Moderniseringerne i den almene boligsektor kan være ønskelige for de befolkningsgrupper, der har råd. Men ulempen er, at der forsvinder flere og flere af de billige boliger, Derved bliver det sværere for fattige familer og enlige at finde en bolig, de kan betale.

Af Lars Vestergaard

Her er nogle forslag til, hvordan man kan bremse op og bevare de billige boliger.

Altaner

Altaner er en mode-dille, der forøger huslejen med ca. 500 kr. /md.

Altaner er den største enkelt-post, som kommunerne kan påvirke, da de kræver byggetilladelse.

Hvis kommunerne giver tilladelse til altaner, stiger huslejen sandsynligvis til et niveau, der de næste 10 år hindrer kommunens bolig-anvisning til kontanthjælpsmodtagere.

Dermed afskærer byggetilladelser til altaner hurtigt størstedelen af de tilbageværende billige almene boliger fra social bolig-anvisning.

Dyre antenner

Fælles-TV-signal-forsyning skal være frivillig og kunne opsiges med kort varsel.

Dette indføres formentlig ved lov.

Derimod indeholder lovforslaget ikke noget krav om, at signal-leverandørerne skal kunne levere en basis-pakke udelukkende med rene public-service must-carry kanaler til kostpris.

TV-pakker er steget voldsomt i pris gennem årene til en pligtig ydelse oven i huslejen på ca. 448 kr./md. i 2016 (5376 kr. årligt).

TV-pakkerne er pt. obligatorisk i mange ejendomme og dermed pligtig ydelse, som kan gøre lejen / den pligtige ydelse så høj at boligerne ikke kan bruges til social boliganvisning.

Hvis Folketinget udelukkende vedtager at tillade fravalg, kan lejerne vælge mellem intet TV eller en stor kollektiv aftale. Det er ikke tilstrækkeligt, da det giver en falsk valgmulighed.

Folketinget bør gøre det muligt at vælge en billig pakke udelukkende med public service programmer til discount pris, da mange ellers vælger den kostbare pakke for at kunne se TV.

Kollektive moderniseringer af køkkener og hårde hvidevarer bør være frivillig.

Alle beboere har i dag ret til at lave individuelle moderniseringer og kan evt. låne og afdrage dem til boligselskabet over 10 år over huslejen.

Køkkenmoderniseringer kan være tiltrækkende, men koster, og bør derfor være frivillig.

Hårde hvidevarer indgår i forskelligt omfang i mange lejeaftaler, men rutinemæssig udskiftning af velfungerende udstyr, komfurer osv. presser huslejen unødigt op.

Moderniseringer og huslejestigninger bør kun ramme de, der ønsker dem, og ikke samtlige beboere/ lejere.

Invendig vedligeholdelse

Indvendig vedligeholdelse og istandsættelse dels i ”boperioden” dels ved fraflytning koster dyrt, og ved B-ordningen tvinges lejere til at spare op til efterfølgende lejere.

Der bør lægges loft over tvangsopsparing til lejemålenes ”indvendige vedligeholdelse”. Dette kræver muligvis en nærmere analyse, men hvor A-ordningen holder en høj standard og høj husleje, mangler B-ordningen enhver indre logik, da lejerne i praksis ofte pålægges en uendelig opsparing til deres efterfølgeres ”maling, tapetsering og hvidtning”, i nogle tilfælde opspares mere end 1 års husleje, uanset om der er behov.

B-ordningen er til stor glæde for lokale malere, som ofte ”helt tilfældigt” fastsætter tilbudsprisen på malerarbejde til det, der netop står på kontoen.

Det er problematisk og bør undersøges nærmere