Synes du også at overskriften er upassende? Så læs videre!
Af Jakob Lindberg
Den fiktive ligestillingsminister, jeg har citeret i overskriften, mener det godt. Han eller hun er overbevist om, at det vil styrke det danske samfund, hvis erhvervslivet får flere kvinder ind i topledelserne. Man kan udnytte talentmassen bedre, hvis man rekrutterer lederne fra en større del af befolkningen.
Men sprogbrugen i ligestillingsministerens budskab er forkert. Ordet “kællinger” er nedvurderende, og det strider mod selve budskabets mening.
Et andet eksempel: “Der skal flere niggere ind på FCK’s førstehold”. Det er også et positivt budskab, fordi der findes så mange fremragende fodboldspillere i Afrika. Men ordet “nigger” virker imod hensigten. En afrikaner, der læser sætningen, vil formentlig aldrig melde sig ind i klubben.
Lars Løkkes sprogbrug
Når jeg nævner disse eksempler på krænkende sprogbrug, er det fordi Lars Løkke som statsminister genindførte ordet “ghetto” i dansk lovgivning. I følge Lov 38 er en ghetto et udsat boligområde “hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.”. I debatten forud for loven sagde han, at ghettoerne var “sorte huller” på danmarkskortet.
Ordet “ghetto” er ligsom “kælling” og “nigger” et stærkt nedvurderende og fornærmende ord. I sammenhæng med “sorte huller” bliver det direkte racistisk.
Ghetto
Ordet stammer fra italiensk, og betegnede en bydel i Venedig, hvor man for flere hundreder af år siden spærrede jøderne inde om natten, for at de ikke skulle blande sig med byens øvrige befolkning. Det var et led i den tids diskrimination mod jøderne.
Senere blev det brugt i hele Europa om kvarterer, hvor der boede mange jøder. Under Anden Verdenskrig spærrede nazisterne de polske jøder ind i f.eks Warszawa-ghettoen. Det var praktisk, fordi man så havde lettere ved at ekspedere dem videre til gaskamrene i det østlige Polen.
Når det danske folketing vedtager en lov, der anvender begrebet “ghetto” om danske boligområder, betyder det at de mennesker, der bor i f.eks. Mjølnerparken eller Gellerupplanen er ligeså uønskede og mindreværdige som jøderne var under Anden Verdenskrig.
Den nye antisemitisme
I disse år oplever man overalt i Europa, at antisemitismen – eller jødehadet – igen begynder at dukke op til overfladen, først og fremmest i agitationen fra ekstreme højreorienterede partier og grupper. Vores nye statsminister, Mette Frederiksen har selv i en stærk tale advaret mod antisemitismen.
I denne situation er det direkte pinligt, at vi i Danmark – som det eneste land i verden – har en lov, der anvender et begreb, som er hentet fra antisemitismens ordbog.
Se dog at få lavet den lov om, Mette. Det kan gøres ved en simpel søg-og-erstat kommando, hvor man i lovteksten indsætter ordet “pisto” i stedet for “ghetto”. PISTO står for “Projektområde for Integration, Sammenhold, Tryghed og Orden” se artiklen: https://www.dklf.dk/artikler/fra-ghetto-til-pisto/
Til slut
vil jeg bare sige: Jeg respekterer Kim Jung Un. Han har aldrig kaldt Mjølnerparken for en “ghetto”.