Intet samfund er perfekt. Der heller ikke nogen sektorer i det danske samfund, som fungerer helt, som de skal. Der findes inkompetence, svindel og magtmisbrug overalt. Derfor er der heller ikke noget overraskende i, at man kan finde uretfærdigheder i den almene boligsektor begået i beboerdemokratiets navn. Men det er vigtigt at alle råber op, når noget er galt.
Der er ingen, der har noget overblik over, hvordan beboerdemokratiet egentlig har det i Danmark. Det er også vanskeligt at danne sig noget totalt billede. Der findes knap 1000 almene boligorganisationer med ca. 11.000 afdelinger registreret i Landsbyggefondens database, og den almene sektor omfatter mere end 500.000 husstande. Derfor findes ikke én sandhed om beboerdemokratiets tilstand men mange.

Demokrati på skrømt

Et af sygdomstegnene finder vi, når beboerdemokratiet kun er et pænt dække over nogle skruppelløse spekulanter.
Randersegnens Boligforening var i princippet en almen boligorganisation, der havde til formål at opføre og drive almene boliger i de små landsbyer i Randers Kommune. I virkeligheden var boligforeningen et dækselskab for en privat entreprenør. I samarbejde med en lokal bank og en række håndværksmestre på egnen blev der opført boliger, som blev belånt med afdragsfrie lån, en finansieringsform, der er bandlyst inden for det almene byggeri.
Det skabte en lokal boligboble, som brast, da banken krævede lånene indfriet. (Hele denne skandale er beskrevet i dette blad  nr. 66 fra foråret 2012, som kan læses på dklf.dk)
Beboerdemokratiet slog ikke fejl. For det blev aldrig virkeliggjort. Det eneste demokratiske islæt i Randersegnens boligforening var de 4 beboere, der lod sig vælge til boligforeningens bestyrelse. Efter alt at dømme var de blot sagesløse brikker i forretningsførerens spil. Som tak for deres indsats er de nu blevet stævnet af konkursboet med krav om erstatning på 20 mio. kr.
(Læs andetsteds i bladet mere om skandalen i Randersegnens Boligforening.)

Beboerdemokratiet og den kommunale amatørisme

Et andet sygdomstegn dukker frem i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelser i deres iver efter at skaffe boliger til kommunen begynder at lege bygherrer. Det ender nogen gange galt, fordi de pågældende borgmestre og kommunale embedsfolk er amatører på feltet og forsømmer byggestyringen.
Et godt eksempel på dette er Samsø Ældreboligselskab, hvis eneste afdeling  Skoleparken i Brundby  for nylig blev solgt på tvangsauktion efter en betalingsstandsning. Sagen er blevet omtalt gennem mange artikler i dette blad gennem de sidste 5 år.
På grund af kommunens uduelighed blev Skoleparken født med omfattende byggesjusk, som der efterfølgende skulle rettes op på. Endvidere var opførelsesomkostningerne så høje, at lejlighederne efterhånden ikke kunne lejes ud.
Beboerdemokratiet fungerede. Afdelingsbestyrelsen og de beboervalgte medlemmer af organisationsbestyrelsen gjorde deres pligt. En kort periode var de herrer i eget hus, og det lykkedes dem i en kort periode at få alle lejligheder udlejet, hvilket aldrig var lykkedes for de professionelle administratorer. Deres eneste fejl var, at de stillede krav om, at der skulle rettes op på de bygningsmæssige mangler, og derfor blev de  kørt over.
Da de beboervalgte blev for kritiske blev de sat under administration af kommunalbestyrelsen. Desværre var de såkaldte professionelle administratorer fra Boligkontoret Danmark lige så uduelige som kommunalbestyrelsen. Resultatet var at bebyggelsen blev solgt for en slik til den lokale godsejer på Samsø.

Beboerdemokrati og pampervælde

Dette sygdomstegn er alvorligt fordi det opstår når beboerdemokratiet ødelægges indefra.
Vi finder det, når de beboervalgte afdelingsformænd glemmer, hvem der har valgt dem, og overskrider deres beføjelser. De mest politisk potente afdelingsformænd, er som oftest dem, der bliver valgt til organisationsbestyrelsen i den lokale boligorganisation. Her får deres pamper-gen frie udfoldelsesmuligheder.
Et eksempel på dette er Lejerbo i Køge, hvor organisationsbestyrelsen har misbrugt deres magt til at nedlægge ejendomsfunktionærstillingerne ude i de enkelte afdelinger. Læs om denne sag i artiklen, „Ringen“.

Beboere behandles som får

En variant af pampervælde-symptomet finder vi, når afdelingsbestyrelserne bliver så egenrådige, at de ikke tåler kritik på afdelingsmøderne. Hvor denne sygdom findes, viser det sig som nedladenhed hos afdelingsbestyrelsesmedlemmerne over for de almindelige beboere. I tilspidsede situationer får det afdelingsbestyrelsen til at tromle hen over beboerne, som  ulovligt – bliver frataget muligheden for at stille ændringsforslag eller lignende.  Læs mere herom i artiklen, fra Skovparken i Køge
Når samarbejde bliver til misbrug
Det sidste sygdomstegn finder vi når det lykkes kommunerne at læsse sociale opgaver over på afdelingernes beboere. I 2009 opfandt man begrebet „Styringsdialog“, dvs. en samarbejdsproces mellem organisationsbestyrelserne og de kommunale forvaltninger. Der er flere og flere tegn på, at denne styringsdialog nu bruges af kommunerne til at lade de almene lejere betale for at løse kommunale opgaver.
Læs om denne fare i artiklen: „De sociale viceværter“