I retspraksis skelner man mellem to forskellige slags husstande. Det ene begreb drejer sig om, hvem der må bo sammen. Det andet drejer sig om hvem der har ret til at fortsætte lejemålet, når husstanden splittes.

Af Jakob Lindberg

Ordet husstand bruges på to måder i lejeloven:

I § 26 bruges ordet om to personer, der har ret til at bo sammen, selv om det kun er den ene, der står på lejekontrakten. I denne bestemmelse er det nok, at man har et venskabsforhold og en vis grad af fælles husholdning, for at man udgør en husstand. Udgør man en §-26-husstand har man ret til at bo sammen uanset udlejers mening.

I § 77 a bruges ordet på en anden måde, selvom ordet er det samme som i § 26. Bestemmelsen lyder:

Såfremt parter, der i mindst 2 år har haft fælles husstand, ophæver samlivet, kan de aftale, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet til en lejlighed, der har tjent som fælles bolig.

I en dom fra …… har Højesteret nemlig bestemt at § 77 a kun gælder i visse tilfælde, nemlig når der er en betydelig grad af tilknytning mellem personerne, og at personerne skal have valgt hinanden.

Ægteskabet, parforholdet og kernefamilien

Dette er er det traditionelle husstandsfællesskab, og her er retspraksis klar. Du må gifte dig med hvem du vil, og du må få de børn du vil, uden at udlejer kan blande sig.

Der er heller ingen tvivl, når det gælder registrerede parforhold mellem to personer af samme køn. Her er der tale om et husstandsfællesskab, som en udlejer er nødt til at acceptere uden at kny.

Storfamilier og kollektiver

Sådanne husstandsfællesskaber er utypiske og nyder ikke nogen beskyttelse i lejeloven. Det vil formentlig være svært at få en domstol til at anerkende, at kollektiver er husstande i lejelovens forstand.

Hvis man ønsker at leje en stor lejlighed og bo i kollektiv, skal man sikre sig ved en skriftlig aftale, at udlejeren er indforstået.