Den 2. juli 2011 blev store dele af København ramt af en af de værste oversvømmelser i årtier. Det gjaldt også Hallandsgade på Amager, hvor denne historie udspiller sig, og hvor et medlem af Amager Lejerforening bor.
Da han om aftenen kom tilbage til sin lejlighed var hele gaden oversvømmet, og der var trængt vand ind i krybekælderen gennem udluftningskanalerne i fundamentet. Der var kommet vand ind i opgangen, og i lejligheden kunne han se, at der trængte vand op gennem fugerne i gulvbrædderne. Der stod ikke blankt vand på gulvet, og der var ikke sket skade på tingene i lejligheden. Næste dag og de følgende dage var der stadig fugt i fugerne i gulvbrædderne, og han forsøgte at lufte ud.
Fugtskade
Umiddelbart så det ikke så slemt ud. Efterfølgende satte udlejer et kontrolfirma til at vurdere skaden. I august viste firmaets rapport, at der var sket en omfattende fugtskade som følge af oversvømmelsen og at der var formodning om skimmelsvamp. Han fik at vide af firmaet, at udbedringen ville betyde, at han skulle genhuses i 2-3 måneder.
I slutningen af august fik han at vide af udlejer, at hans forsikringsselskab skulle dække. Hans forsikringsselskab anerkendte skaden og indvilligede i at betale for genhusningen. Han fandt en lejlighed på Vesterbro i København og flyttede ind.
Han tog jævnligt ud til lejligheden, og kunne konstatere at der blev arbejdet på at udtørre ejendommen og sætte lejligheden i stand, men afslutningen af arbejdet tog tid.
I løbet af efteråret 2011 og foråret 2012 var buddet hele tiden, at han måtte forvente at skulle være genhuset i 2-3 måneder, men han fik ikke noget klart svar på, hvor lang tid der ville gå, før han kunne flytte tilbage.
Han kom først tilbage til sin lejlighed efter 2 år.
Genhusning ophørte
Det viste sig, at skaderne havde været mere omfattende end først antaget. Desuden var sagen blevet kompliceret af, at der var opstået tvivl om, hvem der skulle betale for renoveringen.
I juli 2012 fik han besked af sit forsikringsselskab om, at hans genhusning ophørte efter et år. Han tog igen kontakt til sagsøgte, og i august begyndte han at lede efter en ny lejlighed.
Med noget besvær lykkedes det ham at finde en ny midlertidig lejlighed på Amager.
Huslejenævn og ankenævn
Han havde søgt hjælp i Amager Lejerforening, som indbragte sagen for huslejenævnet i august 2012. Påstanden for nævnet var, at nævnet skulle udstede påbud til sagsøgte om at istandsætte lejligheden hurtigst muligt. Nævnet traf afgørelse den 3. oktober 2012, hvori udlejeren blev pålagt at istandsætte lejligheden inden for tre måneder.
Udlejer ankede afgørelsen til Ankenævnet, fordi man ønskede mere tid. Ifølge ankenævnets afgørelse af 10. januar 2013 skulle arbejdet påbegyndes inden for to måneder, og lejligheden skule være klar inden den 1. juli 2013.
Kommunikationen gik gennem lejerforeningen og udlejer gav besked om, at han kunne flytte ind den 1. juli 2013.
I denne periode gjorde Amager Lejerforening gentagne gange udlejer opmærksom på hans pligter til at sørge for genhusning og advarede om at lejer ville leje en lejlighed på udlejerens regning, hvis udlejeren ikke anviste lejeren en lejlighed. Fire gange i perioden november 2012-august 2013 fulgte lejerforeningen sagen op med breve til udlejer, hvor foreningen gjorde opmærksom på lejerens dispositioner i forbindelse med genhusningen og hans erstatningskrav i den forbindelse. Dette skulle senere vise sig at få betydning for sagens udfald.
Håndværker flyttet ind
I slutningen af april 2013 kunne lejeren se, at lejligheden næsten var færdig. Han skrev derfor en mail til udlejer og bad om at måtte flytte tilbage. Men udlejer svarede, at han først kunne flytte tilbage den 1. juli 2013. I maj 2013 kunne han konstatere, at der boede nogle håndværkere i lejligheden. Lejligheden var møbleret med senge, møbler, en elkogeplade osv., og han tog billeder af det. Efter hans opfattelse var lejligheden klar til, at han kunne være flyttet ind i slutningen af april eller midt i maj 2013. De ting, som manglede at blive lavet, kunne sagtens laves, mens han boede i lejligheden.
Lejligheden klar
Den 13. juni 2013 var han igen i lejligheden, og på det tidspunkt var de håndværkere, som boede i lejligheden i maj, flyttet, men der boede nu en anden håndværker. Lejligheden var næsten klar, og han sendte sagsøgte en mail med en liste over fejl og mangler. Manglerne var ikke udbedret, før han flyttede tilbage.
Han synes ikke, han er blevet godt behandlet af sagsøgte i forløbet. Manglende information har været det gennemgående tema, og han fik ingen oplysninger om, hvor længe han skulle være genhuset. Han har brugt megen tid og energi på sagen. Hvis udlejer havde informeret ham bedre, kunne sagen have været klaret uden Amager Lejerforening og huslejenævnet.
Erstatningssag
I oktober 2013 anlagde lejeren erstatningssag mod udlejeren. Han forlangte dækning for hans egne merudgifter til genhusning, idet hans forsikringsselskab kun havde dækket det første år, mens han selv havde betalt for genhusningen fra august 2012-juli 2013. Desuden krævede han dækning af sine udgifter til opmagasinering og flytning.
I alt lød erstatningskravet på ca. 136.000 kr.
Kravet blev rejst i medfør af lejelovens § 13, hvorefter der kan kræves erstatning, ”… hvis det lejede senere lider skade som følge af udlejerens forsømmelse, eller der i øvrigt opstår hindringer eller ulemper for lejerens brugsret som følge af forhold, som udlejeren er ansvarlig for.”
Ansvar for forsinkelse
Desuden blev udlejer stævnet fordi han havde overtrådt lejelovens § 56, som siger, ”Ethvert arbejde, der iværksættes af udlejeren, skal udføres uden afbrydelse og med den størst mulige hensyntagen til lejeren. Udlejeren skal straks foretage efterreparationer.”
Forsinkelsen af istandsættelsen blev et vigtigt tema i sagen. Et af udlejers vidner i sagen forklarede, at netop den helt særlige situation den 11. august 2011 var årsag til forsinkelsen. Der var tusinder af ejendomme, som var berørt af oversvømmelsen og det havde været svært at skaffe både vurderingseksperter og håndværkere.
Udlejers advokat henviste til forskellige domme, der havde statueret, at en udlejer ikke var ansvarlig for hændelige uheld.
Dommen
De tre dommere i Københavns Byret var ikke enige. To dommere gav lejer medhold, mens en dommer ville frikende udlejeren.
Mindretallet mente ikke at man kunne bebrejde udlejer den lange istandsættelsesperioden. Denne dommer fandt ikke, at udlejer kunne gøres ansvarlig for at forsikringsdækningen i forholdet mellem lejeren og dennes forsikringsselskab var begrænset til at dække genhusning i 1 år.
Lejer fik medhold
Flertallet lagde vægt på, at udlejer allerede den 8. august 2011 havde fået udarbejdet en rapport, der viste, at der både var vandskade og formodning om skimmelsvamp. Alligevel valgte udlejer at vente på afklaringen af de forsikringsmæssige forhold, før man igangsatte udbedringsarbejderne.
Flertallet fandt at denne afklaring ikke skulle komme lejeren til skade. Desuden fandt man det bevist, at istandsættelsen kunne have været færdiggjort inden for et år efter sagsøgers fraflytning, hvis udlejer havde villet det.
Man lagde også vægt på at Amager Lejerforening gentagne gange havde advaret udlejer om konsekvenserne af ikke at sørge for genhusning af lejeren.
Lejeren blev tilkendt en erstatning på 136.233 kr.
Kilde: Københavns Byret. Dom, Afsagt den 15. september 2014 i sag nr. BS 2A-4578/2013.
Lejeren var repræsenteret af advokat Morten Tarp.