Trappelejeforhøjelser afskaffes

5.november 2015
Tema: Den nye knopskydning på lejelovgivningen

Af Jakob Lindberg

 

I de senere numre af Lejer i Danmark har vi forholdt os meget kritisk til den nye knopskydning på lejelovgivningen, som folketinget vedtog i foråret. Nu er løbet kørt og derfor gælder det om at informere lejerne så godt som muligt om de positive ændringer, der er sket i lovene. Et af de positive elementer er, at det nu er forbudt at aftale trappelejeforhøjelser ved lejemålets indgåelse.

 

Ved trappeleje forstår man en aftale i en lejekontrakt, der over en årrække optrapper lejen. Oprindelig var trappeleje tænkt som en mulighed, udlejeren kunne bruge, når det af én eller anden grund ikke var muligt at få lejet en lejlighed ud til den leje, udlejer kunne kræve efter de normale regler om lejefastsættelse.

En midlertidig stilstand på lejeboligmarkedet kunne f.eks. betyde, at en udlejer ikke kunne få dækket den omkostningsbestemte leje, fordi det i en periode var svært at leje nye boliger ud.

I en sådan situation kunne udlejeren aftale med lejeren at lejen steg gradvis, indtil man nåede op på den omkostningsbestemte leje.

 

Misbrug

Men i virkeligheden udviklede tingene sig anderledes. I det fleste byer betød knapheden på lejeboliger, at markedslejen langt oversteg den omkostningsbestemte leje. På et tidspunkt undtog folketinget nybyggeri efter 1991 for reglerne om omkostningsbestemt leje. Derfor kunne udlejerne frit fastsætte lejen til den maksimalt opnåelige markedsleje.

Ved at kombinere en høj startleje med årlige faste stigninger over en 20-årig periode, kunne udlejerne sikre sig en jævnt stigende indkomst.

Risikoen var, at lejerne blev trætte af trappelejestigningerne og sagde op. Men mange udlejere så det som en mulighed for at udskifte lejerne med jævne mellemrum. På den måde kunne udlejeren drage fordel af en ny stigning i markedslejen.

 

Pristalsregulering

Det er slut nu. Ændringen af lejeloven forbyder udlejer at indsætte klausuler om trappeleje i kontrakter der indgås 1. Juli 2015 og derefter. Fremover er det kun muligt at anvende den såkaldte regulering ved nettoprisindeks.

I øjeblikket, hvor pristallet kun stiger langsomt, er det en fordel for lejerne, at trappelejeforhøjelserne er blevet erstattet af pristalsregulering.

 

Vær opmærksom

Men denne fordel er kun noget værd, hvis lejerne er opmærksomme på lovændringen. Hvis du flytter ind i en ny lejlighed fremover, og du kommer til at skrive under på en lejekontrakt, der indeholder trappeleje, skal du straks henvende dig til en lejerforening. Den kan hjælpe dig med at indbringe sagen for huslejenævnet, som kan erklære trappelejestigningen for ugyldig.

 

Gamle kontrakter

Det er kun i nye lejekontrakter at det bliver forbudt med trappelejeforhøjelser. Trappelejeklausuler der er aftalt før 1. Juli 2015 er stadig gyldige. Bor du i en kommune hvor boligreguleringslovens regler i kapitel II-V er gældende kan du dog få lejen nedsat, hvis din leje er kommet op over den omkostningsbestemte leje.

Søg rådgivning i din lejerforening.

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger