I øjeblikket er der en række regler i lejeloven, som begrænser mulighederne for at en ejer af en ejerlejlighed kan opsige en lejer. Der bliver nu generel mulighed for, at en ejerlejlighedsejer kan opsige lejeren, hvis han selv vil bo i lejemålet.
Den nuværende beskyttelse af lejere i udstykkede ejerlejligheder stammer fra indførelsen af ejerlejlighedsloven efter et boligforlig i 1966. Man ville beskytte de daværende lejere mod vilkårlige opsigelser, og derfor blev det en betingelse for opsigelse, at lejeren først var flyttet ind i lejligheden efter at lejligheden var udstykket som ejerlejlighed. Det blev også bestemt, at man kun kunne opsige lejeren, hvis lejeren havde fået at vide, at det var en ejerlejlighed og at han kunne opsiges med 1 års varsel.
Denne beskyttelse forsvinder mange lejeres vedkommende, hvis lovforslaget bliver vedtaget. Der bliver indført en særlig bestemmelse, som giver ejere af andels- og ejerlejligheder ret til at opsige lejerne med 1 års varsel, hvis de selv ønsker at bebo lejligheden.
Ingen domstolsprøvelse
Allerede i dag kan nogle udlejere opsige deres lejere med 1 års varsel, hvis de selv ønsker at bebo det lejede. Hvis lejeren gør indsigelse, skal opsigelsen prøves i boligretten. Boligretten kan tilsidesætte opsigelsen hvis den ikke er rimelig.
Her tager man hensyn til, hvor længe lejeren har boet i ejendommen og hvor længe udlejeren har ejet ejerlejligheden. Hvis lejeren f.eks. har boet 20 år i ejendommen og udlejer kun har ejet den i 1 år, underkender boligretten ofte opsigelsen.
Denne beskyttelse af lejerne forsvinder også, hvis lovforslaget bliver vedtaget.
Kommentar
Det er en meget uheldig tendens, at lovforslaget på denne måde svækker lejernes retsstilling. Opsigelsesbeskyttelsen er alle rettigheders moder. Er man ikke beskyttet mod opsigelse, er alle andre rettigheder ligegyldige, idet man så vil kunne opsiges blot fordi, man bliver uenig med sin udlejer.
Mange lejligheder er opført som ejerlejligheder, men ejet f.eks. af pensionskasser, fonde eller lignende. Ofte ved lejerne ikke, at de bor i en ejerlejlighed. De kan nu komme i den situation, at deres lejlighed bliver solgt til en privatperson, som efterfølgende kan opsige dem med 1 års varsel.