Det almene boligbyggeri risikerer at gå helt i stå

24 maj 2017

 

Regeringen vil straffe de kommuner, der bygger alment byggeri ved at pålægge dem en større betaling

 

 

Af Jakob Lindberg

 

I dag betaler kommunerne et såkaldt grundkapitaltilskud på 10 % af opførelsesprisen på nyt byggeri. Beboerne betaler 2 %. Resten betales af staten og kreditforeningerne.

Det kommunale grundkapitalliskud vil regeringen sætte op til 20 % for små boliger og 24 % for store boliger. Udspillet er kommet i forbindelse med forhandlingerne mellem kommunerne og staten om en økonomiaftale for 2018.

I følge netmediet, DK Økonomi har borgmester Martin Dam (V) protesteret mod forslaget med følgende berundelse:

– Det er en dårlig idé, fordi det økonomiske rammer de kommuner, hvor der bygges almene boliger. Og hvis kommunerne skal betale en større andel, risikerer vi samtidig at sætte nybyggeriet af almene boliger i stå. Det er stærkt uheldigt i en periode, hvor der i forvejen opføres relativt få almene boliger.

Læs artiklen fra DK-økonomi her

 

Reaktioner

Ikke overraskende har Danamrks Almene Boliger (BL) protesteret over for planerne.

– Det er helt vanvittigt, siger den administrerende direktør for BL, Bent Madsen, det vil reelt betyde et byggestop af nye almene boliger.

 

 

Alternativ

Medlem af Køge Lejerforening, Lars Vestergaard, der har skrevet mange artikler om emnet i Lejer i Danmark har foreslået et system med variable satser, således at kommuner hvor der er stor boligknaphed og få almene boliger kan opføre alment byggeri med en lav kommunal grundkapital på f.eks. 5 %.

Omvendt skal kommuner, hvor der er mange ledige almene boliger betale en høj sats på f.eks. 15 %. Man kan samtidig lade satserne afhænge af det samlede boligbyggeri, således at satserne bliver højere, hvis der er stort pres på byggesektoren. På den måde vil grundkapitalordningen virke konjunkturudjævnende. Han reagerede pånyheden om forhøjelsen:

– Op på barrikaderne.

– ULøkke og Ole Birk Olesen vil have 20 % grundkapital. Lad os få en ny regering hurtigst muligt med en stærkere venstre fløj

 

Sidste nyt

Den 1. juni blev der indgået en aftale mellem regeringen og kommunernes Landsforening om økonomien for 2018. Heraf fremgår det, at spørgsmålet om ændring i grundkapitalindskuddet er udsat til næste år med henblik på forhandlingerne om økonomiaftalen for 2019.

Regeringen har altså ikke fået sin forhøjelse gennemført. For 2018 er grundkapitalindskuddet fortsat 10 %. Men uenigheden består stadig.

Om Jakob Lindberg

Født i 1949. Uddannet sociolog ved Københavns Universitet. Har været aktiv i lejerbevægelsen siden 1974. Lejerrepræsentant i flere huslejenævn. Boligdommer. Formand for Køge Lejerforening. Organisatorisk sekretær i Danmarks Lejerforeninger