De sidste billige boliger forsvinder

Individuelle moderniseringer – som f.eks. altaner, køkkener og badeværelser betragtes normalt som noget godt. Men disse moderniseringer har en bagside. De truer med at blokere for boligsocial anvisning!

 

 

Af Lars Vestergaard

Der planlægges opsat 50-60 altaner på mine almennyttige afdelings ejendom. KAB 1024, (AKB) Mimersgade, København.

De nuværende beboere kan naturligvis individuelt takke JA eller NEJ, men efterfølgende vil de pågældende lejemål blive belastet af en ekstra huslejeomkostning på ca. 550 kr. /md. i 30 år.

Kun få vil opleve at bo med altanerne samtlige 30 år. Så godt som alle lejemål vil blive fraflyttet og skal efterfølgende genudlejes med den forhøjede husleje.

Afdelingen er rimelig billig at bo i, som den er nu. En 3-rums lejlighed på 75 m2 koster 4.017 kr om måneden ekskl. forbrug.

Den er velegnet til boligsocialanvisning, men i det omfang, der opsættes altaner, vil huslejen stige med 550 kr./ md. og spørgsmålet er så om huslejen alt efter lejlighedernes og husstandenes størrelse vil blive så dyre at de ikke kan anvendes til boligsocial anvisning ved fremtidig genudlejning.

Når Københavns kommunes socialforvaltning mangler lejligheder med en overkommelig husleje til social boliganvisning, så forekommer det direkte kontraproduktivt hvis Københavns Kommunes Tilsyn med almene boliger, tillader opsætning af fordyrende, men trods alt overflødige altaner, hvoraf en del forventes opsat på en nordvendt gårdfacade uden direkte sol.

Hvis vore huslejer var i et højere niveau hvor social boliganvisning i forvejen var udelukket, ville en ekstra husleje på 550 kr md. til altaner ikke have samme betydning, men når huslejen faktisk er rimelig lav, vil altanerne antagelig flytte huslejen op i et niveau, som blokerer for social anvisning.

 

Kommentar fra Jesper Christensen, Socialborgmester i København

Du beskriver problemet omkring adgang til billige boliger, som er en helt central del af Socialforvaltningens muligheder for at lykkes med det sociale arbejde. De stadigt dyrere boliger er blandt andet en barriere for at nedbringe hjemløsheden.

I Hovedaftalen mellem Københavns Kommune og boligorganisationerne er det netop ét af punkterne, at eksisterende boliger fortsat skal være for alle. Derfor fremgår det også af aftalen, at fremtidssikring og modernisering sker, så der fortsat er plads til socialt udsatte borgere og andre borgere med lav indkomst, blandt andet ved at fastholde et varieret boligudbud. Det er et fælles mål i aftalen, at der i de fysiske helhedsplaner er fokus på at bevare små boliger.

Den konkrete opførelse af altaner, hvor du bor, er imidlertid et spørgsmål, som i lovgivningen er udlagt til beboerdemokratiet. Derfor har jeg herfra ikke mulighed for at gøre noget.

 

Svar fra Lars Vestergaard

Kære Jesper Christensen. Tak for svaret, men jeres aftale må være for slap. da der nu forsvinder ca. 25% af de billige boliger i denne afdeling.

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger