7 december 2015

Hvis Mjølnerparken er en ghetto, så er politiet en besættelsesmagt, journalisterne medieludere og Danmark en slyngelstat.

Af Jakob Lindberg, beboer i Ellemarken, Køge

Hvis den offentlige debat har til formål at nedgøre hinanden, så er der frit slag. Så kan vi dænge hinanden til med skældsord og nedværdigende betegnelser i en uendelighed. Resultatet bliver at befolkningsgrupperne kommer til at se hinanden som fjender. Fædrelandets kit vil smuldre og i yderste konsekvens går samfundet i opløsning.

Et demokratisk samfund forudsætter at vi behandler hinanden med respekt. Den første forudsætning herfor er, at vi kalder hinanden det, som vi hver i sær ønsker at blive kaldt. Derfor skal man selvfølgelig ikke kalde politiet for en besættelsesmagt og journalisterne for medieludere.

I de senere år er ordet “ghetto” begyndt at blive brugt som betegnelse for de almene boligområder i Danmark, hvor der bor mange indvandrere, kontanthjælpsmodtagere og pensionister. “Ghettoerne” er godt stof for velstillede mediefolk og politikere, der selv bor i ejerboliger. De bor ofte i Københavns nordlige forstæder eller Nordsjælland, hvor der er langt mellem de almene boliger. Denne elite har kun et yderst begrænset kendskab til livet i de almene boligområder, for de omgås som regel kun andre medlemmer af samfundets overklasse.

Det må være derfor, de er begyndt at betegne f.eks. Mjølnerparken, Tåstrupgård, Vollsmose, Gellerupparken og mange andre som “ghettoer”, selv om vi, der bor i disse områder meget nødigt vil have det.

Brændemærkning

Ordet “ghetto” er en nedladende betegnelse. Oprindelig blev det brugt om de boligområder i Centraleuropa, hvor flertalsbefolkningen tvang jøderne til at bo. I Polens storbyer blev disse ghettoer under 2. verdenskrig det sted, hvorfra nazisterne hentede jøderne, der skulle sendes til gaskamrene i Auschwitz og andre udryddelseslejre.

Senere blev det almindeligt at tale om de “sorte ghettoer” i apartheidtidens Sydafrika. I USA blev udtrykket brugt om de områder i storbyerne hvor afro-amerikanerne bor.

I alle tilfælde lå der i ordet et skjult udsagn: “I, der bor i ghettoen, er andenrangsborgere, nærmest en slags skadedyr. Det er derfor vi andre tvinger jeg til at bo der”

Når danske mediefolk og politikere bruger ordet “ghetto” om de udsatte boligområder i Danmark udtrykker de – uden at ville indrømme det –  samme måde foragt for os, der bor i disse områder. Ligesom tyskerne så ned på jøderne, ser eliten ned på beboerne i de udsatte boligområder. Ordet “ghetto” er den markør, der viser foragten.

Det skyldes at mange af de ord, vi bruger i sproget, har en historie. Dermed bærer ordene på en fortælling. Når vi begynder at bruge et ord i en ny betydning – som metaforer – følger fortællingen med. I tilfældet “ghetto” er det historien og om undertrykkelse, vold og udryddelse. Historien hænger ved, ofte kun som en association, et ubehageligt minde eller fornemmelse. Der kan gå hundrede år før ordets oprindelige fortælling bliver glemt og ubehaget forsvinder.

Løkkes sprog

Det er derfor, at metaforer som “ghetto” skal bruges med forsigtighed. En sådan forsigtighed udviser nogle af vore politikere ikke. De plumper lige i og bruger ordet “ghetto” på en måde , som på én gang udstiller deres fordomme og uvidenhed. Læs blot, hvad statsminister Lars Løkke sagde i sin tale ved folketingets åbning i 2010.

Vi vil rive murene ned. Vi vil åbne ghettoerne mod samfundet. Da jeg besøgte Tåstrupgård i august måned, slog det mig, at der i et boligområde på størrelse med den by, jeg selv bor i, ikke er én eneste butik. I andre ghettoer er det nærmest umuligt at gå rundt. Det er stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund. Det er dé fæstninger, vi skal bryde igennem.

Sig mig Løkke: Hvor mange fadøl havde du drukket, da du besøgte Tåstrupgård?. Du skriver at det “nærmest er umuligt at gå rundt i ghettoerne.” Forkert. Man kan altid gå rundt (Hvordan skulle vi ellers komme ind i vore lejligheder), men nogle steder er det forbudt at køre i bil af hensyn til legende børn.

Man ser også tydeligt, hvordan Løkkes forestilling om en ghetto smitter af på hans fremstilling af virkeligheden. De udsatte boligområder er “uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund”, de er “fæstninger”. Det er noget sludder, men det skyldes nok, at Løkkes taleskriver har tænkt på ghettoen i Warszawa, da han udfærdigede talen.

Lars Løkke sagde det i bedste mening. Han ville skabe større tryghed og nedbryde barriererne mellem de udsatte boligområder og det omgivende samfund. Hvad der rent faktisk kom ud af denne politik vil jeg berette om i en anden artikel.

Her må jeg bare konstatere, at Lars Løkke har gjort integrationen og det danske sammenhold en bjørnetjeneste ved at introducere ordet “ghetto” som officiel terminologi. Det er den måde man skaber sig fjender.

Tilslut vil jeg spørge Lars Løkke: Kalder du også de handicappede for “krøblinge”?