Det er ulovligt at opkræve vandbidrag ved siden af huslejen, medmindre der er individuelle vandmålere
Af Jakob Lindberg
Tisvildeleje er en lille by på Nordsjælland. Den ligger idyllisk ved Kattegat og er en del af Gribskov Kommune.
Der er ikke nogen egentlige udlejningsboliger i byen, men en del udlejede parcelhuse. I et af dem boede en kvinde, der i hele sit liv havde boet i egen bolig. Hun havde derfor ingen erfaring med at bo til leje, men da hun skulle flytte i oktober 2016 tog hun kontakt til Danmarks Lejerforeninger for at få råd.
Det viste sig at være en god idé, for som det tit sker, blev hun uenig med udlejeren om tilbagebetaling af depositum.
Betaling for vand, varme og el.
Under rådgivningen kunne lejerforeningens sagsbehandler konstatere, at der var mange andre ting galt end regningen for istandsættelse. Blandt andet var hun blevet opkrævet et fast månedligt beløb som betaling for vand. Dette er ulovligt.
Hun havde heller ikke modtaget gyldige varmeregnskaber for lejeperioden. Alligevel var hun blevet opkrævet efterbetaling af varme
Huslejenævnet
Sagen endte i huslejenævnet.
Nævnet bestemte, at lejer skulle have 9.900 kr. retur, hvilket svarede til den ulovlige vandbetaling på 300 kr. i 33 måneder. Nævnet begrundede denne del af kendelsen med, at Højesteret i en dom fra 2009 har fastslået, at adgangen til særkilt betaling for vand som tillæg til lejen er betinget af, at den enkelte lejers betaling opgøres på grundlag af individuel forbrugsmåling.
Dette princip gælder uanset, hvad der står i kontrakten eller andre aftaler mellem leje og udlejer.
Betaling for varme og el
Her fandt huslejenævnet, at det var ulovligt, at udlejer havde opkrævet efterbetaling ud over de betalte acontobeløb. I alt blev udlejer pålagt at tilbagebetale 2.320,72 kr. Nævnets begrundelse var, at varmeregnskaberne og elregnskaberne ikke indeholdt oplysning om lejerens ret til at gøre indsigelse.
Dette medfører efter lejelovens § 45, at udlejer mister retten til at opkræve efterbetaling.
Istandsættelse
Derimod fik udlejer medhold i, at lejer skulle betale 13.810 kr. for maling af lejligheden. Samlet set fik lejer tilbagebetalt knap 14.000 kr. ud af sit depositum på 18.000 kr. – takket være hjælpen fra lejerforeningen.