De arealer man opererer med indenfor lejelovgivningen, er brutto-etage-arealer, beregnet efter et særligt regelsæt, som boligministeren har fastsat i en bekendtgørelse (nr. 311 af 1983-06-27).
Brutto-arealer betyder, at det er ejendommens “ydre mål” der indgår i areal-beregningerne. Som tommelfinger-regel kan siges, at (normalt) vil summen af de korrekte bruttoarealer for lejlighederne på én etage, være lig etagens “ydre længde gange ydre bredde”. Fordelingen imellem lejlighederne på den enkelte etage kan imidlertid hurtigt komplicere det en del.
Under alle omstændigheder har den enkelte lejer ret til, hos kommunens bygningsmyndigheder og mod betaling, at få udleveret register-oplysninger på hele ejendommen, plus eget lejemål. (Det pågældende register hedder BBR, eller Bygnings- og Bolig- Registeret). Vær dog opmærksom på, at disse register-oplysninger meget vel kan være forkerte. Dels bygger de i første omgang på helt ukontrollerede oplysninger fra ejendommens ejer; dels har byggemyndighederne ved eventuelle kontrolberegninger i mange tilfælde brugt et “forkert” regelsæt (fra kort og matrikel-styrelsen) for arealberegningen, i stedet for ovennævnte fra boligministeriet, der i lejelovsmæssig sammenhæng er det eneste korrekte.