Lejerforening sparede pensionist for 19.000 kr ved fraflytning.

Lejeren vandt fraflytningssagen mod advokatfirma, men måtte vente 18 måneder på at få sine penge

 

Af Jakob Lindberg

 

En pensionist fra Køge skulle flytte fra sin lejlighed i et større privat udlejningsbyggeri og til en kommunal ældrebolig. Bebyggelsen tilhørte en fond og blev administreret af et advokatfirma.

Lejeren flyttede den 1. oktober 2012, og den 2. oktober blev der holdt fraflytningssyn, hvor lejeren skrev under på, at han havde modtaget synsrapporten.

Derefter gik der 5 måneder, før lejeren modtog den endelige opgørelse.

 

Istandsættelse

I forenklet form så opgørelsen således ud:

Lejer havde ca. 30.000 kr til gode i depositum og forudbetalt leje. Udlejeren krævede 36.500 til istandsættelse og derudover 4.900 i skyldig leje.

Lejer skulle derfor betale ca. 10.000 til udlejer

I marts 2013 indbragte Køge Lejerforening sagen for huslejenævnet på lejerens vegne og protesterede mod en række poster i fraflytningsregningen. Derefter gik der 10 måneder med sagsbehandling i huslejenævnet.

Nævnet nedsatte den 27. januar 2014 lejerens istandsættelsesudgift med knap 20.000 kr. Begrundelsen var, at lejer ikke skulle betale for fjernelse af en væg som var opsat af en tidligere lejer. Han skulle heller ikke betale for maling af køkkenet, da denne udgift blev betalt af den efterfølgende lejer.

I stedet for at betale 10.000 fik lejeren godt 9.000 kr tilbage.

 

Udlejer smølede

Resultatet var godt, men tidsforløbet var urimeligt langvarigt. Udlejer forsøgte at få genoptaget sagen, hvilket blev afslået af huslejenævnet. Først efter at Køge Lejerforening i maj 2014 havde truet med inkasso betalte advokatfirmaet resten af depositum samt renter på 954 kr.

Det er urimeligt, at der skal gå 20 måneder fra fraflytningen, før lejer får resten af depositum tilbage. Det kunne endda have trukket meget længere ud, hvis udlejer havde anket sagen. I så fald skulle sagen være behandlet af boligretten, hvilket ville have forsinket den yderligere 1 år.

 

Lovændring

Ved de ændringer der trådte i kraft den 1. juli 2015 er lejerens retsstilling blevet styrket i fraflytningssituationen. Se artiklen, Nye regler for fraflytning.

Nye regler for fraflytning

Men trods denne lovændring er det stadig urimeligt svært for lejerne at få deres ret ved fraflytningen, blandt andet fordi der ikke er nogen lovbestemte frister for, hvornår udlejer skal afregne over for lejeren.

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger