Det er nu 5 år siden, da Lars Løkke i sin nytårstale 2018 sagde: »Der er slået huller i danmarkskortet. Det bekymrer mig dybt«. Det blev startskuddet til kampen mod de såkaldte parallelsamfund, hvor mennesker med de samme problemer er klumpet sammen.’
Af Jakob Lindberg
De blev også kaldt ghettoer, som er et italiensk ord, der betegner de områder i byerne, hvor man isolerede jøderne for at undgå, at de skulle blande sig med de etniske italienere.
I Danmark har vi aldrig haft ghettoer i denne betydning af ordet. Men alligevel har det plaget den danske boligdebat og gør det stadig. I dag er ghetto-beboere sjældent af jødisk herkomst. Men mange danske politikere bruger ghetto-stemplet til at distancere sig fra mennesker, der stammer fra fremmede lande.
Læs mere her:
https://www.dklf.dk/artikler/hadefuld-sprogbrug-truer-integrationen-i-det-almene-byggeri/
Ødelæggende kampagne
I 2018 førte Løkkes kamp mod parallelsamfundene til en ødelæggende kampagne. Med støtte fra de fleste af folketingets partier fra SF over Socialdemokratiet og helt ud til Dansk Folkeparti gennemførte man Parallelsamfundsloven, der hurtigt fik det ubehagelige tilnavn, Ghettoloven. Kun De radikale, Enhedslisten og Alternativet stemte i mod.
Målet for kampagnen var at gøre det så svært som muligt for brune og sorte danskere at få en bolig i de store almene bebyggelser som f.eks. Mjølnerparken. Hvis der i et boligområde er mere end 50% af beboerne, der kommer fra ikke-vestlige lande og beboerne samtidig er fattigere og dårligere uddannede, pålægger Parallelsamfundsloven de almennyttige boligselskaber til at nedrive et passende antal lejligheder eller til at sælge dem som ejerlejligheder. Så regnede regeringen med, at disse uønskede beboere ville blive spredt, så de ikke klumpede sig sammen i parallelsamfund.
Det er klassepolitik så det basker. De fattige og dem med forkert etnisk oprindelse skal miste deres hjem. Politikernes håb har tydeligvis været, at de fremmede ville flytte ”hjem” til de lande, de kom fra, og at de fattige ville sprede sig til andre boligkvarterer, hvor de blev mindre synlige.
Vil det virke?
Det ved vi endnu ikke. Men hvad vi ved allerede er, at kampagnen mod ghettobeboerne har ødelagt mere, end den har gavnet. Et af ofrene har været Seniorbofællesskabet i Mjølnerparken i København. Dette bofællesskab har været en succes, fordi det har vist, at det var muligt at integrere ældreboliger i et større alment boligområde på en positiv måde. En af beboerne, Lisbeth Bjerregaard Saugmann beskriver Mjølnerparken således i en artikel i politiken.dk:
– Ja, der er sociale problemer, der er mennesker, som har forskellige lidelser, der er nogen, for hvem det er en kamp at få det hele til at hænge sammen, og der er nok flere her, som slås med forskellige vanskeligheder, end der er i Gentofte eller i de dyre lejligheder i Indre By. Men børn bliver fulgt i skole, folk tager på arbejde, laver mad til hinanden, deltager i det sociale liv, og her er venlighed og hjælpsomhed.
Nu er Lisbeth blevet sagt op, fordi Mjølnerparken skal renoveres. Og på grund af den påtvungne nedrivning og salget af lejligheder, er der ikke mere plads til hende.
Mange mennesker har et negativt billede af boligområder som Mjølnerparken. Men sådan har Lisbeth det ikke. Hun siger at den karre, hun boede i, var fuld af liv. Hun har kunnet følge de forskellige årstiders lege blandt børnene, mens de voksne klumpede sig sammen på gårdens bore og bænke og snakkede.
Hun er ked af opsigelsen fordi det tvinger hende ud af et boligområde, hun holder af
– fordi vi tilsammen er en broget flok børn og voksne med forskellige baggrunde og livshistorier.
Lisbeth slutter sit indlæg således:
– Jeg tror ikke, at politikerne er onde mennesker, men den lov, der giver mulighed for at smide folk ud af deres hjem for enten at sælge det eller rive det ned, den lov gør ondt.