Hvad sagde vi?

11. marts 2017

 

I 2009 indgik den daværende VK-regering en aftale med Dansk Folkeparti og Det radikale Venstre om en ny styringsmodel for den almene boligsektor. Som led i aftalen afskaffede man en række regler om kommunernes godkendelser af beslutninger i de almene boligorganisationer. I dag ser vi konsekvenserne af denne letsindighed.

 

I et anfald af jubeloptimisme indførte man noget helt nyt – den såkaldte ”styringsdialog”. Styringsdialogen mellem de almene boligorganisationer og kommunerne består af kaffe-møder mellem ledelserne i boligorganisationerne og de kommunale medarbejdere, der har med boligerne at gøre.

Referaterne fra disse møder er, at boligfolkene fortæller kommunalfolkene, at ”her hos os går det godt” og ”der er ingen problemer”. Hvis kommunalfolkene skulle være i det kritiske hjørne, spørger de lidt til økonomien i de afdelinger, der eventuelt har underskud. Herefter erklærer boligfolkene, at der er styr på sagerne, og at underskuddet vil blive udlignet efter reglerne. Der bliver mærkværdigvis aldrig spurgt til overskuddene i afdelingerne.

Tilsynet var slapt også før styringsdialogen blev indført, men det er i hvert fald ikke blevet bedre.

Lejerorganisationerne har i årevis forsøgt at få Folketinget til at afskaffe det kommunale tilsyn, som reelt er en sovepude, og erstatte det med et statsligt tilsyn – men uden resultat.

Et af resultaterne af den nye styringsmodel var afskaffelsen af en lang række godkendelsesordninger. Herunder blev pligten til at søge kommunalbestyrelsens godkendelse af ændringer i lejefordelingen afskaffet. Danmarks Lejerforeninger advarede mod denne ændring, fordi vi allerede den gang kunne forudse, at friheden ville blive misbrugt.

Se artiklen herunder fra dette blad i efteråret 2008, herunder.

Artiklen om Lejerbo i Køge viser et eksempel på hvordan den manglende kontrol har ført til misbrug, hvorved et mindretal af lejerne i en afdeling er blevet ofre for flertalsdiktaturet.

 

 

 

Her er artiklen fra Lejer i Danmark fra 2008, hvor jeg forudsagde konsekvenserne af den svækkede kontrol med de almene boligorganisationer

“Frit slag for ændret lejefordeling

Styringsudvalget foreslår, at kommunen ikke mere skal godkende ændringer i fordeling af lejen i en afdeling. Hvis denne regel bortfalder behøver forretningsføreren ikke mere fremsende ansøgning med dokumentation til kommunen. Forretningsføreren kan i princippet gøre det uden at spørge nogen udover boligorganisationens bestyrelse.

Herved åbner man op for en oplagt misbrugsmulighed i sær i de mange hundrede små boligorganisationer hvor forretningsføreren selv bor i én af bebyggelserne. Her kan forretningsføreren ændre lejefordelingen, således, at han selv eller hans venner slipper billigere i husleje. Det vil ske på bekostning af de øvrige le- jere, som kommer til at betale højere husleje.

Han skal ganske vist have det godkendt i bestyrelsen, men mange bestyrelser stoler blindt på deres lokale forretningsfører og fører ikke kontrol med, hvad han laver. Heller ikke revisionen plejer at gå i detaljer med den slags. Så mange steder vil der være frit slag for misbrug.

Den nuværende godkendelsespligt garderer selvfølgelig heller ikke 100% mod misbrug, men gør det trods alt sværere at snyde.

Den enkelte lejer vil heller ikke have mange muligheder for at gardere sig mod snyd af denne art. Hvis ændringen i lejefordelingen kamufleres som en almindelig husleje- stigning, vil det som oftest ikke blive opdaget. Skulle en enkelt kvik lejer opdage at der er noget galt, kan forretningsføreren jo altid und- skylde det med at der er sket en EDB-fejl. Men går den, så går den.

Læs artiklen:

http://dklf.dk/artikler/naar-beboerdemokrati-bliver-til-flertalsdiktatur/

 

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger