De nye lejelovsændringer – godt og skidt – men ingen forenkling

Den 1. juli 2015 træder en række ændringer af lejeloven i kraft. Det er første gang i dette årtusinde, at der sker større ændringer i lejeloven, så allerede derfor er der tale om en vigtig dato for lejerne i Danmark. 

Men er der grund til at klappe i hænderne? Næh! Sagen er, at det kunne have været meget bedre.

 

Af Jakob Lindberg

I 8 år har de fem organisationer på lejelovsområdet på opfording af VK-regeringen forhandlet sig frem til en reel forenkling af lovgivningen, Den sagde Folketingets flertal Nej Tak til og gennemførte i stedet en ny stribe af lapperier på en lovgivning, der i forvejen var kompliceret nok.

De fem organisationer var Danmarks Lejerforeninger, Lejernes LO og Bosam på lejerside og Ejendomsforeningen Danmark og Danske Udlejere på udlejersiden. De forhandlede fra 2003-2011 og kom frem til den såkaldte Enighedsliste, som var et gennemarbejdet og velafbalanceret kompromis mellem lejernes og udlejernes interesser. Det bedste ved dette kompromis var, at det ville indebære en sammenskrivning af de to love, Lejeloven og Boligreguleringsloven til én lov.

 

Nej til Enighedslisten

Men embedsmændene i boligministeriet sagde nej. De synes det var for stort et arbejde, at foretage denne sammenskrivning, så de overtalte først VK-regeringen og siden SR-regeringen til at sige nej til Enighedslisten. Et af argumenterne var, at der var for lidt “tyngde” i Enighedslisten.

God-dag-mand-økseskaft! Opgaven gik netop ud på at forenkle lovgivningen – uden at det forrykkede balancen mellem lejer og udlejer. Da organisationerne havde løst denne opgave, så var det også galt. Nu manglede der “tyngde”

Da Carsten Hansen kom til som minister, skiftede embedsmændene taktik. Nu fik de deres minister til at påstå, at organisationerne bag Enighedslisten alligevel ikke var enige i det forhandlingsresultat, de havde skrevet under på. Det blev afvist, og ingen har til dato kunnet forklare, hvad det var, organisationerne var uenige om.

Det er underligt, at embedsmænd, som er sat til at tjene befolkningen, istedet bedriver politisk spin. Det er også underligt, at en erfaren politisker som Carsten Hansen, lader sig bruge i dette spil.

 

Lejelovsforliget

I stedet fremsatte Carsten Hansen i foråret 2015 en række ændringsforslag til lejeloven og boligreguleringsloven. Ændringerne var en del af et forlig mellem, Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten. Motivationen hos forligspartierne var, at der skulle ske så få ændringer som muligt, men at der skulle ske en række justeringer – lapperier – så alle partierne kunne klappe i hænderne.

Dette forlig blev omsat til lov ved vedtagelsen i Folketinget den 24. marts 2015

Danmarks Lejerforeninger er ikke imod alle de ændringer, der er vedtaget. Der er gode ting imellem og der er også forringelser. Dem vil vi gennemgå i en række artikler her på hjemmesiden.

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger