Hårdtarbejdende boligfolk tromlet ned – fik kun tre love vedtaget

1 oktober 2016

 

Den massive interesse for udlændinge og flygtninge begraver boligproblemerne.

 

Jakob Lindberg

Det gode gamle boligministerium blev efter valget besat af en hel horde af embedsmænd, der havde andre interesser end at forbedre danskernes boligforhold. De hårdtarbejdende boligfolk fik også en ny chef, den berygtede flygtningeskræmmer, Inger Støjberg.

Regeringen besluttede at vores ministerium skulle lægges ind under det nye ministerium, Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet – også kaldet Ministeriet med det lange navn.

I Folketinget fik regeringen mobbet de andre partier til at lægge udvalgsstrukturen om, og derfor er boligspørgsmålene nu langt ind under Udlændinge, Integrations- og Boligudvalget. Formanden for udvalget er chefindpiskeren fra Dansk Folkeparti, Martin Henriksen.

 

Ulige kamp

Siden da har de stakkels boligmedarbejdere ført en ulige kamp for at få lov til at lave noget konstruktivt arbejde på lovområdet. Men ak! Udlændingeaktivisterne i det nye ministerium tromler bare hen over dem.

Det viser sig ved, at der i folketingsåret 2015-16 kun er blevet vedtaget 3 love om boligforhold, mens der til sammenligning er blevet vedtaget 21 love om udlændinge og integration.

 

De tre boliglove

Boliglovene har følgende titler:

  • Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om friplejeboliger. (Nedsættelse af grundkapital og kapitalindskud samt revision af reglerne for totaløkonomiske merinvesteringer m.v).
  • Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger. (Inklusionsboliger).
  • Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer. (Målretning af byfornyelsesinstrumenter til at forbedre boliger og igangsætte udvikling af byer uden for vækstområder).

Hårdt presset må jeg indrømme, at jeg har haft svært ved at undertrykke en gaben ved læsningen af titlerne, og hvis nogen af læserne vil gå i gang med at læse selve lovforslagene vil jeg anbefale at man først skyller 6 codyler ned med en kande sort kaffe. Det er nemlig hård læsning.

 

Glemt af medierne

Vore seriøse boligfolk har gjort som de plejer og lavet et grundigt arbejde med de tre forslag. De har redegjort for baggrunden, forgrunden, detaljerne, det store overblik, forudsætningerne og konsekvenserne.  Men har de fået nogen tak? Ikke så vidt jeg kan se. Ingen af forslagene er blevet omtalt, hverken i Go Morgen Danmark eller Ekstra Bladet.

Til gengæld har udlændingefolkene haft medvind i medierne. Tænk bare hvilken interesse, der har været for den såkaldte Smykkelov (Der har en så lang officiel titel, at jeg nøjes med at anføre denne i en note i slutningen af artiklen).

Som de fleste ved, er Smykkeloven blevet debatteret helt ovre i Amerika og selveste FN’s generalsekretær har udtalt sig om den.

 

Et sagligt initiativ

Man kunne måske tro, at jeg har noget mod regeringen og Dansk Folkeparti. (Men hov! Hvis jeg har, kommer det aldeles ikke jer læsere ved).

Ret skal være ret. Martin Henriksen – formanden for udvalget, der har at gøre med sagerne fra Ministeriet med det lange navn – er en seriøs politiker, der absolut ikke kan beskyldes for at negligere boligproblemerne.

Som bevis vil jeg referere det beslutningsforslag, som Martin Henriksen selv har fremlagt for folketinget.

Det hedder ”Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af flygtninges retskrav på bolig” og lyder således:

– Regeringen pålægges inden udgangen af 2016 at tage initiativ til at ændre de relevante regler, således at flygtninges retskrav på boliger afskaffes helt og flygtninge selv bliver ansvarlige for at finde og finansiere en bolig i den kommune, de er visiteret til. Flygtninge må dog ikke bosætte sig i boliger, som er beliggende i et ghettoområde, anført på ghettolisten. Såfremt en flygtning ikke er i stand til at finde en egnet bolig, skal pågældende anvises ophold i et asylcenter mod betaling.

 

Det kan man da kalde en forenkling. Forslaget nåede dog ikke at blive vedtaget i den seneste folketingssamling, men kan forventes genfremsat i den næste.

 

Note: Smykkelovens officielle titel er: ”L 87 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse m.v).

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger