Antenne-forhøjelse

Når det er udlejer, der står for lejemålets forbindelse til antenne, parabol eller hybridnet, kan udlejer kræve sine udgifter hertil refunderet af lejerne. Reglerne er pr. 1.1.2001 blevet ændret således at der overordnet betragtet nu snarere kan siges at være tale om en art forsyningsregnskab for TV-programforsyning, end der er tale om husleje.

Regelændringerne gør antenne-forsyningen til et aftalespørgsmål mellem den enkelte lejer og udlejer. Hvilket betyder, at hver enkelt lejer har individuel vetoret overfor enhver forandring i program-forsyningen.

Udlejer kan opsige aftalen med 6 måneders varsel.

Så langt så godt, men de nye regler overlader lige lovlig meget til fantasien, og dermed til kommende afklaring via retssager.

 

Mangler ved den ny lovgivning

Problemet er, at der i lutter forenklings-iver er opstået et tomrum i lov-reglerne, således at der i dag hverken er direkte henvisning til regler parallelle med huslejevarsling, eller til regler parallelle med det der gælder forbrugs-regnskaber (varme og vand).

Situationen er noget rod. Der ses ikke at være nogen saglig begrundelse for at oprette et sådant “regel-tomrum” for antenne-udgifterne, som jo for mange lejemål overstiger udgifterne til et eventuelt vand-regnskab.

 

Den forventede ny praksis?

Huslejenævnene har imidlertid kompetencen på området, og af bemærkningerne ved lovforslagets gennemførelse kan udledes, at det tilsyneladende ikke har været intentionen at indføre principielle ændringer vedrørende de varslingsbestemmelser mv., der gælder ved forhøjelse af de løbende betalinger. Altså intet ønske fra lovgivers side om overgang til egentlige varmeregnskabs-lignende systemer.

Derfor vil vi anbefale, at man overfor huslejenævn mv. prøver at gøre gældende:

  • At når der varsles forhøjelse af den løbende betaling, må denne opfylde kravene om skriftlighed, 3 måneders varslingsfrist, oplysning om forhøjelsens beregning for den enkelte lejer udfra et budget for hele ejendommen, samt oplysning om indsigelsesadgang indenfor 6 uger. (punkterne 1 til 5 i afsnittet varsling.)
  • At grundlaget for forhøjelsen fortsat alene kan være udvidelse/forbedring af TV-programfladen eller forøgede udgifter til opretholdelse af eksisterende programflade.
  • At der ikke er adgang for udlejer til efterfølgende at kræve tillægsbetaling.

Brug lejerforeningen

I denne noget tvivlsomme situation er det ekstra anbefalelsesværdigt, at søge assistance hos den lokale lejerforening ved ethvert tilløb til problemer med eller tvivl om antenne-betalingerne.