ejendom blev uenig med sin udlejer omkring en vaskemaskine. Han henvendte sig til Køge Lejerforening, som kunne konstatere, at han betalte for meget i leje.

Det viste sig også, at udlejer ikke havde aflagt gyldige varmeregnskaber i flere år.

 

Huslejenævnet

Nævnet besigtigede lejen og nedsatte den fra 4.800 kr. om måneden til 3.142 kr. om måneden. Desuden blev varmeregnskaberne tilsidesat, hvilket betød at udlejer skulle tilbagebetale 398 kr. i for meget betalt varme.

I alt skulle udlejer inden 1. januar 2015 tilbagebetale 2.056 kr. til lejer.

Udlejer betalte ikke. Køge Lejerforening rykkede for beløbet i januar 2015 og advarede udlejer om, at han ville blive indberettet til Grundejernes Investeringsfond, hvis han ikke betalte beløbet.

Samtidig stillede lejerforeningen krav om tilbagebetaling af for meget betalt depositum, fordi dette beløb skal nedsættes, når lejen sættes ned. Endelig stillede lejerforeningen krav om tilbagebetaling af varme for et efterfølgende varmeregnskabsår, som huslejenævnet ikke havde afsagt kendelse om, fordi det ikke var aflagt på kendelsestidspunktet

I alt krævede lejerforeningen at udlejer betalte 11.535 kr. til lejeren.

 

Ignorerede kravet

Udlejer svarede ikke på lejerforeningens henvendelse og betalte heller ikke pengene.

Nu skrev lejerforeningen 2 breve til Huslejenævnet. I det ene brev anmodede man nævnet om at indberette udlejeren til Grundejernes Investeringsfond, fordi han ikke havde efterkommet nævnets kendelse.

I det andet brev startede man en ny sag vedrørende nedsættelse af depositum og tilbagebetaling af varmebidrag.

Da udlejer fik de to breve til høring fra Huslejenævnet, kom han på andre tanker. Pludselig modtog lejeren de 11.535 kr., som udlejer skyldte.

Udlejer er formentlig blevet klar over, at han ikke ville have nogen chance for at få medhold i den nye sag. Hvis han så heller ikke betalte pengene for denne sag, ville han pludselig stå med to anmeldelser til GI indenfor blot 1 år.

Der ville dermed ikke være langt igen før, han kunne risikere en tiltale med krav om, at han skulle fradømmes retten til at administrere sine egne ejendomme.

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger