Antallet af husstande med meget lave indkomster er stærkt sigende. Derfor ser vi et markant øget behov for billige boliger.
Af Danmarks Lejerforeninger
Hidtil har det politiske fokus været koncentreret omkring tilvejebringelse af nye billige boliger. Det er godt, men der mangler politisk fokus på den meget store afgang af billige private lejeboliger, der sker hvert eneste år.
Det er tre punkter i lejelovgivningen, der er årsagen. De tre punkter giver så stor afgang, at det langt overstiger den tilgang af nye billige boliger man pt. arbejder med. De tre punkter fortjener naturligvis en uddybning:
(1) Lejeforhøjelser ved genudlejning/modernisering
Med denne lovbestemmelse åbnes for voldsomme hop i huslejeniveau, hvor tre- eller fire-dobling ikke er usædvanlige. Der er ikke fuldkommen frit slag i lovgivningen til at gennemføre disse forhøjelser, for der er en række betingelser og forudsætninger, der formelt set skal være opfyldte. I praksis oplever vi imidlertid særdeles ofte i lejerforeningerne, at disse formaliteter ikke efterleves. Derfor vil der kunne sikres fastholdelse af et betydeligt antal billige lejeboliger, allerede gennem formelt beskedne tilretninger i lovgivningen, der ”blot” styrker efterlevelse af de nugældende lovbestemmelser:
(2) Lejligheds-sammenlægninger og nedlæggelser.
Boligreguleringslovens kapitel VII giver kommunerne adgang til at tillade sammenlægning og nedlæggelse af boliger. En meget stor andel af ansøgningerne har kommunerne adgang til at afslå, men det gør de alt for sjældent. Så der kan sikres opretholdelse af flere billige lejeboliger allerede gennem en lovtilretning, der styrker efterlevelse af intentionerne bag de nugældende lovbestemmelser.
(3) Andelsovertagelser.
Mest typisk kender vi fænomenet via tilbudspligten, jfr. Lejelovens kapitel XVI, hvor lejerne i forbindelse med salg af en udlejningsejendom skal have tilbud om andelsovertagelse. En stor del af de andelsovertagelser, der bliver realiseret, sker netop i ejendomme med billige lejemål. Fælles for alle former for andelsovertagelser er imidlertid, at flertallet af lejlighederne med ét slag fjernes fra udbuddet af lejeboliger. På dette punkt er der, i modsætning til de to foregående, næppe meget at hente i små elegante lovtilretninger.
Det, der hermed skal opfordres til, er at Folketinget lukker helt af for enhver form for andelsovertagelser af bolig-udlejningsejendomme. I hvert fald så længe vi i Danmark har udtalt mangel på billige lejemål.
Massiv tilbagegang
Det er ikke små ”sivninger” der er tale om med ovennævnte tre kilder, men massiv tilbagegang. Hvis ikke der foretages en total kursændring på de angivne områder, så vil den nuværende ret store private andel af billige boliger simpelt hen forsvinde over få år. For de offentlige kasser vil det være omkostningsfrit at forebygge gennem fastholdelse af status quo som beskrevet. Alternativet vil være ”helbredelse” med støttefinansiering af mange ti-tusinder yderligere nye billige boliger, og det vil blive ekstremt dyrt.
Tre elementer spiller sammen om at true det almene byggeri fortsatte eksistens.
Af Danmarks Lejerforeningers Landsmøde
Det første element er er, at regeringen med sine såkaldte ghetto-planer (støttet af DF, Soc.Dem. og SF) har planer om at reducere antallet af lejeboliger i en del almene boligafdelinger. Samtidig vil de gøre boligerne utilgængelige for husstande som ikke er ”ressourcestærke”.
Det andet element består i, at mange af det almene byggeris egne renoveringsprojekter har som fællestræk, at man ønsker at ændre beboersammensætningen. Mange små billige boliger bliver sammenlagt, og de renoverede byggerier vil indeholde langt flere store og mere familie-egnede boliger, som man satser på kan tiltrække nye ressourcestærke beboere.
Det tredje element har bestået længe. Det handler om kontrasten mellem boligøkonomien i alment byggeri, og boligøkonomien i ejerboliger. Her består en virkelighed, som mildt sagt er meget lidt omtalt: Ejerboligen støttes mest De offentlige subsidier, der samlet ydes til ejerboligerne, er langt langt større end støtten til det almene byggeri.
Dette er den grundlæggende årsag til, at boligøkonomien er voldsomt skæv mellem ejerboliger og almene boliger. For to sammenlignelige boliger, hvor den ene er en ejerbolig, og den anden er en almen lejebolig, er boligøkonomien absolut bedst i ejerboligen. Altså fordi det offentlige støtter ejerboligen mest.
De to første elementer har angiveligt baggrund i et ønske om at få flere ressourcestærke beboere til at tilvælge almene boliglejligheder. Men det alternativ man i givet fald skal få disse mennesker til at fravælge, er ejerboligerne, og her vil det tredje element om boligøkonomien gøre sin virkning, så praktisk talt alle der kan, vil holde sig til ejerboligerne.
Man er dermed i fuld gang med at skabe en situation med ledige almene lejligheder, som påstås at være forbeholdt ressourcestærke husstande. Den tilstand vil imidlertid ikke få nævneværdigt flere ressourcestærke til at vælge de almene lejeboliger. Økonomien trækker alt for kraftigt den anden vej. Sådan vil det fortsætte med at være, så længe økonomien er så dramatisk skæv til fordel for ejerboligerne. Indenfor overskuelig fremtid er der næppe noget folketingsflertal, der tør gøre noget ved denne skævhed.
Ond spiral
Det er så her den onde spiral sætter ind for alvor. Vi vil opleve, at det almene byggeri kommer ind i en udvikling, hvor de såkaldte ”ghetto-planer” og helheds-renoveringsplaner får en helt anden virkning end det erklærede mål. Det politiske svar herpå kan desværre forventes at blive endnu mere af samme skuffe, som stadig ikke virker efter hensigten.
Dette KAN forhindres, men det kræver at det i tide lykkes at samle et folketingsflertal som effektivt vil genåbne det almene byggeri for de befolkningsgrupper der helt fra start har udgjort formålet med overhovedet at have et alment boligbyggeri.
Hovedbestyrelsens politiske beretning på Danmarks Lejerforeningers landsmøde i 2018 kom i høj grad til at stå i pisto-debattens tegn. Den blev formuleret i seks fokuspunkter som kan læses her på siderne.
Regering og folketingsflertal truer med at gennemføre en lovgivning, der vil indføre voldsom forskelsbehandling – med karakter af diskrimination – af de mennesker, der bor til leje i bestemte boligbebyggelser. Nærmere betegnet de særlige boligområder, som regeringen udpeger og med meget dårligt ordvalg betegner som ”ghetto-områder”.
Af Danmarks Lejerforeninger
Ikke nok med at der med disse planer lægges yderligere begrænsninger på, hvilke befolkningsgrupper, der må bosætte sig bestemte steder; der indføres i givet fald også særlige retsplejebestemmelser med dobbelt straf for mennesker, der bor i særlige bydele.
Hertil kommer den påtænkte negative forskelsbehandling af de almene boligselskaber der ejer de pågældende ejendomme. ”Systemet” er i gang med at agere, som om det er stat og kommune der kan disponere over de pågældende grunde og ejendomme. Hvis de gør alvor af det, er der tale om ekspropriation.
Desværre ser vi at en del kommuner allerede er i gang med at disponere ud fra regeringens erklærede hensigter, helt uden hensyn til, at de omfattende lovændringer, der i givet fald kræves, ikke er tilnærmelsesvis på plads og næppe bliver det på denne side af et folketingsvalg. De involverede politiske aktører omfatter, ud over regeringspartierne, desværre både partierne DF, SF, Radikale og Socialdemokraterne.
Aktiviteterne der indgår i deres ”ghetto-hysteri” sker tilsyneladende uden at nogen af aktørerne bekymrer sig om at overholde menneske-rettighedskonventioner, endsige grundlovsbestemmelser, om lige ret for loven. Aktørerne er simpelt hen i gang med generelt at gøre folk, der bor til leje, til andenrangsborgere. De knapt 40 % af landets husstande som bor til leje, bliver i givet fald den ny tids fredløse, hvis aktørerne får lov til at fortsætte med deres uhyrlige planer. På denne meget dystre og negative baggrund, er der imidlertid ét positivt træk, vi byder velkommen, nemlig at der for første gang i snart mange år er fremvokset en ny bevægelse af boligaktivister: ”Almen Modstand”.
De tre ord drejer sig om det samme, nemlig byområder som magthaverne mener frembyder særlige problemer.
GHETTO
En ghetto er en bydel med en ensartet befolkning, typisk med en bestemt etnisk baggrund eller fra en bestemt samfundsklasse. Ordet stammer fra italiensk. I 1500-tallet samlede myndighederne i Venedig alle jøderne i en bydel, som hed Ghetto. Bydelen blev spærret af om natten for at undgå, at jøderne skulle blande sig med den øvrige befolkning (se wikipedia).
Ordet er uheldigt at bruge i dansk sammenhæng, fordi det skaber uheldige associationer til fortidens jødeforfølgelser i Europa
PISTO
Ordet er et initialord, hvor de enkelte ord stammer fra følgende sætning: ”Projektområder for Integration, Sammenhængskraft, Tryghed og Orden”. Dette ord bør anvendes i stedet for Ghetto
PARALLELSAMFUND
Ordet betegner et område, hvor beboerne lever et isoleret liv. De følger egne normer og regler, der er anderledes end det øvrige samfunds.
Folketingets flertal begrunder deres nedrivningsordre med, at en analyse fra regeringens egne embedsmænd dokumenterer, at pistoerne udgør en slags ”parallelsamfund”. Analysen viser sig dog at være et amatørisk makværk.
Af Jakob Lindberg
Den saglige begrundelse for Lov 38 finder man i publikationen, ”Parallelsamfund i Danmark. Økonomisk Analyse nr. 30” udgivet af regeringen i februar 2018.
I debatten er analysen blevet omtalt som en forskningsrapport, og man kunne derfor forvente at den levede op til de krav, der gælder for forskning. I det følgende vil jeg vise, at dette ikke er tilfældet. For det første er den udarbejdet af anonyme forfattere. For det andet er den af en kvalitet, som ville blive dumpet på sociologistudiet, hvis den skulle forsvares som en studieopgave.
Den væsentligste kritik, der kan rettes mod analysen er, at den helt mangler en klar definition af, hvad man forstår ved begrebet parallelsamfund.
Formålet med analysen har formentlig været at dokumentere, at områderne på regeringens pisto-listen er parallelsamfund eller ved at udvikle sig til parallelsamfund.
På første side i analysen angives det, at et parallelsamfund er et boligområde, hvor der bor mange personer af ikke-vestlig oprindelse. Men dette er ikke nok til, at et område bliver et parallelsamfund.
I normal sprogbrug bruges parallelsamfund om områder, hvor der gælder særlige normer og regler, som ikke findes i det store samfund udenfor. Det er aldrig nogensinde blevet påvist, at der findes sådanne områder i Danmark.
Jeg bor selv i et område, der tidligere har været på regeringens pistoliste. Her bor et stort mindretal af fortrinsvis tyrkiske indvandrere, men også af andre mindretal af ikke-vestlig oprindelse.
Men det store flertal af os – uanset oprindelse – lever stort set efter de samme regler. Vi
anerkender og overholder danske love. (der bor nemlig ingen bankdirektører og aktiespekulanter i mit boligområde)
anerkender og overholder ordensreglerne i boligområdet
er ikke kriminelle
er i arbejde eller i uddannelse
har børn gående i folkeskolen
bruger det danske sundhedsvæsen
Folk, der bor i pistoerne, har ikke separate domstole eller separat politi.
Religion og hudfarve
Der er kun to måder hvor vi beboere i pistoerne adskiller os fra hinanden: Religion og hudfarve. Nogle af os er ateister, andre er kristne, atter andre er muslimer, buddister, hinduister osv. Og i huden er nogen af os hvide, andre sorte, brune eller gule.
Men da vi har religionsfrihed og ikke diskriminerer på grund af hudfarve, må disse to kriterier udgå af definitionen på et parallelsamfund.
Dermed opfylder pistoerne ikke kriterierne for at være parallelsamfund.
Bevis
For at bevise, at der findes parallelsamfund i Danmark, indfører de anonyme forfattere bag analysen denne definition:
”Et parallelsamfund er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og udenønske om at blive en del af det danske samfund.” (side 1. Min fremhævelse)
Denne definition er noget vrøvl. Et boligområde kan ikke være ”mentalt isoleret”, for et boligområde har ingen psyke eller sjæl. Et boligområde kan heller ikke være ”uden ønske”, for et boligområde kan slet ikke ønske. Det er kun individerne i boligområdet, der kan være være mentalt isolerede, og ønske noget. Da der bor over 1000 mennesker i hvert boligområde på regeringens pisto-liste, er der naturligvis stor forskel på, om de er mentalt isolerede eller ej. Det må også antages at deres ønsker er meget forskellige.
Mange mennesker i Danmark er ”mentalt isolerede”, dvs ensomme. Men ensomhed findes overalt i samfundet ikke blot blandt borgere af ikke-vestlig oprindelse. Denne egenskab ved parallelsamfundet bliver da heller ikke omtalt senere i analysen.
Men selv om de anonyme forfattere åbenbart ikke ved, hvad de taler om, er de allerede på side 1 i stand til at konkludere følgende:
”Det (altså parallelsamfundet) udfordrer det danske samfunds sammenhængskraft, der er opbygget og udviklet gennem generationer via blandt andet foreningslivet, fælles undervisnings- og uddannelsesinstitutioner, godt naboskab og samarbejde med kollegaer på arbejdspladsen.” (side 1. Min parantes)
Denne påstand er helt udokumenteret.
De ikke-vestlige indvandreres bosætning
I stedet for at gøre os klogere på de mystiske parallelsamfund koncentrerer undersøgelsen sig om at beskrive gruppen af ikke-vestlige indvandrere. Det gør man ved at beskrive på hvilke måder de ikke-vestlige indvandrere adskiller sig fra vestlige indvandrere og danskere.
En af indikatorerne er bosætning. Undersøgelsen kigger nærmere på de 6% af de danske sogne, hvor der bor flest mennesker af ikke-vestlig oprindelse, idet man regner med, at det er dér, man finder de påståede parallelsamfund. Det drejer sig om 132 sogne ud af de 2.201 sogne, som findes i Danmark. Der står ikke hvor mange mennesker i alt der bor i de 132 sogne og hvor mange der bor i alment byggeri.
Derimod har man talt sig frem til, at 142.000 personer med ikke-vestlig oprindelse bor i afdelinger, hvor mindst 25 % er af ikke-vestlig oprindelse. En trediedel af disse – 35.400 personer – bor i en almen bebyggelse med over 50 % beboere af ikke-vestlig oprindelse. Dette svarer nogenlunde til det antal mennesker, der bor i de 22 områder på regeringens pisto-liste. (36.200 personer).
Analysen har dog ikke noget om, hvorvidt der er sammenfald mellem de områder, der er omtalt i analysen og områderne på pisto-listen.
Denne statistik dokumenterer heller ikke, at der er tale om parallelsamfund.
Børnepasning
Et af kritikpunkterne mod pistoerne er, at folk med ikke-vestlig oprindelse holder deres børn ude af daginstitutionerne. Denne antagelse holder sandsynligvis ikke stik. Der findes ganske vist ikke tal vedrørende børnepasning for de 22 pistoer på regeringens liste.
Men tallene for landet som helhed bestyrker ikke påstanden om, at indvandrerbørnene holdes hjemme. Tværtimod. Langt de fleste børn over 1 år er i dagtilbud, over 80 %, både blandt danske familier og familier af ikke-vestlig oprindelse. Se figur 16.
Forskellene mellem danskere og indvandrere er små og kan f.eks. skyldes, at der er lidt flere hjemmegående husmødre blandt folk af ikke-vestlig oprindelse, som måske sparer på daginstitutionsudgifterne. Men overordnet dokumenterer tallene, at indvandrerfamilierne har taget daginstitutionerne til sig.
Skæv fordeling
En anden kritik af pistoerne går på, at det er skadeligt, når børn af ikke-vestlig oprindelse kommer i daginstitutioner, hvor flertallet af børnene er af ikke-vestlig oprindelse. Det er kun 2-3 % af daginstitutionerne, der har over 50 % børn af ikke-vestlig oprindelse, se figur 18.
Det drejer sig om 3.100 børn, der går i disse institutioner. Men der er ikke tale om at disse børn af den årsag ikke lærer at tale dansk, eller at de på anden måde bliver tabere. Det kan man ikke se af rapporten.
Man kan udmærket have som politisk mål, at kommunerne bliver bedre til at fordele børnene af ikke-vestlig oprindelse, for derved at forbedre integrationen. Men at det skulle være nødvendigt at rive tusinder af almene boliger ned af den årsag er uforståeligt.
Religion og hudfarveSkoler
Analysen viser, at på 2 ud af 3 grundskoler er mindre end 5 % af eleverne af ikke-vestlig oprindelse. Omvendt er der 7,5 % (i alt 155) af landets grundskoler, hvor mindst hver fjerde elev er af ikke-vestlig oprindelse. Se figur 21 nedenfor.
Indvandrerbørnene er dermed meget skævt fordelt. Det vil være rimeligt, at der sættes initiativer i gang for at få en mere jævn fordeling af indvandrerbørnene.
Men at dette skulle nødvendiggøre nedrivning af tusinder af boliger, er udokumenteret.
Kriminalitet
Områderne på regeringens pisto-liste bliver ofte fremstillet som områder med meget høj kriminalitet, hvilket tilskrives beboere med ikke-vestlig oprindelse.
Analysen indeholder dog ikke nogen tal for pistoområderne, men kun for landet som helhed.
Figur 37 viser at det er knap 2 % af danske mænd mellem 15 og 64 år der bliver dømt efter straffeloven, mens det er 4 % af mænd med ikke-vestlig oprindelse. Begge procenter er altså beskedne.
Figuren skulle således vise, at mænd med ikke-vestlig oprindelse dobbelt så ofte er kriminelle i forhold til danske mænd. Analysen konkluderer frejdigt: ”Unge mænd med ikke-vestlig baggrund begår flest lovovertrædelser”
Al kriminalstatistik lider imidlertid af den svaghed, at kriminaliteten blandt brune, sorte og gule mænd overvurderes. Det sker fordi brune, sorte og gule mænd oftere bliver stoppet i rutinetjek end hvide mænd. Dette blev dokumenteret af DR i en udsendelse for nylig. Derfor bliver de også oftere dømt for forseelser som f.eks. besiddelser af hælervarer eller af lommeknive, som ofte opdages ved politiets rutinetjek.
Hyppigheden af domfældelser er derfor ikkenødvendigvis et resultat af, at den reelle kriminalitet er forskellig, men at risikoen for at blive opdaget er større blandt mænd af ikke-vestlig oprindelse end blandt danske mænd.
Konklusion
Parallelsamfundene findes ikke – kun som tankespind hos fordomsfulde politikere.
Lars Løkke kan med tilfredshed se tilbage på forløbet af hans stormløb mod den almene boligsektor. Han fik Socialdemokraterne og SF med på vognen. Lov 38 blev vedtaget og Socialdemokratiet måtte tage al kritikken fra resten af rød blok.
Af Jakob Lindberg
I slutningen af november var der 3. behandling af Lov 38 i Folketinget. Loven kaldes populært for Ghetto-loven, men burde kaldes loven om parallelsamfund.
Loven blev vedtaget af et flertal bestående af blå blok (Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance) med tilslutning af Socialdemokratiet og SF fra rød blok. Radikale, Alternativet og Enhedslisten stemte imod.
Formålet med loven er at foretage en udskiftning af beboerne i visse almene bebyggelser, som regeringen har udnævnt til at være ”ghettoer”. Men loven har også et andet formål, nemlig at fremstille beboerne i de pågældende områder som syndebukke. Det drejer sig specielt om de beboere der er af ikke-vestlig oprindelse.
I den forstand er loven et led i regeringens udlændingepolitik, der dirigeres af Dansk Folkeparti og hvis formål er at sætte skel i befolkningen mellem hvide og brune borgere. Dansk Folkepartis drøm er at alle beboere af ikke-vestlig oprindelse skal sendes ud af landet.
Antisemitisk tradition
Helt op til 2. verdenskrig var det almindeligt i Europa at gøre jøderne til syndebukke for al dårligdom i samfundet. Derfor samlede man f.eks. i Venedig alle jøderne i en bydel, som hed Ghetto. Bydelen blev spærret af om natten for at undgå, at jøderne skulle blande sig med den øvrige befolkning
Ved at bruge ordet ”ghetto” i en dansk lov, har Folketinget fortsat denne antisemitiske tradition for at brændmærke minoriteter i befolkningen. I dag er det dog ikke jøderne, der er skydeskive, men generelt borgere af ikke-vestlig oprindelse.
Da jeg ikke ønsker at deltage i denne form for kollektiv mobning, vil jeg i det følgende kalde de områder, som L 38 handler om, for PISTO. Ordet står for ”Projektområder for Integration, Sammenhængskraft, Tryghed og Orden”
Begrænsning af skaderne
Under 3 behandlingen spurgte Torsten Gejl fra Alternativet om Socialdemokratiet mente det var passende at anvende ordet ”ghetto”
Kaare Dybvad (Socialdemokratiet) forklarede, at da Socialdemokratiet sad i regering kaldte man det for ”udsatte boligområder”, som han synes var en mere dækkende betegnelse. Socialdemokratiet gik ind i forhandlingerne for at begrænse skaderne:
Kaare Dybvad. Foto: Steen Brogaard
”For os var det mest afgørende, at regeringen havde planer om at tage 19 mia. kr. ifølge Landsbyggefonden fra den såkaldte ydelsesstøtte. Men hvis man havde fået lov til at tage de 19 mia., ….. ville det have ødelagt den almene boligsektor. Og det var det, som var vores hovedprioritet, nemlig at sikre den almene boligsektor, mere end hvilket udtryk, der blev brugt i den her lovpakke”
Han hentyder dermed til den alliance, der opstod under forhandlingerne mellem Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Dette forhindrede at lovpakken ville blive finansieret med 19 mia fra Landsbyggefonden, som er penge, der er betalt af lejerne i det almene byggeri.
Til gengæld måtte Socialdemokratiet og SF acceptere betegnelsen ”ghetto”.
Bygger loven på viden eller fordomme?
Under Folketingets 3. behandling, kom det til en debat mellem især Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, Alternativets Roger Courage Matthisen og socialdemokraterne Kaare Dybvad og Matthias Tesfaye.
Søren Egge Rasmussen (Enh.) havde indledt sin ordførertale med at lykønske boligminister
Soren Egge Rasmussen. Foto Steen Brogaard
Ole Birk Olsen (Liberal Alliance) med sejren. Ole Birk Olesen er kendt som tilhænger af privatisering af blandt andet det almene boligbyggeri og han har nu fået, hvad han har ønsket. ”En ladeport er åbnet til privatisering af almene boliger, som er bygget i fællesskabet af fællesskabet og nu risikerer at blive privatiseret”, sagde Søren Egge Rasmussen.
Han kritiserede hele det faglige og videnskabelige grundlag for loven:
”Der findes ikke begrundelser, evidens eller forskning, der underbygger, at 60 procent nedrivning, nedlæggelse medfører det, man har tilsigtet. Men derimod findes der evidens for, at nedrivning, ekspropriation, nedlæggelse eller salg af boliger i de stigmatiserede boligområder spreder og flytter problemerne til andre lignende områder. Lokale netværk og social kapital ødelægges, hvilket modvirker løsninger af de sociale problemer, man politisk har signaleret, at man gerne vil afhjælpe.”
Mattias Tesfaye (S) undrede sig over Søren Egge Rasmussen’s kritik af, at man med loven
Mattias Tesfaye. Foto: Steen Brogaard
søger at sprede de sociale problemer. Det er netop spredning af problemerne, der er formålet med loven:
”Vi skal ikke koncentrere de sociale og integrationsmæssige udfordringer, vi har i vores samfund, men vi skal bede hele det danske samfund om at være med til at løfte de sociale opgaver og integrationsmæssige opgaver, så det ikke er de samme daginstitutioner, de samme skoler, det samme lokalsamfund, de samme fodboldklubber og de samme spejderforeninger, der skal bære hele integrationsopgaven.”
Denne tråd tog Roger Courage Matthisen (Alternativet) op. Han kritiserede påstanden om at en spredning ville føre til en mindskning af de sociale problemer:
Roger Courage Matthiesen. Foto: Steen Brogaard
”Interaktionen mellem socialt og kulturelt forskellige beboere inden for det samme boligområde er begrænset. Så når man tvangsflytter folk i andre boligområder, fordi de skal ud og lære andre folk at kende, som har en højere social klasse og en højere indkomst, så er der ikke meget kontakt. I et langsigtet perspektiv medfører boligmæssig omplacering ikke et socialt miks, men i stedet en erstatning af ressourcesvage befolkningsgrupper med mere ressourcestærke grupper. Det er ikke mig, der siger det, det er forskningen, der siger det. Og jeg synes det er rigtigt, rigtigt ærgerligt, at vi sidder den forskning og emperi overhørig”
For mange nedrivninger?
Søren Egge Rasmussen kritiserede, at den dispensationsmulighed, som i sidste øjeblik var blevet indføjet i loven var alt for begrænset idet den kun gav mulighed for at lade højst 60 % af boligerne i en af de berørte afdelinger blive stående. Dermed forhindrer man lokale løsninger som f.eks. afhjalp områdets sociale problemer uden nedrivninger
Kaare Dybvad (Socialdemokratiet) imødegik kritikken ved at påpege, at nedrivninger af almene boliger ikke var noget nyt, og at Enhedslistens repræsentanter i f.eks. Aarhus, Odense og Høje Taastrup har været med til at stemme planer i gennem, hvor tusinder af almene boliger bliver revet ned.
”Hvad mener Enhedslisten egentlig om nedrivninger? For det er som om man i Enhedslisten, når man står herinde på Christiansborg, er principielt og strengt imod det, men når det rammer virkeligheden, stemmer man alligevel for det.”
Hertil svarede Søren Egge Rasmussen, at Enhedslisten ikke er imod at en lokal boligorganisation finder frem til at der skal nedrives boliger, men imod, at man tvinger boligorganisationer til at nedrive boliger, man lige har brugt flere hundrede mio kr. på at renovere, som det er tilfældet med Sundparken i Horsens.
Kaare Dybvad kritiserede Enhedslisten og Alternativet for at overdrive faren for nedrivninger.
”Bliver der revet for mange boliger ned? Svaret er, at det kommer meget an på, hvordan man vedtager det lokalt. I boligområderne Gellerupparken, Bispehaven, Vollsmose, Taastrupgaard og Tingbjerg er man allerede på vej med planer for at ændre de boligområder. Det er områder, som har 27.000 ud af de 46.000 indbyggere, som bliver omfattet i de her 16 boligområder. Og hvis man Søren Egge Rasmussen på, hvad der er vedtaget der, ligger det på omkring 1.200 boliger, som skal enten nedrives eller sælges.
Så når ordførerne kommer herop og siger, at der skal fjernes 11.000 boliger, så kan jeg ikke få det til at gå op. Hvis der i de områder, som omfatter over halvdelen af beboerne, allerede er lavet planer og de planer kun omfatter 1.200 nedrivninger eller salg, så svarer det til, at samtlige af de øvrige boliger på den her liste skal nedrives. Det er der vel ikke nogen der for alvor tror på.”
Et historisk tilbageblik
Kaare Dybvad greb i sit indlæg tilbage i dansk boligpolitiks historie. Han trak paralleller til debatten om saneringslovene i midten af 1900-tallet, som Socialdemokratiet gennemførte. Hans argument mod kritikken fra Enhedslistens var, at partiets forgænger, Danmarks Kommunistiske Parti den gang havde taget fejl, da de kritiserede totalsaneringerne i Den Sorte Firkant og Borgergade-kvarteret i København. I dag er disse tidligere arbejderkvarterer blevet til velstillede middelklassekvarterer, hvor en fireværelses ejerlejlighed snildt koster 4 mio. kr.
Kommentar
Kommunisterne fik meget mere ret, end de anede. Saneringerne blev gennemført med store offentlige tilskud. Det medførte, at Københavns arbejderkvarterer blev invaderet af middelklassen, som nu scorer værdistigningerne på ejerlejlighederne.
Københavns fattige måtte flytte ud til forstadskommunerne, hvor de fik lejligheder i blandt andet de kvarterer, som Venstreregeringen nu stempler som “ghettoer”. Den sociale klassedeling på boligmarkedet blev ikke formindsket, men forøget.
Og nu bliver vi, der er fattige – pensionister, kontanthjælpsmodtagere og ikke-vestlige indvandrere – stemplet som andenrangs borgere, der ikke må nyde de samme rettigheder som andre.
Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse
Udtalelse fra Danmarks Lejerforeninger på sit årsmøde, afholdt på Langeland den 27. oktober:
Boligpolitikken er blevet lammet af frygt. Angsten for udlændinge har i de sidste 17 år været afgørende for samarbejdet mellem de gamle borgerlige partier og Dansk Folkeparti. Selv liberale folketingsmedlemmer fra Venstre og Konservative har bøjet sig for DF’s absurde værdipolitiske krav.
Hvis det kun drejede sig om burkaforbud, smykkelov og lignende symbolske tiltag, kunne Danmark godt overleve. Men nu truer udlændingefrygten også med at ramme det almene byggeri.
Samfundsødelæggende plan
Med den såkaldte ”ghettoplan” (også kaldet en pistoplan) er der lagt op til en nedrivning og salg af 10.000 almene lejligheder, hvoraf en del tænkes omdannet til private ejerlejligheder. Desværre har Socialdemokratiet og SF tilsluttet sig denne samfundsødelæggende plan i et forlig med regeringen.
De to oppositionspartiers tilslutning kan alene forstås som et manglende mod til at stå i mod de udlændingefjendske holdninger i blå blok.
Ikke nok med at forligspartierne vil rive gode boliger ned. For at kunne gennemføre planen er det nødvendigt at sætte beboerdemokratiet ud af kraft. Ingen ansvarlige bestyrelser i boligorganisationerne og deres afdelinger vil af sig selv tillade, at deres bebyggelser blev splittet op, samtidig med at det vigtige boligsociale arbejde blev spoleret.
Danmark kan ikke undvære 10.000 billige boliger. Hverken i København eller i de større provinsbyer. Efter al sandsynlighed vil nedrivningerne og salget føre til endnu flere hjemløse. Det har Danmark ikke råd til.
I mod grundloven
Danmarks Lejerforeninger opfordrer politikerne til at besinde sig. Samtidig opfordrer vi Danmarks Almene Boliger (BL) og ledelserne i de almene boligorganisationer til at afvise kravet om nedrivning og salg af lejlighederne. Det kan gøres med henvisning til den private ejendomsret i Grundloven. Regeringen ejer ikke de almene boliger. Det gør de almene afdelinger selv. Regeringen kan derfor kun rive boliger ned ved ekspropriation og mod fuldstændig erstatning.
Beboerne i det almen byggeri opfordres til at lægge maksimalt pres på deres ledelser for at forhindre ”ghettoplanen” i at blive realiseret.
Regeringens forsøg på at ødelægge det almene byggeri møder kraftig modstand
Af Jakob Lindberg
En gruppe beboere fra nogle af de udsatte boligområder i København har startet et initiativ for at vise deres modstand mod regeringens planer om at nedrive titusinder af gode almene boliger og opføre ejerlejligheder i stedet.
Demonstrationen i København udgår fra Nytorv kl. 13.00
Der afholdes også demonstrationer i Odense og Aarhus.
I Aarhus udgår demonstrationen fra Rådhuspladsen kl. 13.00
i Odense udgår demonstrationen fra Rådhuspladsen, Flakhaven kl. 13.00
Danmarks Lejerforeninger støtter protesterne. Læs vores høringssvar til lovudkastet her:
Vestre Landsret foretog en opsigtsvækkende fortolkning af begrebet sammenligningslejemål. Enfamilieshuse kan sammenlignes med etageboliger
Af Jakob Lindberg
Et par fra Randers havde ejede et rækkehus i det nordøstlige del af byen. For et par år siden gik de fra hinanden, og ingen af dem havde den gang råd til at overtage huset. Hvis de solgte huset ville de tabe penge. De besluttede sig derfor til at leje huset ud.
I sommeren 2015 flyttede et andet par ind som lejere. De havde aftalt at betale 7.700 kr. om måneden for 92 m2, hvilket svarede til 1.004 kr pr kvadratmeter. Det er en temmelig høj leje i Randers.
Efter indflytningen oplevede de forskellige problemer med huset. Opvaskemaskinen gik i stykker, der var problemer med varmen, vandet til toilettet begyndte at løbe, osv. De forsøgte at få udbedret manglerne ved at klage til huslejenævnet, men nævnet gav dem ikke medhold.
Huslejenedsættelse
I 2016 gik de endnu en gang til huslejenævnet og klagede denne gang over huslejens størrelse. Her fik de medhold. Huslejenævnet nedsatte lejen fra 7.700 kr til 5.942 kr. om måneden.
Rækkehuset hører til det, man i lejeloven kalder ”mindre ejendomme”, dvs. ejendomme med mindre end 7 lejemål. Her skal huslejen fastsættes ved sammenligning med andre lejemål i samme område og af samme kvalitet, hvor lejen er fastsat som omkostningsbestemt leje.
Hvis der ikke findes omkostningsbestemte lejemål i området kan huslejenævnet beregne huslejen ved at opstille et såkaldt skyggebudget, der viser indtægter og udgifter i ejendommen.
En del huslejenævn afholder sig konsekvent fra at anvende skyggebudgetter. I stedet søger de at strække elastikken til det yderste, når de skal finde sammenligningslejemål.
Sammenlignede med etageboliger
I dette tilfælde valgte huslejenævnet at sammenligne rækkehuset med 3 lejemål, der var beliggende i etageejendomme i samme område. Derved nåede de frem til 5.942 kr./måned.
Det ville udlejerparret ikke acceptere. De indbragte huslejenævnets afgørelse for Boligretten i Randers.
Boligretten
Ved boligretten nedlagde udlejer påstand om, at retten skulle godkende den oprindelige aftalte leje på 7.700 kr om måneden. Lejerne påstod, at retten skulle stadfæste huslejenævnets afgørelse.
Udlejerne argumenterede for at de tre lejemål fra etageejendommene ikke var sammenlignelige, og pegede på, at rækkehuset havde en højere kvalitet end sammenligningslejemålene, men de påpegede ikke, at ”der var fejl og mangler ved Huslejenævnet afgørelse..”.
Dette var overraskende, idet huslejenævnet tilsyneladende ikke havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet fandtes sammenlignelige ejendomme i Randers Kommune, hvilket er en klar fejl fra huslejenævnets side.
Flertallet af dommerne afgjorde på den baggrund, at lejerne skulle have medhold. De to dommere fandt efter at have besigtet lejemålene, at etageboligerne kunne sammenlignes med rækkehuset og stadfæstede dermed huslejenævnets afgørelse.
En af dommerne gav udlejer ret i, at de fire boliger ikke kunne sammenlignes.
Udlejer ankede sagen til landsretten.
Landsretten
I Vestre Landsret udviklede sagen sig til en strid om juraen.
Det afgørende punkt kom til at dreje sig om, hvorvidt et rækkehus kunne sammenlignes med etageboliger, når man skal fastsætte det lejedes værdi. Lejernes sejr i boligretten ville kun blive stadfæstet, hvis landsrettens dommere nikkede ja til det spørgsmål.
Hvis dommernes svar var nej, ville udlejer få ret. Vejen ud ad dette dilemma var at kræve sagen hjemvist til huslejenævnet, hvis landsrettens dommere ikke kunne godkende boligrettens afgørelse.
At ”hjemvise” en sag betyder, at sagen skal sendes tilbage til en tidligere instans. I dette tilfælde skulle sagen behandles én gang til af huslejenævnet. Huslejenævnet skulle så udarbejde et skyggebudget og derudfra fastsætte huslejen.
Oversigt
Lejernes advokat havde som bilag fremlagt en oversigt over ejendomme med omkostningsbestemt husleje, udarbejdet af Grundejernes Investeringsfond. Denne oversigt viste, at der ikke fandtes nogen rækkehuse eller parcelhuse i Randers med omkostningsbestemt husleje. På den baggrund skulle man forvente, at landsretten havde hjemvist sagen til huslejenævnet, men det skete ikke.
I stedet skrev dommerne følgende:
“Det forhold, at de tre påberåbte lejemål, …. er beliggende i etageejendomme kan ikke i sig selv føre til, at de er uanvendelige som sammenligningslejemål.”
Derefter gav dommerne lejerne ret og stadfæstede boligrettens dom. Lejerne fik 47.475 kr tilbage svarende til en månedlig lejenedsættelse på 1.758,33 kr igennem 27 måneder.
Uklare præmisser
Dette er en ny fortolkning af hvad et sammenligningslejemål er. Traditionelt har juristerne betragtet lejemålstypen (etagebolig kontra enfamiliebolig) som den vigtigste parameter ved sammenligningen.
Man må fortolke landsrettens afgørelse på den måde, at der skal mere til end forskellig lejemålstype, før to lejemål ikke kan sammenlignes. I dette tilfælde kom landsrettens elastiske fortolkning af loven lejerne tilgode.
Konsekvenser
Det kan dog give bagslag i andre sager – f.eks. i sager om huslejen i gennemgribende forbedrede lejemål. Her vil udlejersiden kunne bruge et højere huslejeniveau i parcelhuse som løftestang til at forhøje lejen i etageboliger.
Kilde: Dom afsagt den 11. juni 2018 af Vestre Landsret. Lejerne var repræsenteret af advokat Bjarne Overmark
www.borgerforslag.dk bør have stor opmærksomhed. Borgerforslag er både alternativ og supplement til partiernes egne resolutioner.
Af Lars Vestergaard
Hovedparten af vælgerne står uden for partierne, og derfor uden indflydelse ad den vej.
Borgerforslag er derfor en fænomenal mulighed for at fremsætte og støtte gode, velargumenterede forslag.
Kravet om mindst 50.000 støtter til Borgerforslag for at blive taget alvorligt er meget højt, når partiernes medlemstal tages i betragtning.
I 2015 var der 4.145.105 vælgere, som afgav 3.518.987 gyldige stemmer.
Partiernes medlemstal var i 2016: Soc. 40.000, Venstre 36.000, DF 16.000, og de øvrige 6 partier tilsammen ca. 51.000 medlemmer, i alt 143.000. De lave medlemstal giver kun begrænset baggrund for resolutioner og forslag.
Borgerforslagene viser derimod klart hvor mange vælgere, der støtter forslagene.
https://www.borgerforslag.dk/ har de første 6 måneder haft 1.630.181 besøg, hvor 230.578 borgere har afgivet 494.589 støtter til forslagene.
Der er altså 230.578 borgere, der har støttet et eller flere forslag, mod kun 143.000 organiserede partimedlemmer. Derfor bør borgerforslagene følges med større interesse af både vælgere og partier.
Fire forslag fik over 50 tusinde støtter
Foreløbig har 4 forslag fået støtte fra over 50.000, som er betingelsen for at forslagene bliver bragt op i Folketinget, mens 48 forslag er slettet af mangel på støtte.
Desværre har de 4 første forslag med over 50.000 støtter mødt modstand blandt MF’erne.
De meget seriøse forslag om forbud mod omskæring, som støttes af godt 50.600, samt forslaget om automatisk organdonation, med ca. 56.000 støtter møder modstand i Folketinget.
Det afslører desværre at MF’erne er mere optaget af at forhindre, at der skæres i de døde, end, at der skæres i de levende drenges forhud, på trods af at de skal leve med smerten hele livet.
Et af de mest presserende forslag er borgerforslag.dk FT-01508 om kun én patientjournal, der pt. støttes af godt 10.300.
Forslaget om èn patientjournal er simpel logik, da udvikling og vedligeholdelse af flere IT-systemer, til identiske opgaver, er molbo-arbejde og spild af ressourcer.
Sundhedsplatformen er en kostbar vildfarelse.
Når Region Sjælland og Hovedstaden ikke kan erkende, at det er dobbelt arbejde, med forskellige patientjournaler, der skal kunne det samme, bør Folketinget tage beslutningen, da det er Regering og Folketing, der har kvajet sig ved at dele opgaven ud til regionerne, på trods af, at der naturligvis kun bør være et journal-system for hele landet, så vi, som patienter, kun registreres i en og samme journal uanset hvor vi i landet vi bliver syge.
Læger og sygeplejersker bør tilsvarende kunne skifte arbejdsplads uden at skulle oplæres forfra.
De oversete forslag
Blandt de oversete forslag, som langt fra opnår tilstrækkelig støtte er forslag: ID: FT-00925, Bevar FM-båndet i Danmark, i stedet for at nedlægge FM-senderne.
Planerne om at nedlægge FM-senderne vil, hvis det gennemføres, gøre vore 10 millioner FM-radioer uanvendelige og sende borgerne på indkøb af mængder af nye DAB+ radioer, hvilket vil give en enorm omsætning til radio- og elektronik-branchen. Udelukkende for at staten kan spare små udgifter til FM-senderne, og give plads til reklame-radioer.
Muligvis er planerne foreløbig udskudt; men forslaget har kun fået 3.171 støtter.
Endnu ringere er det med forslag Id=FT-00300 Genindførelse af revisionspligten, der nåede 146 støtter og Id=FT-01453 Statsfinansiering af Havdiger, der støttes af 91.
Borgerforslag, der vækker stærke følelser, om liv og død, smerte, uretfærdighed og misundelse kan opnå stor opmærksomhed og mange støtter.
De mere tekniske og nørdede forslag får ingen opmærksomhed, og bortfalder, uanset hvor fornuftige de er.
Et af kritikpunkterne mod pistoerne er, at folk med ikke-vestlig oprindelse holder deres børn ude af daginstitutionerne. Denne antagelse holder sandsynligvis ikke stik. Der findes ganske vist ikke tal vedrørende børnepasning for de 22 pistoer på regeringens liste.
Figur 37 viser at det er knap 2 % af danske mænd mellem 15 og 64 år der bliver dømt efter straffeloven, mens det er 4 % af mænd med ikke-vestlig oprindelse. Begge procenter er altså beskedne.
