De danske pensionister kan prise sig lykkelige over at regeringen har pligt til at sende lovforslag til høring, inden de vedtages. Takket være dette, fremsendte Ældresagen et høringssvar, der formentlig vil medføre at besparelsesforslaget om boligydelsen bliver ændret
Af Jakob Lindberg
Regeringen har foreslået en ændring af loven om individuel boligstøtte som vil medføre højere boligydelse for nogle, men forringet boligydelse for andre.
Ældresagen indsendte et høringssvar, hvor de påviste, at regeringens lovforslag om at beskære boligydelsen ville ramme titusinder af pensionister med lave indkomster. Mange vil få deres boligydelse skåret ned med 500 kr om måneden. Det vil ramme hårdt for, hvis man som folkepensionist får udbetalt 9-10.000 kr om måneden.
Lovforslaget vil også ramme mange førtidspensionister med alvorlige fysiske handicaps.
Det skyldes, at hensigten med lovforslaget er at regeringen vil spare på støtten til de meget dyre specialindrettede ældreboliger
Blå blok i knibe
Ældresagens kritik udløste en krise internt i blå blok.
Dansk Folkeparti begyndte at vakle. Partiet har i den grad forsøgt at markere sig som pensionisternes beskytter. Mange af deres vælgere, vil betragte en besparelse på boligydelsen som rent forrædderi. Partiet forlanger nu, at man genoptager diskussionen om besparelsen.
Regeringen er også presset, men det vil være næsten umuligt for den at begynde på at pille ved det finanslovsforlig, som besparelsen på boligydelsen er en del af. Hvor skal pengene til skattelettelser for velhaverne så komme fra? og hvordan vil forligparterne, De konservative og Liberal Alliance reagere?
Da hancicaporganisationerne også meldte sig på banen med kritik, blev situationen helt umulig for Dansk Folkeparti og regeringen. Enhedslistens ældreordfører, Finn Sørensen kommenterede det således:
“Så faldt det sidste figenblad, tilbage står Dansk Folkeparti fuldstændig afklædt. Handikaporganisationerne har ret i deres kritik. Det har hele tiden fremgået klart af lovforslaget, at også førtidspensionister på ”gammel ordning” og mennesker med handicap vil blive ramt af forringelserne af boligydelsen. Men også det, har Dansk Folkeparti valgt at se bort fra, i deres iver efter at lægge stemmer til en finanslov, der flytter milliarder fra underdanmark til overdanmark.”
Meget tyder på, at regeringen vil være nødt til at sløjfe dette forslag, og eventuelt finde en anden måde at spare penge på
Protest
Danmarks Lejerforeninger har også protesteret mod forslaget. I et brev til Folketingets boligudvalg har vi blandt andet skrevet:
1. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den øvrige del af finanslovsforliget. Finanslovsforliget indebærer lettelse i grundskatterne for ejerboliger, som først og fremmest kommer de mest velstillede borgere tll gavn. En del af denne lettelse skal betales af via den foreslåede besparelse på boligydelsen. Dette finder vi er både urimeligt og asocialt.
2. Boligydelsen blev i sin tid indført som et led i anvendelsen af midlerne fra den Sociale Pensionsfond. De merudgifter til boligydelsen, som regeringen nu bruger som begrundelse for at man skal spare, burde derfor sammenholdes med de fordele – f.eks. rentetilvæksten – som staten har haft af borgernes indbetaling af bidrag til den Sociale Pensionsfond.
3. Vi vender os imod den ændrede regulering af beløbsgrænserne. Når der i den nuværende lov ændres i takt med lønudviklingen sikres der en balance mellem pensionisterne og den del af befolkningen, der er på arbejdsmarkedet. Når der fremover skal ske regulering efter forbrugerpriserne, vil boligydelsen gradvis forringes og den økonomiske balance vil forrykke sig.