Containerboliger: Dobbeltmoral og dårlig planlægning

27 september 2017

Boligmanglen er et resultat af Københavns Kommunes bevidste nedprioritering af små billige, almene boliger

Af Lars Vestergaard

København nedrev store dele af den gamle boligmasse og sammenlagde desuden mange små lejligheder til halvt så mange store, samtidig med at man nægtede tilladelse til nye små boliger og alment byggeri, og desuden solgte 19.000 billige kommunale lejligheder til andelsboliger

Dette medførte et fald i antal små boliger op til 60 m2 fra 1983 til 2010 på 25.505 boliger.

Fra midt i 90-erne har Københavns borgmestre og Borgerrepræsentationen satset på privat byggeri af store boliger, og frem til omkring 2005, hvor Ritt kom til, forhindret opførelse af små, og almene boliger herunder kollegier. Kravet om at kommunerne skal betale dummebøder på 10-14 % for alment byggeri, spiller naturligvis ind, som generel årsag til boligmangelen.

En væsentlig del af miseren er foregået mens Jens Kramer Mikkelsen var bykonge.

Den storkøbenhavnske boligmangel kan altså tilskrives en politisk beslutning om at satse på store private boliger, i stedet for de små støttede boliger, befolkningen efterspørger.

Det ses af de almene boligselskabers ventelister, som må omfatte ca. 200.000 aktivt boligsøgende i Storkøbenhavn.

Midlertidige løsninger bliver let til permanente problemer:

  • Det midlertidige udsigtstårn ved verdensudstillingen i Paris står der stadig.
  • Det sociale eksperiment, Christiania, som blev besat af slumstormere, er nu selveje og forbliver.
  • Københavns Universitets midlertidige anneks på Amager er kun sent og langsomt blevet erstattet af nyt monotont element byggeri.

 

Containerboliger er ingen nyhed

Man har i mange år kunnet købe og opstille billige, velbyggede container-pavilloner til kontor og bolig-formål fra danske producenter, men kommunerne har ikke villet kendes ved dem, på trods af at de er fremragende til de hjemløse ”skæve eksistenser”, som har behov for lidt mere frirum end andre; men heller ikke ”skæve boliger” bliver der opført ret mange af, trods pæne statstilskud.

Så kommer nogle unge med et “privat initiativ” med støtte fra Wunderboy Bjarke Ingels og vil opstille ombyggede skrotningsmodne skibscontainere til midlertidige studie-boliger. – Alt det som Borgmestre og Borgerrepræsentation har været i mod, i et par årtier, og wupti falder de på halen.

 

Kollegier er næsten bandlyst, mens studie-boliger er godt!

Det ser ud til at de små boliger ikke længere er “farlige”, bare det ikke skal være støttet byggeri, men baseret på privat kapital, og uden sociale hensyn.

Ved ændringer i Landsbyggefondens retningslinier kunne man sikre finansiering af mange små, sunde boliger, inkl. kollegier; men det kræver initiativ på Christiansborg.

Endnu bedre ville det være hvis MF-erne erkendte ansvaret for boligmangelen og de hjemløse, og fjernede kravet om kommunal grundkapital til kollegier og mindre almene boliger; men så langt når erkendelsen næppe.

 

Københavns planlægning er i kaos

Den tidligere planchef Ingvar Sejr Hansen erkendte på et møde på Amager sidste vinter at væsentlige dele af kommunens planlægning manglede og svigtede, (i min fortolkning).

Københavns dårlige planlægning omgås og undergraves gang på gang af den frie kapitals initiativer i samarbejde med overborgmesterens økonomi- & plan-forvaltning. Nu ser den ud til endnu en gang at blive saboteret af gamle containere. Det, der er brug for, er tusinder af permanente, langtidsholdbare kollegier og små lejeligheder, samt større respekt for Fingerplanen, som anviser masser af byggeplads ude i de 5 fingre, i stedet for overbebyggelse af det oprindelige København.

Læs:

Er containerboliger svaret på den københavnske boligmangel